Anmeldelse
Tænk på et tal af John Verdon
- Log ind for at skrive kommentarer
En debuterende spændingsforfatter med endnu en grufuld seriemorder, men denne bog er helt i sin egen klasse. Sindrigt konstrueret, psykologisk velfunderet og isnende uhyggelig.
Dave Gurney er pensioneret kriminalassistent. Sammen med sin kone Madeleine er han flyttet væk fra New York og ud i Catskill-bjergene på en gård for at skabe sig en ny tilværelse. I sin tid i politiet fik Gurney ry for en enestående evne til at gennemskue forbrydelser og især seriemordere, som han fik fanget et par stykker af.
Dette ry og denne egenskab får en af hans gamle studiekammerater, Mark Mellery til at henvende sig til Gurney med et mærkeligt problem.
Mellery har modtaget et mystisk brev, hvor afsenderen beder ham om at tænke på et tal mellem 1 og 1000. I et efterfølgende brev afslører afsenderen, hvilket tal han tænkte på! Mellery modtager efterfølgende flere små digte, som både afslører kendskab til hans fortid, men som også bliver mere og mere truende. Gurney påtager sig modstræbende opgaven med at finde ud af, hvad der foregår, men inden han rigtig er kommet i gang med at få løst gåden, bliver Mellery myrdet på bestialsk vis.
Det lokale politi ansætter Gurney som konsulent, og flere mord skal snart følge efter. Mønsteret er det samme, men ofrene har tilsyneladende intet med hinanden at gøre og bor desuden flere hundrede kilometer fra hinanden. Morderen efterlader sig ingen spor overhovedet, så Gurney har virkelig fået sin sag for i denne kattens leg med musen.
Gurney kan vel bedst sammenlignes med en moderne udgave af Sherlock Holmes, og det er virkelig et hjernevridende og mystisk plot forfatteren har fået komponeret.
Det er særdeles kompetent gjort, og det hele hænger også meget fint sammen. Som læser skal man simpelthen bare fortsætte for at få at vide, hvad der egentlig foregår, og alene det gør bogen til noget helt særligt.
Dertil kommer at personbeskrivelserne, især naturligvis af hovedpersonen og hans egen personlige tragedie med en trafikdræbt 4-årig søn i den grad er overbevisende og interessevækkende.
Miljøer og naturbeskrivelser er præcise, og sproget og tonen i bogen er af en kaliber, som ellers sjældent ses i en spændingsroman.
Forfatteren har planlagt flere bøger med Gurney som hovedperson, og det kan da kun hilses særdeles velkomment.
Brugernes anmeldelser