Kierkegaards forfatterskab er et usædvanligt eksempel i filosofiens historie på en overensstemmelse mellem form og indhold. Ikke alene har han en original teori om, hvad mennesket er – han frembringer også denne teori i selve den måde, han skriver. Derfor bør han ikke reduceres til hverken en enstemmig, religiøs forfatter eller en flerstemmig romanforfatter.
Skrevet af Henrik Jøker Bjerre, lektor i anvendt filosofi ved Aalborg Universitet
I Afsluttende Uvidenskabelig Efterskrift (1846) foreslår Søren Kierkegaards pseudonym Johannes Climacus, at den store tyske filosof Hegel, som Kierkegaard ofte gjorde grin med, burde have publiceret sin Wissenschaft der Logik uden at angive forfatterens navn, uden årstal for udgivelsen, uden forord og fodnoter og uden nogen forklarende kommentarer, hvor forfatteren klargør vanskelige passager, som læseren måske ikke umiddelbart forstår. Det ville have været det rigtige at gøre, mener Climacus, fordi det ville have bragt formen i overensstemmelse med indholdet. Hvis Hegel ønskede, som han skrev, at fremstille intet mindre end ”Guds tanker før skabelsen” i en rent logisk udvikling af begreber om forholdet mellem væren, intet, naturen, osv., ville det i det mindste have været passende at fjerne ethvert spor af skriftets afsender. Det ville have været et ”Sidestykke til Naturlydene fra Ceylon”, som Climacus lidt drillende skriver, hvorved han henviser til en samtidig rapport om visse fuglelignende lyde, der ikke kunne spores til en klar afsender – det var som om, disse lyde kom fra naturen selv. Hvis naturlydene fra Ceylon var en slags ”naturens stemme”, kunne Hegels logik have stået i et smukt modstykke som ”fornuftens stemme”, (”hvor kommer dette fra – det er som om, det er fornuften selv, der taler”), hvis bare han havde holdt sig fra alle mulige ”subjektive” kommentarer og tilføjelser.
Selv om Kierkegaard ofte gjorde grin med Hegel, viste han ham også respekt som filosof. Og pointen om ”fornuftens stemme” behøver ikke alene blive set som en ironisk kommentar til Hegels højtflyvende stil. Det ville faktisk have været det rigtige at gøre, hvis Hegel havde udgivet sit skrift med endnu større højtidelighed og konsekvens: det ville have bragt det ekstremt ambitiøse og indsigtsfulde værk i større overensstemmelse med sig selv, hvis det havde fået lov at stå som et rent, ukommenteret udtryk for tankens egen bevægelse. Selv om Hegel om nogen var reflekteret omkring forholdet mellem form og indhold i det filosofiske udtryk, var det som om, han glemte, eller undertrykte, den rolle afsenderen spiller i forhold til det skrevne.
Det er netop refleksionen over forholdet mellem skriveren og det skrevne, der optager Kierkegaard fra de tidligste skrifter og hele forfatterlivet igennem. I et brev til vennen Emil Boesen fra 1838 skriver den 25-årige Kierkegaard om sine kvaler med at finde den rigtige udtryksform til sine skriverier, at det, han behøver, er ”en Stemme, [der er] forfærdende som Giganternes Suk, udholdende som en Naturlyd, af Omfang fra den dybeste Bas til de meest smeltende Brysttoner, moduleret fra den meest hellig-sagte Hvidsken til Raseriets ildesprudende Energie.” Hvilken stemme, han skulle skrive med, var afgørende for Kierkegaard. Eller mere præcist: Han undersøgte i sine værker i det hele taget, hvad det vil sige at have en stemme, der ikke bare umiddelbart og uproblematisk er ens egen. Læser man i første omgang dette som et eksistensfilosofisk problem, er spørgsmålet selvfølgelig, hvad det vil sige at lære at tale med sin egen stemme – at blive ansvarshavende redaktør i sit liv, som det hedder. Men Kierkegaards stemme er endnu mere end det – det er netop også den stemme, der må udspilles, afprøves, iscenesættes og opdages. At tale med sin egen stemme er ikke blot at være ”tro mod sig selv” eller ”sig selv lig”, men at tale på en måde, så man forholder sig til det mærkelige, fremmede, andet, som også er en del af én selv – og som man næsten kan sige ”taler gennem én”, når man taler eller skriver. At have en stemme er ikke bare at sige det, man gerne vil, men at forholde sig til det underlige, at det, man siger, rummer noget mere, end det, man selv har kontrol over. En erfaring, som de fleste f.eks. har gjort sig, er, at man pludselig kan høre sin egen stemme – nærmest være vidne til det, at man selv taler, og undre sig over, hvor alle disse ord kommer fra, hvem det overhovedet er, der taler. Som den slovenske filosofi Slavoj Žižek har beskrevet det, så er der altid et minimum af bugtaleri på spil, når nogen taler. Stemmen er det, at vi på én gang giver udtryk for vores inderste og alligevel kan føle, at noget andet på forunderlig vis taler gennem os.
I Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, (1848, men udgivet posthumt), der er skrevet i Kierkegaards eget navn, får vi et markant eksempel på denne erfaring. Når forfatteren bliver for højtsvungen og vil udtrykke det højeste med en bevinget pen, kan han pludselig ikke bevæge den ud af stedet, og det er som om, noget siger til ham, at han er dum og indbildsk. I stedet siger denne stemme: ”[H]old nu ordentlig paa Pennen og skriv hvert Bogstav lige nøiagtigt.” ”Og saa kan jeg gjøre det,” skriver Kierkegaard, ”saa tør jeg ikke Andet, saa skriver jeg hvert Ord, hver Linie, saa godt som uvidende om det næste Ord og den næste Linie.”
