Anmeldelse
Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten
- Log ind for at skrive kommentarer
Første bind i en fabelagtig og stort anlagt fantasy-serie. Man kan kun blive dybt imponeret over historien og det flotte sprog i denne debut.
Handlingen er henlagt til Nordjylland og spundet omkring en krimihistorie, hvor en bestialsk seriemorder tilsyneladende går efter rødhårede, unge piger. Her møder vi den utilpassede og mærkelige Anne. Anne har synske evner, men også mange af hendes nye venner viser sig at have særlige egenskaber, og snart vrimler det med guder og halvguder fra den nordiske mytologi. Selveste Ragnarok truer, og det bliver snart tydeligt, at Anne er en meget vigtig brik i forsøget på at undgå katastrofen. Lisbeth Salander i Nordjylland og Neil Gaimans ’Amerikanske guder’ spøger kraftigt i baggrunden, men plot og historie udvikler sig snart i sin helt egen retning. Det er så flot og medrivende, at man bare må kippe med flaget over dette mesterværk. Årets bedste fantasy.
17-årige Anne blev forladt af sine forældre, da hun var helt lille, og siden har hun været i utallige plejefamilier og er nu også kommet under de sociale myndigheder. Anne er svær at omgås, og den utilpassede pige har svært ved at få venner. Denne kendsgerning ændrer sig dramatisk, da hun starter i gymnasiet. Den farvestrålende Luna og den smukke Matthias får langsomt knyttet en kontakt. Anne får arbejde på den nærliggende bar. Med sin elskede hund Monster ved sin side og flere andre personer, der opsøger hende, synes tilværelsen at gå i den rigtige retning, men så begynder mordene, og snart er Anne også i fare. Intet i det lille samfund er, som det ser ud til at være, og snart vrimler det med mytologiske figurer og mærkelige væsener i byen.
Anne bliver ufrivilligt indblandet i en magtkamp i det skjulte rige Hrafnheim, hvor den grusomme dronning Ragnara har taget magten, og det ser nu ud til, at Anne er en afgørende brik i oprørskampen mod hende.
Det er en helt utrolig interessant historie, den debuterende forfatter har sat i søen. Handlingen og plottet er udspekuleret og mangfoldigt, og første del i den planlagte trilogi kræver dyb koncentration hos læseren, hvis man overhovedet skal kunne følge med i historien og de mange personer. Det virker dog, som om forfatteren har totalt styr på sin handling, og selvom universet udvikler sig til at blive meget voldsomt og blodigt, bliver det hele serveret med en konstant lurende og befriende barsk humor.
Alt i alt er det voldsomt underholdende og vanedannende. Bind to skulle udkomme i 2017 og bind tre året efter.
Brugernes anmeldelser