Begravet i stilheden

Familiehemmeligheder ER evigt fascinerende – især som her tilsat russisk mafia, Stalintidens gru – og mord ikke at forglemme. Trods mange kvaliteter lever bogen desværre ikke op til Alsterdals debut.

På klassisk thrillervis væves mange handlingstråde sammen. Journalisten Katrine - fyret og med parforholdsproblemer - finder forbavset ud af, at hendes demente mor faktisk ejer en forfalden gammel gård i det strengt religiøse Nordsverige. Mystisk nok er en lige så mystisk mulig køber rede til at give en voldsom overpris for den. Katrine tager nordpå og kommer langsomt på sporet af dybt begravede familiehemmeligheder, som fører videre til kranke svenske skæbner, der idealistisk rejste til Sovjet i 1930erne for at være med til at skabe ”det perfekte kommunistiske samfund.”

En anden handlingstråd er opklaringen af et brutalt øksemord på en af nabogårdene, som Katrine også involveres i sammen med en sympatisk pensioneret politimand, og vi følger også glimtvis en brutal, kynisk russisk gangster, som får stadigt mere plads og relevans for handlingen.

Menneskers evige jagt på et bedre liv, og hvordan mennesker sjældent er, hvad de giver sig ud for, er klassiske og vedkommende temaer. Journalisten Alsterdal er også meget velskrivende med flere litterære kvaliteter end mange andre spændingsforfattere. Grundig research og indsigt i de psykologiske mekanismer og den terror, naive kommunister blev udsat for både i Sovjet og hjemme igen, giver et indfølt tidsbillede med fine historiske detaljer. Det er oplagt at sammenligne med Henning Mankells ’Kineseren’, hvor familiefortid også er altafgørende i mange vidtforgrenede handlingstråde.

Så vidt så godt! Sammenfletningen af handlingstrådene virker blot lidt for konstrueret med for mange ”tilfældige” sammentræf, og Katrines psyke kunne med fordel være dybere og mere reflekterende.

Det ellers kræsne svenske krimimarked lod sig med rette imponere af Tove Alsterdals debut ’Kvinderne på stranden’ i 2011 – en international thriller af topkarat om kynisk menneskehandel med et sjældent gribende kvindeportræt og en hudløst smuk kærlighedshistorie.

Alle taler om ”den svære toer,” og det er der altså noget om. Den ambitiøse handling er ellers spændende nok. Familiehemmeligheder holder nu engang aldrig op med at fascinere, og den gruopvækkende historie om Stalintidens altfortærende terror kan ikke fortælles for tit, men trods mange kvaliteter må jeg desværre fastslå, at i mine øjne lever ”Begravet i stilheden” ikke op til debuten.