Texas' rose

Vidunderlig, velskrevet og vemodig mustread.

Faster Lillian. Farverigt livstykke og sprælsk og frodig western-entusiast. Vi møder hende første gang i 1987, da hun som fyrreårig sammen med familien udlever sin cowboydrøm på den svenske prærie. Faster Lillian stortrives blandt nordbagger og graner, familien er overbærende - læseren krummer tæer og kan lige så godt vænne sig til det.

Historien fortælles fabulerende af niecen, der efter faster Lillians død rejser til Vietnam for at hente urnen med hjem. Der er ikke meget westerndrøm over Vietnam, men her valgte faster at udvandre til efter at hun blev såret på sjælen og afskrev familien. Inden det kom så vidt, var hun ellers ildsjæl til fingerspidserne hjemme i Over Dråby. Engang vandrede hun f.eks. imod kapitalismen og kongehuset med en hjemmelavet Jesus på korset fastmonteret på ryggen. Det blev ikke akkompagneret af bifald, men det gjorde derimod hendes hjertevarme, sociale engagement i lokalmiljøet, eller westernklubben Gunslinger, eller hendes sjældne og ret unikke sangtalent, som hun udlevede under kunstnernavnet Texas' rose. Gerne på hesteryg. Der er nok eksempler at tage af. For faster Lillian var skøn og krydrede tilværelsen ødselt med vidunderlige dikkedarer.

"Texas' rose" er en helt igennem super velskrevet, boblende humoristisk og tankevækkende historie, der både underholder og kradser i den menneskelige facade. Faster Lillian må have været et af de sidste ærlige mennesker i verden, tænker jeg, og prøver at komme i tanke om, hvorfor det i virkeligheden er så pinligt og angstprovokerende at se eller høre om folk, der er 100 % ærlige. Over for sig selv og over for andre. Og hvorfor er det på en eller anden skæv måde frydefuldt at læse om?

Jeg nød hvert ord i denne historie og gumlede på hver sætning, før jeg lod den boble ned i maven. Historien er som en sang, man ikke kan få ud af hovedet. Og som en lidt sær bonus ved jeg pludselig pænt meget om cowboys og westernlivsstil.

Bare jeg havde en Faster Lillian.

Gyldendal, 2008. 178 sider