Bog

Geiger

Af (
2020
)

Anmeldelse

Geiger af Gustaf Skördeman

01 jul.20

Hæsblæsende svensk debut er en spionthriller med et spændende krimiplot, der underholder sin gysende læser og overrasker med et plottwist.

Morderiske bedstemødre er ikke ligefrem hverdagskost, det er dog alligevel noget, man er stødt på i virkeligheden såvel som i film og litteratur. I Gustaf Skördemans hæsblæsende romandebut, ’Geiger’, bliver vi præsenteret for intet mindre end en badass spion-mormor, der træder i overrumplende resolut karakter fra side 12. Derfra går det i raskt trav videre med DDR-spionage og terror, hånd i hånd med gængs politi- og opklaringsarbejde og den dynamik, der kan være i forskellige familieforhold.

Sara Nowak arbejder ved politiet i sædelighedsafdelingen, men det er ikke just i embeds medfør, hun befinder sig i den store villa i den stockholmske forstad Bromma, hvor et mord er sket. Offeret er den 85-årige Stellan Broman, en særdeles populær og elsket tidligere tv-vært, hvis døtre Sara har leget med som barn. Der er mange ting, der ikke stemmer i sagen, men selvfølgelig kan ingen finde på at mistænke Stellans hustru Agneta, der er sporløst forsvundet umiddelbart efter mordet er sket og derfor eftersøgt. Det er kun læseren, der ved, at hun rent faktisk er morderen og slet ikke er færdig med sit forehavende. Sara kan ikke slippe sagen og begynder uofficielt at følge et koldkrigsspor, der viser sig at gribe ind i hendes eget private liv og arbejde for at stoppe prostitution.

Det er en blanding af spionthriller og krimi og en virkelig spændende og interessant læseoplevelse, hvor man sine steder gyser og væmmes. Det historiske og politiske blender fint sammen med det traditionelt opbyggede krimiplot, der skaber det drive, der får læseren til at vende siderne i rekordfart. Og selvfølgelig venter der en overraskende slutning med et plottwist, man slet ikke havde set komme. Forfatterens nationalitet (svensk) og erhverv (manuskriptforfatter og filminstruktør) fornægter sig ikke, der er en umiskendelig svensk atmosfære over den meget filmiske bog, der også trækker spegede tråde til Sovjet og det gamle DDR, mens der går actionfyldt Jason Bourne og James Bond i den.

Der er planlagt en Sara Nowak-trilogi, hvor ’Geiger’ er den første i serien, og der er meget høje forventninger til de bøger. ’Geiger’ blev solgt til 20 lande allerede inden den udkom på svensk, og filmrettighederne blev solgt i en stor budrunde.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Agnete Dorph Stjernfelt
Faustnummer
48426271
ISBN
9788740064209
Antal sider
425

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer