Den sidste romantiker

705 sider om hvorfor 80'er-generationen styrer for vildt, og så måske alligevel ikke gør det. Martin Hall har skrevet et generationsepos.

Tusindkunstneren Martin Hall har, ifølge ham selv, skrevet en bog om sit livs fiktion. Romanen befinder sig derfor i grænselandet mellem fiktion og biografi. Og nogle af begivenhederne er derfor nok lige kørt en tur gennem fantasimaskinen, på vejen fra hukommelse til papir.

Bogen er kronologisk opbygget og følger den samme person fra starten af 80'erne og frem til nu.
Alle kapitlerne er små eller større episoder, begivenheder i, må man formode, Martin Halls liv.
Der er cokepåvirkede undergrundsfester, homofobiske julefrokoster og ganske almindelige dage.

Der er i romanen nogle frygteligt lange og til tider kryptiske sætninger med metaforer, filosofiske begreber og indforståethed i en skønsom blanding. Dér står jeg nogle gange af. Disse formuleringer gør, at man bilver lidt i tvivl, om han skriver med hjertet eller hjernen.

Jeg tror dog, at det er med hjertet. For man kan sagtens læse bogen uden den store kulturhistoriske indsigt eller litterære patos. Den er nemlig også spændende og underholdende.

Selvom Martin Hall selv må tænkes at tilhøre den intellektuelle elite, er han heldigvis ikke bleg for at tage tykt pis på den og få sig selv og andre til at fremstå som rimeligt latterlige. Herligt, da man godt kan komme til at føle sig forholdsvis intellektmæssigt underlegen, når man læser bogen.

Bogen er lang. Men det føles den dog ikke, da man sluger store dele af den råt. En rigtig god bog, det eneste minus er, at man kommer til at føle, at man selv har haft et forholdsvis uinteressant liv sammenlignet med Martin Halls.

People's Press. 705 sider. Kr 399,-