Bog

Amagermesteren

Af (
2015
)

Anmeldelse

Amagermesteren af Maria Gerhardt

03 feb.16

’Amagermesteren’ er en overbevisende god og vedkommende digtsamling, som helt fortjent vandt Politikens Litteraturpris 2016.

’Amagermesteren’ er Maria Gerhardts første digtsamling. I 2014 udgav hun bogen ’Der bor Hollywoodstjerner på vejen’. En autofiktiv roman, der skildrer hendes egen kamp mod kræften og kærligheden til Rosa.

Med ’Amagermesteren’ griber Maria Gerhardt igen fat i sin egen historie. Nu er scenen sat til Amager de sidste tiår af det 20. århundrede. Digtene skildrer et barndoms- og ungdomsliv, hvor en stor del af fritiden bruges på den lokale fodboldklub Dragør Boldklubs fodboldbaner. Forsiden af digtsamlingen viser Dragør Boldklubs P.S.A pokal, som Maria Gerhardt modtog i 1991 som årets spiller. Ifølge bagsideteksten skriver Maria Gerhardt om ”sejre og nederlag og om præcis det sted på banen imellem mand og kvinde”.

Samlingen består af to type digte. En række korte prosadigte, der zoomer ind på en jævnaldrene venindes verden. Der er Louise, Marianne, Sanne, Mia, Katrine, Lisbeth, Rikke og Joan, hvis liv er meget anderledes end det lyriske jegs. Pigerne bliver veninder gennem sporten. For eksempel Joan:

”Joan kan det meste med en bold, men hun har valgt badminton, hendes far siger at piger får grimme ben af at spille fodbold. Joan er enmandshæren, forsvaret er afhængigt af hende, men hun er forsvundet, til hyl af gummisko i kæmpehal”.

Den anden type er digte skrevet i frie vers skildrende det lyriske jegs egne barn- og ungdomsminder. Ved hjælp af sportsmetaforer belyser digtene det lyriske jegs kamp for at finde sig selv – og sin egen (køns) identitet. Digtene er en art dannelsesdigte, hvor det lyriske jeg hele tiden spiller for at vinde kampen både i konkret og overført forstand.

Eksempelvis: ” i bad / med et hold/nøgne piger/ der lugter af/ jord og parfume/ starter jeg/ øvelsen/ kunsten/ at kigge ingen steder hen/ det er en/ gentlemans sport / ”

Sporten leverer et sprog så det lyriske jeg gang på gang kan fremstille sin egen tvetydige kønsidentitet og viden om, at hun nok er ”på det forkerte hold”, som der står i et af digtene.

Til sidst i digtsamlingen berøres et heftigt og hektisk voksenliv med penge, rejser og fester. Det lyriske jeg køber en villa til sin mor for sin første tjente million – ligesom Zlatan, som der står i et digtene. Maria Gerhardt festede og tjente store penge i 00´erne som DJ Djuna Barnes. Hun blev DJ superstjerne. I dag er Maria Gerhardt et helt andet sted i sit liv. Hun er mor, forfatter og en gang i mellem DJ. Det ændrer ikke ved, at ’Amagermesteren’ fuldt fortjent er nomineret til Politikens Litteraturpris 2016. For Maria Gerhardt har leveret en virkelig god og vedkommende digtsamling, som fortjener opmærksomhed fra en bredere læserskare. 

Oprindeligt skrevet af Anne Juul Andersen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
People's Press
Faustnummer
52077583
ISBN
9788771596908
Antal sider
67

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer