Jeg er en anden - Septologien IV

I hvert bind kommer der nye sider frem af Asles liv. Det billedmættede sprog og sansninger fra fortid og nutid glider overbevisende sammen og fortæller om kærlighed, tro og kunst.

I fjerde del af Septologien sidder Asle i sin bil og venter på, at Beyer åbner sit galleri, så han kan aflevere sine billeder til den årlige juleudstilling. Tankerne går tilbage til den tid, hvor han som teenager havde sin første maleriudstilling i Ungdomshuset i Barmen. Her kom Beyer fra Bjørgvin og købte nogle af hans billeder. Beyer kunne godt lide hans nye billeder i modsætning til de lokale. Måske gider han ikke male mere, hellere få en båd og en hund.

Asle fører lange samtaler om kunst, tro og kærlighed med sin afdøde hustru Ales. Også dette fjerde bind af Septologien ender i en lang bøn. Der er en yndefuld og sanselig langsomhed i sproget, så man overgiver sig til den ensomme Asles liv og tanker:

…” så tænker jeg at det at male ikke er noget jeg har gjort for mig selv, ikke fordi jeg selv ville male, men for at tjene en større sammenhæng, ja måske, for det hænder at jeg tør tænke sådan, ja at mine malerier skal tjene Guds rige, intet mindre, tænker jeg, og sådan tænkte jeg også før jeg konverterede, og det må være fordi jeg altid ligesom har mærket et Guds nærvær…”.

Asles tanker vender tilbage til hans første udstilling i Barmens Ungdomshus. Ingen ville købe billederne, før han satte et ”solgt” skilt på flere af dem. Det var farens ide, så der kom salg i billederne. Han fik kontakt til Beyer, der kom fra Bjørgvin, og som han betragter som en nødvendig forretningsforbindelse. Også det er en ret morsom historie, for nu maler Asle ikke mere de billeder af de lokales gårde i sommerlys og farver. For ham er det vigtigste at få det lyse frem i mørket. De bedste billeder gemmer han på loftet. Her gemmer han også Ales’ tøj, da hun døde for mange år siden. Men alligevel er hun altid nærværende, og de taler om tro og kunst.

Asle har haft en periode, hvor han drak meget. Han ser sig selv ligge i sneen med et efterfølgende sygehusophold. Så når han har afleveret sine billeder, skal han besøge Asle på sygehuset og spørge ham, om han mangler noget. Asles fortid er så levende, at den bliver til nutid. Denne ømhed og omsorg over for sig selv er humoristisk og bevægende.

På grund af for megen druk flyttede Asle og Ales væk fra Aga til Dylgja, hvor de levede ret afsondret. Det var også hende, der fik Asle til at konvertere til katolicismen. Han har et fast punkt, han altid ser på gennem vinduet. Over fyrretræstoppene ser han ud mod bølgerne i Sognefjorden, mens han tager rosenkransen frem, gør korsets tegn og fremsiger sine bønner på latin.

Den minimalistiske form og hverdagssproget er nøje afstemt med Sles munkeagtige liv. Det er blændende romankunst, der gennem billedmættede sansninger fortæller nye sider af Asles ensomme liv.

Jon Fosse er født i 1959 og har et stort prisbelønnet forfatterskab, som er oversat til mange sprog. I 2015 fik han Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien ’Andvake’, ’Olavs drømme’ og ’Kveldsvævd’. Han minder om Tarjei Vesaas og om Kjell Askildsen, der i sine mesterlige noveller skriver om det svære i livet på en let måde.