Blog
Personligt perspektiv giver fortællingen nerve
En vigtig litterær tendens i de sidste 15 år er de forskellige former for autofiktion. Og årets danske udgivelser tyder på, at tendensen er stærkere end nogensinde.
Selvbiografisk stof er blevet brugt på stadig nye måder i nordisk prosa siden Karl Ove Knausgårds ‘Min kamp’. I de senere år har forfattere som Vigdis Hjorth, Geir Gulliksen, Tom Malmquist, Naja Marie Aidt og Vita Andersen skrevet hudløse bøger, hvor deres afsæt i personlige tab, sorg og smertepunkter er med til at give fortællingerne en særlig nerve og nødvendighed.Noget tyder på at tendensen med at bruge egen historie i fiktionen fortsætter. I hvert fald vidner årets danske udgivelser fra Thomas Korsgaard, Leonora Christina Skov og Knud Romer, der kredser om egen barske opvækst og ungdom om, at tendensen aldrig har været stærkere. Samtidig synes det som om at stadig flere forfattere bevæger sig over i den litterære selvfremstilling, også forfattere som ikke tidligere har skrevet autofiktivt som for eksempel Leonora Christina Skov.
Tendensen ser også ud til at fortsætte i efterårets udgivelser. Karen Fastrups kommende roman ’Hungerhjerte’ er skrevet med afsæt i egen erfaring med psykisk sygdom og det, at komme på den anden side af sygdommen igen, og Mathilde Walter Clarks ’Lone Star' kredser om forfatterens forhold til sin far, der bor på den anden side af Atlanten.
Autofiktive elementer spreder sig i fiktionen
Tilsyneladende spreder autofiktive elementer sig i fiktionen, også i den mere finlitterære, samtidig med at det selvfølgelig stadig er tale om fiktion: Nok er det autofiktive med til at give mere nerve, men det er også et element, der leges med i værket. Forfatteren Helle Helle, som ingen næppe vil forbinde med autofiktion, har i sin aktuelle roman, med skildringen af forholdet mellem en mor og datter i skyggen af sorg og død, en tydeligere linje til egne erfaringer, som ikke kan spores på samme niveau tidligere i forfatterskabet.
Det autofiktive får en ekstra dimension, når familien er kendt i offentligheden, som i Linn Ullmans ‘De urolige’ og Ebba Witt-Brattströms ‘Århundredets kærlighedskrig’, der skildrede forholdet til eksmanden Horace Engdahl, der i mange år var sekretær for Det Svenske Akademi – en bog som på sin vis foregreb #MeToo.
Jeg tror vi stadig vil se nye koblinger af fakta og fiktion – ikke blot når forfatteren finder den gode historie i egen familie eller går tilbage i slægten, som vi senest har set hos Jesper Wung-Sung, Merete Pryds Helle og Maren Uthaug, men også når de tager afsæt i personer, som de har været personligt optagede af. Det perspektiv ses i Christina Hesselholdts roman om gadefotografen Vivian Maier, Eva Tinds genreeksperimenterende Asta Nielsen-bog og Birgithe Kosović’s bøger om Erik Scavenius.
Værker, der som disse leger med grænsen for hvordan fakta og fiktion kombineres, er uhyre interessante og bringer et ekstra lag ind i fiktionen, i hvert fald hvis sprog, stilistisk og fortællegreb løfter stoffet og medvirker til gøre det personlige afsæt alment interessant.
Den dimension var der ikke blik for i min tid på danskstudiet i 90’erne, hvor biografisk læsning eller blot paralleller til forfatternes liv var bandlyst i tidens nykritiske optik. Dengang blev forfattere som Tove Ditlevsen og Vita Andersen ikke regnet som ”rigtige” forfattere på grund af deres følsomme tone, ligefremme stil og tydelige linjer til eget liv i deres værker. Det gør de heldigvis nu!
Billedet er fra arrangementet "Det er fiktion" med Vigdis Hjorth og Thomas Korsgaard på litteraturfestivalen LiteratureXchange i Aarhus, den 20. juni 2018. Billedet er taget af Gyrith Ravn.
En vigtig litterær tendens i de sidste 15 år er de forskellige former for autofiktion. Og årets danske udgivelser tyder på, at tendensen er stærkere end nogensinde.
Selvbiografisk stof er blevet brugt på stadig nye måder i nordisk prosa siden Karl Ove Knausgårds ‘Min kamp’. I de senere år har forfattere som Vigdis Hjorth, Geir Gulliksen, Tom Malmquist, Naja Marie Aidt og Vita Andersen skrevet hudløse bøger, hvor deres afsæt i personlige tab, sorg og smertepunkter er med til at give fortællingerne en særlig nerve og nødvendighed.Noget tyder på at tendensen med at bruge egen historie i fiktionen fortsætter. I hvert fald vidner årets danske udgivelser fra Thomas Korsgaard, Leonora Christina Skov og Knud Romer, der kredser om egen barske opvækst og ungdom om, at tendensen aldrig har været stærkere. Samtidig synes det som om at stadig flere forfattere bevæger sig over i den litterære selvfremstilling, også forfattere som ikke tidligere har skrevet autofiktivt som for eksempel Leonora Christina Skov.
Tendensen ser også ud til at fortsætte i efterårets udgivelser. Karen Fastrups kommende roman ’Hungerhjerte’ er skrevet med afsæt i egen erfaring med psykisk sygdom og det, at komme på den anden side af sygdommen igen, og Mathilde Walter Clarks ’Lone Star' kredser om forfatterens forhold til sin far, der bor på den anden side af Atlanten.
Autofiktive elementer spreder sig i fiktionen
Tilsyneladende spreder autofiktive elementer sig i fiktionen, også i den mere finlitterære, samtidig med at det selvfølgelig stadig er tale om fiktion: Nok er det autofiktive med til at give mere nerve, men det er også et element, der leges med i værket. Forfatteren Helle Helle, som ingen næppe vil forbinde med autofiktion, har i sin aktuelle roman, med skildringen af forholdet mellem en mor og datter i skyggen af sorg og død, en tydeligere linje til egne erfaringer, som ikke kan spores på samme niveau tidligere i forfatterskabet.
Det autofiktive får en ekstra dimension, når familien er kendt i offentligheden, som i Linn Ullmans ‘De urolige’ og Ebba Witt-Brattströms ‘Århundredets kærlighedskrig’, der skildrede forholdet til eksmanden Horace Engdahl, der i mange år var sekretær for Det Svenske Akademi – en bog som på sin vis foregreb #MeToo.
Jeg tror vi stadig vil se nye koblinger af fakta og fiktion – ikke blot når forfatteren finder den gode historie i egen familie eller går tilbage i slægten, som vi senest har set hos Jesper Wung-Sung, Merete Pryds Helle og Maren Uthaug, men også når de tager afsæt i personer, som de har været personligt optagede af. Det perspektiv ses i Christina Hesselholdts roman om gadefotografen Vivian Maier, Eva Tinds genreeksperimenterende Asta Nielsen-bog og Birgithe Kosović’s bøger om Erik Scavenius.
Værker, der som disse leger med grænsen for hvordan fakta og fiktion kombineres, er uhyre interessante og bringer et ekstra lag ind i fiktionen, i hvert fald hvis sprog, stilistisk og fortællegreb løfter stoffet og medvirker til gøre det personlige afsæt alment interessant.
Den dimension var der ikke blik for i min tid på danskstudiet i 90’erne, hvor biografisk læsning eller blot paralleller til forfatternes liv var bandlyst i tidens nykritiske optik. Dengang blev forfattere som Tove Ditlevsen og Vita Andersen ikke regnet som ”rigtige” forfattere på grund af deres følsomme tone, ligefremme stil og tydelige linjer til eget liv i deres værker. Det gør de heldigvis nu!
Billedet er fra arrangementet "Det er fiktion" med Vigdis Hjorth og Thomas Korsgaard på litteraturfestivalen LiteratureXchange i Aarhus, den 20. juni 2018. Billedet er taget af Gyrith Ravn.
Kommentarer