Anmeldelse
Vildfaren
- Log ind for at skrive kommentarer
Smuk og stemningsfuld billedbog om Bornholms magiske væsner for de lidt større børn.
'Vildfaren' foregår i de bornholmske skove hvor der, som alle her i landet nok er klar over, lever underjordiske og andre magiske væsner. Der er også mange spændende legender tilknyttet Bornholm, og det er lige præcis hvad denne billedbog tager op. I bogens smukke illustrationer møder vi både de underjordiske samt trolde og andre magiske væsner og hører om, hvordan de store sten kom til øen, kastet af de gamle svenske hekse.
Laust og Lea skal besøge deres mormor og aflevere nogle vanter, som deres mor har strikket til hende. Mormoren bor i skoven, og på vej derhen skal børnene forbi en stor sten, som de altid skal huske at hilse på for ikke at fare vild. Hun siger nemlig at alt er levende. Laust føler sig lidt dum ved at skulle tale til en sten og er lidt usikker på mormorens teori, så han undlader for første gang at hilse på stenen. Det skulle han naturligvis ikke have gjort, men selvom mormoren viser sig at have ret, ender det hele heldigvis godt igen.
De fleste børn kender til følelsen af at være bange for at fare vild eller blive væk, og selvom man har fået at vide, hvad man skal gøre i den situation, glemmer de fleste det sikkert – ligesom Laust også gør det. Så bogen skal nok vække nogle genkendelige følelser i børnene og give anledning til gys og eftertanke.
Illustrationerne er meget detaljerede, og man kan bruge meget tid på at lede efter væsner, der næsten falder i ét med omgivelserne.Illustrationerne er holdt i flotte efterårs gyldne farver, der virkelig skaber en flot stemning. Super flot og spændende bog.
Brugernes anmeldelser