Anmeldelse
Børn af Maren Uthaug
- Log ind for at skrive kommentarer
Ærlige og satiriske overvejelser om børn, som de fleste forældre vil kunne nikke genkendende til.
Som i de to foregående bøger Kærlighed og Livet er hver side i bogen sin egen lille historie med en overskrift. Under ’Snakkede om opdragelse’ sidder to kvinder med hver sit glas vin, og den ene søger råd om, hvad hun skal gøre, når hendes børn slås. Den anden svarer: "Når de er virkelig irriterende, sidder jeg lige så stille og håber på, at de slår rigtig hårdt". En anden mor deler ud af sin livsvisdom til sit barn: "Der er ingen grund til, at vi udsætter den opvask til i morgen. Den kan uden problemer blive stående til i overmorgen".
Uthaug adresserer også de spørgsmål, der udstiller tvivlen på egne evner som forælder. Her som et spørgsmål barnet stiller sin mor under overskriften ’Håbede det’: "Mor, er jeg lykkelig?" Spørgsmålene stilles i en strøm af uimodståeligheder, der er hylemorsomme, også for dem uden børn, der ofte lytter til venners hverdagsudfordringer med den største respekt.
Maren Uthaug sætter spidsen af sin pen lige der, hvor det er allergrimmest, allersjovest og gør allermest ondt. Hun kan med få ord og få streger, næsten som i et spejl vise os de utilstrækkeligheder, vi alle føler. Men særligt kan hun vise os, at sådan har andre det også! Vi er ikke så unikke som vi går og tror. Vi kæmper alle med opvask, intranet, skam, kærlighed, frygt og misundelse. Men når Maren Uthaug deler ud af sin livsvisdom "Mor, hvorfor lader Gud ikke solen skinne?", og mor svarer: "Fordi hun heller ikke lige orker at barbere ben i dag", ved man, hvorfor man bare håber, at hendes striber aldrig dør ud.
Brugernes anmeldelser