Det er rigtig nok, at Kierkegaard i sine afsluttende skrifter bekræfter, at synspunktet for hans forfatterskab var religiøst. Men det er en forhastet slutning, at det skulle betyde, at der er en form for religiøs dogmatisme på spil i Kierkegaards værker. Nærmest tværtimod. Den erfaring, der fremskrives i værkerne, er erfaringen af kun i egentlig forstand at kunne forholde sig til sig selv ved at forholde sig noget til andet. Og det at forholde sig til det andet er netop ikke at kunne beskrive, foreskrive, hvad eller hvordan dette andet er.
I Sygdommen til Døden (1849) får vi, hvad man kunne kalde den indholdsmæssige pendant til det formmæssige problem med forfatterens forhold til sit eget udtryk. Det er nemlig et grundlæggende kendetegn ved mennesket, at det kan forholde sig til sig selv, men at dette forhold samtidig må udspille sig i en relation til noget andet, end det selv. Bogen åbnes med en berømt definition af mennesket: ”Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv.” Mennesket er altså et forhold, der forholder sig til det forhold, det selv er – nemlig en syntese af sjæl og legeme. Eller lidt mere nutidigt udtryk: Mennesket er et biologisk væsen, men det kan også tænke og udtrykke mening på en måde, der ikke kan reduceres til et fysisk eller et biologisk niveau. Selvet er imidlertid hverken bevidstheden eller kroppen, men det at mennesket kan forholde sig til sig selv som en syntese af disse to elementer. Jeg kan f.eks. skrælle kartofler og samtidig tale med mine venner om, hvad vi skal have at spise. Men jeg kan derudover også forholde mig til det, at jeg overhovedet er her som en, der kan skrælle kartofler og tale med mine venner. Selvet er det, der er imellem kroppen, der skræller kartofler og den mening, som udtrykkes, når der kommer ord ud af munden på denne krop.
At forholde sig til sig selv indebærer således, at man forholder sig til, at man overhovedet er. Dermed forholder man sig også til, om man selv har skabt sig selv (sit selv), eller om man står i et forhold til noget helt andet end sig selv, bare ved det, at man er. Og når man først har fået denne tanke, er det klart, at man må stå i et forhold til noget andet, uden hvilket man slet ikke ville kunne være – som minimum ens forældre; som maksimum Gud, men i hvert fald noget andet end én selv. ”Et saadant deriveret, sat Forhold er Menneskets Selv, et Forhold, der forholder sig til sig selv, og i at forholde sig til sig selv, forholder sig til et Andet.” Det, mennesket er, er først og fremmest ånd, hvilket vil sige et forhold, der kan forholde sig til sig selv. Og for at blive dette selv i egentlig forstand, må man træde i et forhold til noget, der ikke er én selv. Man må leve med og udleve sin andethed for at blive sig selv. Netop som skriveren Kierkegaard hele tiden må udspille, omspille og genspille sig selv i sine værker.
Der er på denne måde en helt usædvanlig overensstemmelse mellem form og indhold i Kierkegaards værk. ”Indholdet”, udtrykt i teorien om selvet, siger, at mennesket ikke er et forhold, der har sat sig selv, men kan forholde sig til selv og derved kan og må forholde sig til noget andet end sig selv. ”Formen”, udtrykt i både det pseudonyme forfatterskab som en skriftlig metode, men også i de formmæssige overvejelser, der kommer til udtryk i Kierkegaards eget navn, behandler hele tiden dette problem af at stå i et forhold til noget andet end ens umiddelbare identitet, når man skriver. Kierkegaards skrifter er en bestandig artikulation af selvets stemme, kunne man sige, af det forhold, at et menneske kan forholde sig til sig selv – men ikke uden videre, ikke direkte, kun gennem det andet. Derfor er Kierkegaard ikke en ”monologisk” forfatter, med et udtryk fra Mikhail Bakhtin, der bebrejdede de klassiske, gamle romanforfattere, som f.eks. Leo Tolstoj, at de altid havde en forudtænkt moralsk eller religiøs pointe, som de bare brugte deres karakterer til at illustrere. Men Kierkegaard er heller ikke en ”polyfonisk” forfatter, som Dostojevskij, der ifølge Bakhtin på en nyskabende måde formåede at lade de enkelte karakterer (Raskolnikov, Myshkin, Brødrene Karamamoz, osv.) tale med hver deres egen stemme. At subjektiviteten er sandheden betyder ikke for Kierkegaard, at man bare kan fremstille en masse livsidéer, og så må enhver vælge den, der passer bedst. Det betyder tværtimod, at ingen nogensinde helt kan mestre tilværelsen og sig selv uden også at gå gennem andetheden. Kierkegaard talte ikke med ”herskerens stemme”, som han beskyldte Hegel for at gøre det – men heller ikke med en perspektivistisk livsfilosofisk pensel, à la Nietzsche, hvor enhver må tale med den stemme, han eller hun nu har. Kierkegaard var hverken monologisk eller polyfon, eller han var begge dele. For kun gennem udfoldelsen, afsøgningen, eksperimentet kunne han i egentlig forstand forholde sig til sig selv som det afledte forhold (også) han var. Han talte med selvets stemme.
Kommentarer