Maria Hesselager har vundet Munch-Christensens debutantpris 2021 for romanen 'Jeg hedder Folkví'. Her kan du læse Anne-Marie Mais tale til vinderen.
Historiske romaner plejer at være nogle meget tykke bøger, hvor man ofte kender slutningen på forhånd, fordi den karakter, som er hovedpersonen, er en berømt historisk skikkelse som Dronning Margrethe I, Leonora Christina Ulfeldt eller Grevinde Danner. Spændingen ligger for det meste i det psykologiske portræt, i de farverige historiske detaljer, de fornemme interiører og i skildringen af magtens backstage. Vi læsere elsker historiske romaner; de sælger ofte som brandvarmt brød, de filmatiseres og genudgives i oplag efter oplag. Genudgivelse og mange oplag ønsker jeg også for Maria Hesselagers debutroman, Jeg hedder Folkví. Men her må sammenligningen med tidens mange historiske romaner høre op. 'Jeg hedder Folkví' er faktisk slet ikke nogen historisk roman i gængs forstand. Den forsøger ikke at skildre betydelige personligheder og sociale forhold i en tidligere tidsalder med realistiske detaljer og nogenlunde troskab over for historiske forhold. Romanen er slet og ret en roman, en god og spændende fortælling om en ung kvinde og hendes familie. Man kan måske gå så langt i retning af den historiske roman, at man kan kalde den en historiefantasi over vikingetiden, dens mytestof, stammefællesskab, guder og vølver. Jeg kan godt fornemme, at disse ord kan forlede tilhørerne til at tro, at vi nærmer os fantasy-genren eller nutidens bastante sværmeri for vikinger og den igangværende heftige diskussion af vølver. Nogle begynder måske ligefrem at se Kultur- og Kirkeministeren i Jim Lyngvilds dramatiske vølve-iscenesættelse for sig.
Men frygt ikke og flygt ikke! Det er litteratur, vi kan opleve hos Maria Hesselager, og hendes fortælling hører ikke hjemme i en nationalromantisk sammenhæng eller blandt nutidens selvudnævnte vølver. Det er ikke Ingemanns historiske romaner, der finder en fortsættelse. Den tradition, Maria Hesselager har fat i, er snarere J. P. Jacobsens og Johannes V. Jensens spor af historiefortælling. Samtidig appellerer 'Jeg hedder Folkví' til alle, der interesserer sig for historie, for spændende fortællinger og en fjern nordisk fortid, da guderne var på jorden.
'Jeg hedder Folkví' fortæller om den unge kvinde Folkví, hvis mor var vølve. Hende og hendes bror Áslakrs forældre er døde, og de er unge standspersoner i vikingesamfundet, og de oplever en stærk forbundethed og kærlighed til hinanden. Folkví elsker sin bror ikke blot som en bror, men som en mand og fortvivler indtil vanvid, at han hjemfører en ung brud, Gerd. Kærligheden mellem de to søskende er inspireret af den nordiske mytologis fortælling om Frej og Freja, de to søskende af vaneslægt, der repræsenterer frugtbarhed og som i en periode, som andre lignende mytiske søskende, lever som elskende. Vi kender Freja fra Oehlenschlägers fædrelandssang, ”Der er et yndigt Land”, hvor vi synger om, at det frodige danske landskab er Frejas sal. Fortællingen om Folkví og Áslakr udvikles imidlertid ikke i en tydelig kronologi. Bogens forskellige afsnit springer frem i tid og tilbage i tid. Vi oplever desuden nornerne, der spinder menneskenes livstråd, og vi møder den gamle Áslakr, der efter Folkvís og Gerds død, grunder over tiden og den undergang, der måske forestår. Jeg skal undlade at afsløre romanens overraskende slutning. Men en sådan har den, modsat mange andre historiske fortællinger. Den er overraskende og sanselig som udgangen på nogle af vores folkeviser. Faktisk har romanen indimellem en stemning, der minder om folkeviserne, måske især Ebbe Skammelsøn, om ridderen Ebbe, der må træde så mange stil vild efter at have dræbt sin troløse bror og sin forlokkede forlovede ved parrets bryllupsfest.
