Bog

Parforhold - Striber på højkant

Af (
2020
)

Anmeldelse

Parforhold - Striber på højkant af Maren Uthaug

05 okt.20

Parforholdet sættes under lup med tåkrummende sandheder. Vi præsenteres for kvinders mange fortræffeligheder og forhandlingsevner, kulsort humor og kvindelist.

Maren Uthaug er kendt for at vise tingene, som de er, særligt de grimme og pinlige. Som f.eks. kvinder der spiser fisebær og ikke kan behovsudskyde, eller som vil gøre alt for at starte et tiltrængt skænderi. Uthaug prikker til os og udstiller vores selvhøjtidelighed eller mangel på samme.

I striben med overskriften ’Var blevet afsløret i at lyve om mit pengeforbrug’, siger manden: "Du har slået bunden ud af vores økonomi. Så sig mig, var det virkelig det værd? Var det???" Og kvinden, der sidder i sin meget gule kjole, mens hun beundrer sine nye sko, svarer: "Hm…ja!". Eller striben der viser, hvordan partnerens tyggelyde driver kvinden til vanvid, og han spørger hende: "Men vil du hellere have, at jeg dør af sult?" Og svaret er: "Ja, egentlig…" 

Maren Uthaug præsenterer os for, hvordan vi opfattes af andre, selvom vi tror, vi er så særlige. Det gør hun råt for usødet, og vi griner med hende af os selv. Hun provokerer os, men fordi vi har hende mistænkt for at tage udgangspunkt i sig selv, elsker vi hende lidt mere. Hun tilbyder sin læser en portion søstersolidaritet og humoristisk selvindsigt, mens hun træder lige på vores ucharmerende, men meget menneskelige ligtorne.

Maren Uthaugs striber er absurd sjove, De sort-hvide tegninger med ganske få farver bruges til at understrege pointer og er simple, men enormt udtryksfulde. Hendes humor er uovertruffen og rå, og hun angriber mennesker, særligt kvinderne, med sin sarkastiske, men særdeles kærlige pen. Nogle af tegningerne er alvorlige, andre eftertænksomme, og så er der dem, der får os til at grine højt. Maren Uthaug gør simpelthen tilværelsen lidt sjovere.

Bogdetaljer

Secondary title
Striber på højkant, #3
Forlag
Lindhardt og Ringhof
ISBN
978-87-11-98696-7
Antal sider
130

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer