Nancy

Overnaturlig og alligevel genkendelig undergangs- og udviklingsroman om at bryde med sin sociale arv og et Udkantsdanmark på katastrofekurs. Sikke en cocktail Dennis Gade Kofod kan skænke!

Nancy på 25 år, bor på Bornholm og gør rent i et bosted for udsatte mennesker. Privat er hun kæreste med den arbejdsløse og voldelige ”Træner Thomas”, som er oppe på 160 kg i bænkpres. Når han har ben- eller armdag, går han rundt, som om han har skidt i bukserne. Det eneste, han går op i, er sin træning, proteinkure og indimellem at tæske løs på folk. Men Nancy har også en anden, Albert, fra det lidt finere borgerskab, som hun går på HF med.

En mystisk tåge begynder at tage form og afskærer Bornholm fra resten af verden:

”Den kryber tættere og tættere på land og sender lange tentakler af sted: ind i en kystnær skov; formerer sig og indtager de nærmeste moser og søer. Op ad åerne. Ind i de små havne. Om natten, endnu kun om natten. Troldmændene tilser deres værk. Deres barn. Tågen er i live.”

Det er de underjordiske, der rører på sig og begynder at erobre øen tilbage efter at menneskene har udpint og misbrugt den: ”svinefarmene, de mange, mange sommerhuse, markerne, der har bredt sig, skovene, der er blevet fældet, højene, der er blevet pløjet ned. De kan ikke længere genkende øen fra deres barndom.”

Hjemløse og andre udsatte eksistenser bliver taget en for en af tågen. Der opstår en flygtningestrøm mod fastlandet, hvor det først og fremmest er de ressourcestærke, der slipper væk. Mange lokale må blive tilbage, da færgerne er overfyldte, og man kun kan skaffe billetter på det sorte marked. Træer skyder op gennem asfalten, butikker lukker ned, og befolkningen går på plyndringstogter. Militæret sættes ind, og der flyves forsyninger ind, som dumpes fra luften. Men ellers gør det officielle Danmark ikke noget for at komme øen til undsætning.

Efterhånden som tågen vokser længere ind over øen, må den tilbageværende befolkning rykke sammen i de større byer. På trods af at dommedag truer i horisonten, fester og drikker de til det sidste – enten af nød, naivitet eller stædighed. Borgmesteren kalder dem for ”de ægte øboere”. Nancy og Albert får flere gange chancen for at undslippe, men de vælger alligevel at blive tilbage. Nancy kan se de underjordiske, og hun fornemmer, at de vil hende noget.  

Dennis Gade Kofods nye tragikomiske roman er en undergangs- og udviklingsroman iblandet elementer af magisk realisme, socialrealisme og gotisk uhygge. Der jongleres træfsikkert med flere genrer, og det er ganske enkelt et genialt træk at bruge Bornholms mytologi til at fortælle historien om Udkantsdanmark og en ung kvindes forsøg på at bryde med sin sociale arv og den tilværelse, der ligger lige for. Jovist bliver romanen lidt langhåret og langtrukken hen imod slutningen, men den byder på en original læseoplevelse og tegner et anderledes grelt portræt af Solskinsøen: et isoleret miniature samfund, hvor mange lokale føler sig stavnsbundet og er prisgivet politikernes nedprioriteringer. Et forbrugssamfund, hvor alle desperat hamstrer på jordens og hinandens ressourcer. Udover at byde på en litterært interessant konstellation er det også et vedkommende indspark i debatten om flygtninge og Udkantsdanmark i disse tider.

Originally published by Line Hoffgaard, Litteratursiden.