Bådehuset

Kammerspil i mol for tre forpinte sjæle; et trekantsdrama udvikles som temaer i et musikstykke, der gentages, udbygges og gentages indtil den ubønhørlige og uundgåelige slutning

En mand skriver, han skriver for at holde uroen borte, den uro der indtog ham efter at Knut var vendt tilbage til bygden. I en nedskrevet indre monolog får vi historien om ham og barndomsvennen Knut. Altid var de sammen - i skolen, i frikvartererne og efter skoletid. De havde deres sted i det gamle faldefærdige bådehus, som ingen brugte. Her planlagde de deres band, som blev populært og spillede til fester rundt omkring i bygderne. Men så var der noget med en pige til en fest. Knut rejste, og vor fortæller blev sær.

Så en sommer vender Knut tilbage på ferie sammen med sin kone, og barndomsvennerne mødes igen. Noget uafvendeligt sker.

Derefter går fortælleren ikke ud mere. Han skriver kun, går ikke ud, spiller ikke mere til bygdebal, fisker ikke, læser ikke, han skriver kun.

Som i en kriminalroman afdækkes begivenhederne i fortid og nutid – ikke store begivenheder, men bittesmå, der vokser og vokser i den enkeltes bevidsthed. "Nu siger jeg det …", "Det var ikke meningen …", "Jeg vidste ikke at …". De tilsyneladende småting, der kan fylde et menneske. Og som i en kriminalroman får vi til sidst at vide, hvad der skete dengang, og hvilke konsekvenser det har nu. Hvis de tre forpinte sjæle, der befolker denne bog, havde talt ud, var der ingen bog.

"Bådehuset" er en tidlig roman fra Jon Fosses hånd, men den er ganske typisk for ham. Som i et crescendo opbygges historien, hverdagsdramaet udvikles gradvist og ubønhørligt. Læseren bliver suget ind i bogen af den suggererende stil, af de rytmiske gentagelser, der minder om musikkens temaer, der gentages, udbygges og gentages.

Her har vi en bog, der venter på en læser, der værdsætter godt sprog og psykologisk indføling.

Oversat af Karsten Sand Iversen. Batzer & Co, 2007. 153 sider.