Den tid det tager

Drama af voldsom psykologisk og psykisk art om familielivets traumer

Bogens hovedperson er den 30-årige Signe. Ved bogens start holder hun en midlertidig pause fra sit psykologistudium og lever sammen med sin datter og musikermand på den gamle gård, de har købt. Det er op mod jul, og forældrene og storebroderen har meldt deres ankomst. Man fornemmer en masse spændinger familiemedlemmerne imellem, og da Signe meddeler, at hun ikke kommer hjem til jul hos forældrene, bryder konflikten ud i lys lue.

Signe og hendes storebror vokser op i Finmarken i det allernordligste hjørne af Norge. En barsk natur, der på den anden side rummer en uberørthed, storslåethed og skønhed, som bogen så smukt er fyldt med billeder af - billeder på nethinden forstås!! Faderen leder et hjem for psyskisk handicappede og moderen er socialrådgiver.

Det centrale i bogen er, at barnet Signe påtager sig ansvaret for, at hendes problemfyldte famile holder sammen på trods af enorme spændinger mellem forældrene. Storebroderen glider af og lever sit eget liv i en verden med computer og klavermusik, men børnene har lykkeligvis en stiltiende solidaritet indbyrdes.

Familien opretholder en facade, hvor den fungerer som den gode, sunde kernefamilie med gode kristne værdier. Vi har altså med en helt almindelig familie at gøre udadtil.

Men på det indre plan udspiller der sig et drama af voldsom psykologisk og psykisk art. Faderen er et dobbeltmenneske, der på den ene side giver børnene nogle af deres bedste naturoplevelser, på den anden side er en voldelig hustyran, der psykisk mishandler sine børn og kone, og også korporlig vold over for moderen er en del af Signe og broderens hverdag. Den evigt cigaretrygende mor reagerer ved intet at sige og spille offerrollen. Et paradoks for en kvinde, der ellers er beskæftiget med et job, hvor hun netop skulle kunne løse familiemæssige problemer af den slags.

Det bliver klart for læseren, at den rolle, Signe har spillet hele sit liv - at være stødpude mellem forældrene - har haft en pris, som bl.a. giver sig udslag i, at hun hverken kan blive tilfreds med sig selv eller sit eget liv med mand og barn. Oprøret/opgøret med forældrene er nødvendigt for hende for at komme videre med sit eget liv.

Det er en meget stærk bog, som er svær at ryste af sig efter endt læsning. Den kan, i sin problematik med den ikke bearbejdede, problematiske barndom, minde om Karen Fastrups 'Brønden'. Og så er den alligevel helt anderledes. Jeg fristes til at slutte af med at citere en kendt titel: Man gjorde et barn fortræd.

Originally published by Lisbeth Larsen, Litteratursiden.