Om udregning af rumfang. Bind 2

Tara Selter har d. 18. november ramt en rille i tidsregningen i Solvej Balles indtil videre to underfundige og uafrystelige romaner ’Om udregning af rumfang'.

Tara vågner. Det er d. 18. november. Igen. Som den eneste er hun bevidst om gentagelsen, imens alle omkring hende tager hul på d. 18. november som endnu en ukendt dag.

Tara indkøber og videresælger antikvariske bøger sammen med sin mand, Thomas Selter. Eller det gjorde hun i hvert fald, indtil hendes kalender gik i stå. Og udvejen? Den må hun finde alene drevet af sin sans for detaljer. Det råder Thomas hende i hvert fald til, da hun i første bog fortæller ham om sin situation.

Hvor Om udregning af rumfang I hovedsageligt var ”væren” og forsigtig perception – meget af tiden i Selterparrets hjem i Clairon-Sous-Bois – er anden bog mere ”gøren”, og der arbejdes aktivt med forestillinger, forventninger og retning. Skiftet gør noget rigtig godt for Balles fine bogserieprojekt

Efter et år fyldt med 18. novemberdage vil Tara mærke, at året er cyklisk; at tiden går. Derfor skal d. 18. november nr. #375 være (ligesom) d. 10. januar i år 2.

En vinter, et forår, en sommer skal komme, og traditioner skal spindes som et sikkerhedsnet. Tara rejser derfor hjem til sine forældre i Bruxelles og fejrer jul med dertilhørende bûche de Noël og Christmas pudding. Herefter går turen til Cornwall, hvor Tara finder forårsløg og ser forårslam på markerne. Siden tager Tara til Montpellier og møder noget sommerligt.

Men det uforløste rumsterer stadig …

Der er noget bydende nødvendigt i, at Tara undervejs skriver på løsblade og i sin notesbog: ”årstidsbogen”. Papiret husker. Nedskrivningen forsikrer Tara om, at hun er til, og det føles, som om der er nogen, nogen lytter. Også selvom papiret er uden linjer og skriften uden retning (selvfølgelig!).

’Om udregning af rumfang I og II' er den krummelurede sidegade, du aldrig før har lagt mærke til. Den labyrintiske udregning, der ikke bare sådan lader sig løse. Den diskrete mystisk, der puster dig i nakken, mens du læser. Muligvis er bøgerne om Tara en kommentar til at være forfatter eller at færdes enormt meget i bøgernes (her: klassikernes) verden og at kunne blive så opslugt, at den fortløbende tid forsvinder.

Måske er bøgerne om Tara en påmindelse om, at vi skal være opmærksomme. På hinanden, på verden, på vores forbrug og på balancen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på navnesymbolikken i Tara. At ”tara” på en vægtskål er udtryk for beholderens vægt …

Som romanens ”jeg”, der måske er midt i én stor tankeforstyrrelse, er Tara en vidunderlig kompasholder. En vidunderlig fortællingens ”beholder”. Med en romersk mønt som rettesnor suser hun langt ind i Romerrigets historie, hvor hun finder andre beholdere i tusindvis. Store og små.

Der er planlagt i alt syv bøger om rumfangsudregning, og jeg venter allerede utålmodigt på den tredje.