Det tager tid at læse den lille roman og holde sin orientering, for man kan ikke undgå at opholde sig ved det fine sprog og hele den mytiske stemning, som forfatteren kalder frem. Her er beskrivelsen af Folkví som spæd:
"Det var håret, der med det samme havde meddelt moren, at Freyja var Folkvís gud, for da hun blev født, var det ikke spredt og uldent som hos spædbørn normalt, men i stedet langt og tykt og skinnende gyldent, allerede ned over ørerne. Du så meget særlig ud, havde moren sagt, når hun senere fortalte Folkví om det, som en voksen kvinde og et spædbarn på en og samme tid, du havde hævede små bryster. Du lignede en lille gud. Da håret senere var begyndt at falde af i lange totter, havde moren samlet det sammen og lagt det i en lille læderpose med tørret lavendel, som nu hænger i det bælte, som Folkví bærer om livet."
Hesselager får figurerne til at blive til for læserens øjne som handlende karakterer på kanten mellem myte og liv som Folkví, da hun skal assistere ved en barnefødsel:
”Konen ser tomt på hende. Er du vølven? siger hun. Folkví lægger en hånd mod sin hals og håber, at den ikke flammer op i røde plamager. Ja. Hun nikker. Efter min mor døde, er det bare mig. Hun er iført en af morens gamle kjoler, som er alt for stor og lidt slidt, den er krøllet og ikke helt ren, det fortryder hun nu, for den ser anderledes sjusket ud herude i virkeligheden, end den gjorde derhjemme, hvor den var smuk i sin enkelhed. Hun havde bestemt sig for, at det lidt posede klædte hende, at der var held i at bære den, der tillagde hun ikke mølhullerne og det falmede betydning. Du kommer noget sent. Har du haft andet, du skulle her til morgen, spørger konen. Folkví drejer sit halssmykke mellem fingrene og ved pludselig ikke selv, hvordan hun er kommet frem til at tage det så afslappet.”
Den unge Folkví er usikker på, hvordan hun skal blive accepteret som vølve og hendes første optræden er ikke overbevisende.
Mens andre debuterende forfattere prisværdigt kaster sig ud i skildringen af nutid og hverdagsliv, sætter Hesselager sin kunstneriske kurs efter et mytisk og historisk univers. Det er tankevækkende, at dansk litteratur ofte har vendt sig mod den historiske fortælling, når prosaen er blevet fornyet. Få prosaister er endnu nået i nærheden af J. P. Jacobsen, der med 'Fru Marie Grubbe' (1876) indvarslende en ny sanselig moderne stil i prosaen. At det var en historisk fortælling, der kom til at repræsentere det moderne, irriterede voldsomt det moderne gennembruds bannerfører, Georg Brandes, der havde håbet på en samtidsfortælling, der kunne sætte problemer under debat. Også den danske modernisme blev åbnet med en vild historisk fortælling, Johannes V. Jensen, Kongens Fald (1901), en af de første bøger i det nye århundrede, der tilmed blev kåret som århundredets allerbedste bog.
Derfor er det løfterigt, når en ny prosaist binder an med et historisk og mytisk stof, gør noget så uventet, som at skrive om den ellers så fortærskede vikingetid på en måde, der får de gamle norrøne myter til at leve og træde frem af deres skyggerige med skæbnetro og vilde syner. Og heldigvis har en større verden også fået øje på Maria Hesseldals fremragende debut. Jeg hedder Folkví er allerede solgt til udgivelse på forlaget Riverhead Books, der er en del af Penguin Random House. Det er nærmest ikke set før, at en debuterende forfatter udkommer på engelsk. Men det er velfortjent, at bogen snart når et internationalt publikum, og danske læsere kan glæde sig over, at de var de første til at få den i hænde. God læselyst til forhåbentlig mange kommende læsere og hjertelig tillykke til Maria Hesselager med Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat.
Foto: Lærke Posselt
Kommentarer