Anmeldelse
Enden på verden som vi kender den af Erlend Loe
- Log ind for at skrive kommentarer
Doppler vender tilbage. Erlend Loe er altid god for en underholdende og skæv fortælling med noget på hjerte, men her hælder han lidt for meget gammel vin på en ny flaske.
Vi har grædt og grinet med Doppler i tykt og tyndt, da han efter et styrt på cyklen i udkanten af den norske vildmark (udenfor Oslo), besluttede at holde op med at være et kompetent menneske og vendte samfundet og sin familie ryggen. Det bød på mange tragikomiske og surrealistiske oplevelser i den norske vildmark i selskab med elgen Bongo. I det tredje eventyr vender Doppler tilbage til civilisationen og genindsættelsen går ikke stille af sig.
Efter at have efterladt Bongo i et internat for hjortedyr, vender Doppler snuden hjemad. Første skuffelse i mødet med det etablerede samfund er, at hans hus er malet blåt (en alt for kompetent farve) og der står ”Egil Hegel” på postkassen. Doppler vælger i første omgang at slå lejr i et træ ude i haven, hvorfra han kan følge med i konen Solveigs, hendes nye kæreste Egils og børnenes hverdag. De ting, han ser, er ikke for sarte sjæle: Solveigs samkvem med Egil og børnenes alt for kompetente tilværelse med alskens moderne bekvemmeligheder og ligegyldigheder. Drevet af en blanding af jalousi og liderlighed beslutter Doppler sig for at vinde sin familie tilbage.
Dopplers møde med det norske samfund og familien viser sig sværere end først antaget. Konen tager ham mod alle odds tilbage og sender Egil i eksil, men det er ikke helt let at leve med en (skov)mand med fikse ideer om, hvordan verden er skruet sammen og som samtidig ikke bidrager til deres fælles familieliv og økonomi ud over at passe familiens kanin og lave et uoverstigeligt antal ”pølseretter med et pift” fra 1980’erne.
Efter at have surfet for meget rundt på Internettet og set for mange reality- og naturprogrammer, indser Doppler, at enden på verden, som vi kender den, er nær. Derfor ser han sig nødsaget til at tage drastiske midler i brug for at komme vores forbrugersamfund og fremstillingen af det perfekte liv til livs, hvilket resulterer i en arrestation, at Solveig geninstallerer Egil i huset og Doppler forvises til en papkasse med hø i kælderen sammen med kaninen. Dette er blot toppen af isbjerget af mange absurd morsomme oplevelser, som Doppler må gennemleve. Hvordan det hele ender, skal jeg selvfølgelig ikke afsløre her.
Gensynsglæden var stor, da jeg igen befandt mig i selskab med Doppler. Han er en af de få fiktive personager, som jeg aldrig vil glemme. Glæden bliver desværre afløst af kedsomhed et stykke inde i bogen, da handlingen er langtrukken og den tåkrummende følelse af ”det gjorde han bare ikke” er lidt for meget gammel vin på nye flasker. Når det er sagt, så er Erlend Loe altid god for en underholdende og skæv fortælling med noget på hjerte. Loe er en forfatter, der gennem naiv og absurd humor prikker til et symptomatisk problem i vores samfund: at vi vil nå det hele og derfor ikke fanger lykken.
Oprindeligt skrevet af Line Hoffgaard, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Doppler vender tilbage. Erlend Loe er altid god for en underholdende og skæv fortælling med noget på hjerte, men her hælder han lidt for meget gammel vin på en ny flaske.
Vi har grædt og grinet med Doppler i tykt og tyndt, da han efter et styrt på cyklen i udkanten af den norske vildmark (udenfor Oslo), besluttede at holde op med at være et kompetent menneske og vendte samfundet og sin familie ryggen. Det bød på mange tragikomiske og surrealistiske oplevelser i den norske vildmark i selskab med elgen Bongo. I det tredje eventyr vender Doppler tilbage til civilisationen og genindsættelsen går ikke stille af sig.
Efter at have efterladt Bongo i et internat for hjortedyr, vender Doppler snuden hjemad. Første skuffelse i mødet med det etablerede samfund er, at hans hus er malet blåt (en alt for kompetent farve) og der står ”Egil Hegel” på postkassen. Doppler vælger i første omgang at slå lejr i et træ ude i haven, hvorfra han kan følge med i konen Solveigs, hendes nye kæreste Egils og børnenes hverdag. De ting, han ser, er ikke for sarte sjæle: Solveigs samkvem med Egil og børnenes alt for kompetente tilværelse med alskens moderne bekvemmeligheder og ligegyldigheder. Drevet af en blanding af jalousi og liderlighed beslutter Doppler sig for at vinde sin familie tilbage.
Dopplers møde med det norske samfund og familien viser sig sværere end først antaget. Konen tager ham mod alle odds tilbage og sender Egil i eksil, men det er ikke helt let at leve med en (skov)mand med fikse ideer om, hvordan verden er skruet sammen og som samtidig ikke bidrager til deres fælles familieliv og økonomi ud over at passe familiens kanin og lave et uoverstigeligt antal ”pølseretter med et pift” fra 1980’erne.
Efter at have surfet for meget rundt på Internettet og set for mange reality- og naturprogrammer, indser Doppler, at enden på verden, som vi kender den, er nær. Derfor ser han sig nødsaget til at tage drastiske midler i brug for at komme vores forbrugersamfund og fremstillingen af det perfekte liv til livs, hvilket resulterer i en arrestation, at Solveig geninstallerer Egil i huset og Doppler forvises til en papkasse med hø i kælderen sammen med kaninen. Dette er blot toppen af isbjerget af mange absurd morsomme oplevelser, som Doppler må gennemleve. Hvordan det hele ender, skal jeg selvfølgelig ikke afsløre her.
Gensynsglæden var stor, da jeg igen befandt mig i selskab med Doppler. Han er en af de få fiktive personager, som jeg aldrig vil glemme. Glæden bliver desværre afløst af kedsomhed et stykke inde i bogen, da handlingen er langtrukken og den tåkrummende følelse af ”det gjorde han bare ikke” er lidt for meget gammel vin på nye flasker. Når det er sagt, så er Erlend Loe altid god for en underholdende og skæv fortælling med noget på hjerte. Loe er en forfatter, der gennem naiv og absurd humor prikker til et symptomatisk problem i vores samfund: at vi vil nå det hele og derfor ikke fanger lykken.
Oprindeligt skrevet af Line Hoffgaard, Litteratursiden.
Kommentarer