De døde sjæles skov

Den franske thrillermester leverer igen en uhyggelig og intelligent spændingshistorie - blandingen af krimi, kulturhistorie, antropologi og psykologi er højest effektiv.
 
Jeanne Korowa er en ung, ambitiøs, parisisk undersøgelsesdommer med en fremadstormende karriere. Hendes privatliv er derimod en katastrofe med traumer og psykisk nedbrud som følge af det tragiske mord på hendes søster, og hendes kærlighedsliv er mildt sagt en katastrofe.

Jeanne arbejder med en sag om ulovligt våbensalg, da hun via en anden undersøgelsesdommer bliver indblandet i tre makabre mordsager: Tre kvinder findes myrdet på det grusomste, delvist parterede og med tydelige tegn på kannibalisme. De tre kvinder har tilsyneladende intet med hinanden at gøre, men deres arbejdsområder: autisme, fertilitet og antropologi skal snart vise snart at være ledetråde i den mystiske sag. Da Jeanettes kollega myrdes, beslutter hun at forfølge sagen, selvom hun officielt ikke er tilknyttet. Ved et tilfælde overhører hun en samtale mellem en psykolog (som hun ulovligt har aflyttet for at finde hemmeligheder om sin tidligere kæreste) og en ulykkelig far, der fortæller om sin voksne autistiske søns voldelige tilbøjeligheder og blodrus.
Sporene fører hendes først til Mellemamerika og siden til Argentina, hvor svarene tilsyneladende skal findes i De døde sjæles Skov.

Romanen starter på sin vis som en ganske almindelig krimi, men på vanlig ”Grangé-vis” udvikler historien sig hurtigt til at blive meget mere, en overrumplende og vild karruseltur i ondskabens væsen og de mere dystre sider af psykologiens randområder.

Det er på alle måder en ualmindelig grum og barsk historie, der oprulles, og i visse sekvenser udvikler historien sig til det rene gys.

Spændingen er intens, og selvom handlingen er særdeles kompliceret, må man bare læse og læse. Forfatteren styrer på imponerende vis sit usædvanlige og indviklede plot, og læseren overraskes gang på gang, ikke mindst af den temmelig uventede slutning.

Det er vidunderligt at læse en krimi, der tager sig god tid, god tid til at levere nogle grundige og ordentlige personbeskrivelser, god tid til at kæle for sproget og god tid til at skildre de forskellige scenerier. Især beskrivelserne af de sydamerikanske og mellemamerikanske miljøer og landenes politiske historie med deres blodige og voldelige diktaturer er mesterlige og gør virkelig indtryk.

Denne roman og Grangé’s øvrige romaner kan bare ikke anbefales nok.