Brud

Kinesisk æske i bogform. Forfatter Karin Fossum skriver om en forfatter, der skriver om en mand.

Alvar Eide lever ved siden af, ikke sammen med andre mennesker. Han passer sit job i et galleri og ellers passer han sig selv. I sit stille liv bevæger han sig kun i trekanten mellem galleriet, dagligvarebutikken og sit hjem. I et anfald af godhed giver han en dag en kop kaffe til en ung narkomisbruger, istedet for at smide hende ud af galleriet. Godheden bliver en glidebane, og inden længe har hun en nøgle til hans lejlighed og bruger løs af hans penge. Han vil så gerne være god, men må erkende, at det kan være ødelæggende at give folk alt, hvad de peger på. Både for dem og for en selv. Det er en trist lære.

Men Alvar Eide eksisterer ikke. Normalt for en romanfigur, ja. Men oftest skriver forfattere på livet løs, for at gøre en romanfigur så "virkelig" som muligt. I "Brud" er det anderledes. Her er vi med i forfatterens værksted og følger hovedpersonens tilblivelse. Den lidt pudsige dobbeltkonstruktion, med "bogen i bogen", fungerer udmærket. Alvar Eides historie er rigtig spændende, så man bliver lidt irriteret, når historien afbrydes. På den anden side er det med til at opbygge en spænding, og det er altid dejligt, når en bog "kommer bag på" sin læser.

Forfatteren, der i "Brud" skriver Alvar Eides historie, har en kø af eksistenser stående foran sit hus. De venter på, at hun skal skrive deres historie. Det tager tid og er et voldsomt pres, og hun må indtage diverse piller og en del rødvin for at holde til det hele. Ham, der bliver til Alvar Eide, stod som nummer to i køen, men et påtrængende behov for at få en historie, får ham til at snyde sig foran i køen. Det virker. Før forfatteren når at tage stilling til det rimelige i hans metode, griber historien hende og hun må skrive den.

"Brud" er en stemningsfuld og lidt trist roman. Karin Fossum er velskrivende og synes med denne roman at opfordre os til at tage litteraturen alvorlig. I hvert fald er det en alvorlig sag for dem der står bag den.

Oversat af Poul Bratbjerg Hansen. Gyldendal, 2007. 242 sider.

Se også anbefalingerne af Drabet på Harriet Krohn, Jonas Eckel, Natten til fjerde november og Sorte sekunder