Usynligt blæk

Sproget er funklende og ubesværet, og fortællingen efterlader læseren med en stærk stemningsfuld følelse, snarere end med fornemmelsen af et plot.

Fortælleren Jean fortæller om en oplevelse fra perioden, da han som ung mand var ansat hos en privatdetektiv. Han skulle efterspore Noëlle, en ung kvinde, der var forsvundet, og spurgte vidner, der kunne have truffet hende. Kan man overhovedet tro på menneskers erindring, og kan han tro på sin egen erindring fra dengang?

Jean kom ind i en lejlighed, hvor Noëlle måske havde boet ganske kort, og fandt en kalender med notater. Ved at læse de korte notater oplevede han konturerne af et liv. Når Jean traf mennesker og af og til nogen, der havde mødt Noëlle, oplevede han en fortælling, hvad nu hvis dét og dét var sket? Det er nok her, jeg havde den største oplevelse ved læsningen af Modiano, han fortæller så genkendeligt, og her kommer en kliché, det er som at være der selv. På samme måde oplever man hans beskrivelser af kvarterene i Paris, jeg synes, jeg selv har siddet ved netop dét cafebord. Måske vi også i høj grad kan takke oversætteren.

Jeg fik en endnu stærkere følelse af stedet, da vi til sidst i bogen møder en kvinde i Rom. Det minder mig om en af mine yndlingsbøger, ’Spirit of the place’ af Lawrence Durrell, der indeholder et essay, hvor forfatteren lufter sin teori om, at stedet, hvor en fortælling foregår, er mindst lige så vigtig som personerne, hvis ikke vigtigere. Byen Paris har efter min mening hovedrollen i 'Usynligt blæk' med en lille efterskrift om byen Rom.