Helvedesilden

Karin Fossum har skrevet en grusom, velskrevet, stilfærdig og rørende krimi om blodets bånd og en søns jagt på sit biologiske ophav. 

Eddie på 21 år bor sammen med sin mor Thomasine, som han kalder Mass. Han er på offentlig forsørgelse og får tiden til at gå med at løse krydsord og surfe på nettet, mens han spiser kanelgifler. Eddie, der aldrig har kendt sin far, ved kun, at han er død, og nu er han besat af tanken om at finde hans grav. Et andet sted i den lille by bor Bonnie, der også er alene med sin søn, den fireårige Simon. Bonnie forsøger at være en god mor for Simon og få tilværelsen og økonomien til at hænge sammen ved at arbejde som hjemmehjælper. Men en dag findes Bonnie og Simon døde, begge knivdræbte.

Handlingen sættes i gang, da Bonnie og Simon findes knivdræbte i en gammel campingvogn. Den garvede kriminalbetjent Konrad Sejer sættes på sagen, og langsomt med sikkert lægger han brikker til et puslespil over Bonnie. Der hersker ingen tvivl om, at mordet er planlagt, og at det ikke drejer sig om et rovmord, men hvorfor skulle Bonnie og hendes lille dreng dø? Karin Fossum tegner et billede af Bonnie som en køn, ung kvinde, der engang havde store drømme og store ambitioner. Bonnies mand forlod hende og Simon med barnepigen og stiftede ny familie, men Bonnie gør, hvad hun kan, og hun er en enestående mor for Simon. I sit arbejde er hun hjælpsom langt ud over, hvad man kan forvente. Men der er skeletter i skabet.

Mens Karin Fossum tegner et meget lyserødt billede af Bonnie, som en helt igennem god og selvopofrende person, beskriver hun Eddie som en noget mere sammensat person. På den ene side er han hjælpeløs og lider af separationsangst, på den anden side er han luddoven og viser småpsykopatiske træk, som når han piner familiens gamle hund. Eddie er totalt opslugt af TV programmet ’Tore på sporet’ som er den norske pendant til ’Sporløs’ og håber ad denne vej at få hjælp til at finde sin fars grav. Da han ikke bliver ”udvalgt”, tager han sagen i egen hånd.

Karin Fossum er i stand til at tegne portrætter, så man ser personerne lyslevende for sig, og samtidig er hun i stand til at skabe et plot, der gør, at man ikke kan lægge bogen fra sig. Konrad Sejer har en meget tilbagetrukket rolle i ’Helvedesilden’, men man synes alligevel, man er med ham i opklaringen. For hos Karin Fossum er læseren ikke et skridt foran politiet. Titlen ’Helvedesilden’ er dobbelttydig: Simon får på et tidspunkt helvedesild, som er en smertefuldt virus, der giver grimme udslet, men Eddie lider også af en slags helvedesild. Vi aner tidligt, at der er en sammenhæng mellem de to familier, men denne sammenhæng afsløres først meget sent.

Det er 12. bog i serien om Konrad Sejer, men alle Karin Fossums bøger kan læses fuldstændig uafhængigt af hinanden. For ’Helvedesilden’ har hun helt fortjent modtaget den prestigefulde krimipris ’Rivertonprisen’. Mens jeg fordøjer bogen, glæder jeg mig allerede til næste udspil fra forfatteren.