Af professor, dr.phil Birgitte Possing, forfatter til Argumenter imod kvinder
Når man scanner den kultur, der på en sært uhåndterbar måde har genskabt og fastholdt et kønsskævt Danmark, ser man, at vejen til ligestilling er brolagt med argumenter imod kvinder. Men nu går den ikke længere!
Den 8. marts 2023 er det 113 år siden den tyske socialist Clara Zetkin foreslog en international kvindedag for alle socialister, liberalister og feminister, som ønskede nye tider. Det skete i København på et møde i Folkets Hus. Verden over fejrer vi stadig den 8. marts. Indtil målet er nået.
Meget har ændret sig de seneste par år. Der er kommet fokus på magthaveres forsøg på at holde kvinder ude, latterlig-, nedgøre eller forgribe sig på dem. Så der er håb forude. Alligevel er det stadig sådan i Danmark, at mange hellere vil mene end vide noget om ligestilling. Vi brander i hvert fald landet på det og siger, at ligestilling er en dansk kerneværdi.
Men vi har ikke ligestilling: Tæller man efter, er topposterne i politik, erhverv, kultur, videnskab, medier, sport og organisationer stadig besat af 4/5 mænd mod 1/5 kvinder. I gennemsnit. I finansverdenen er over 95% mænd i toppen, i kommunerne 89% af borgmestrene mænd.
Virkeligheden er, at mænd dominerer i toppen og kvinder i bunden. Den er, at vi ikke har ligeløn mellem de to køn, at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked og nogle sociale adfærdsvaner, der skaber hierarkier. Med få, markante undtagelser. Virkeligheden er, at det indtil for nylig var legitimt at fastholde den paradoksale orden.
Nu er vi begyndt at tale om uligheden og paradokset
Målrettede, dygtige og talentfulde kvinder har fandtes siden demokratiets barndom, men de er som en fast kulturel regel blevet latterlig-, ned- og usynliggjort eller behandlet som sexobjekter, krænket eller ligefrem voldtaget. Det har været en befrielse i 2020 at se, hvor mange kvinder, der har haft mod til at bære vidnesbyrd om dét, og som har sagt stop. Nu går den ikke længere.
Det er, som om den mentalitet, som både kvinder og mænd har båret rundt på alt for længe, er blevet hængt ud i frisk luft på en tørresnor. Her hænger den og blafrer i vinden, så vi kan se, hvor modsætningsfuld og paradoksal, den er, når den siger, at vi har noget, vi ikke har. Det er blevet mere end tydeligt, at det er den mentale kulturarv, der får os til at se kvinder som køn. Som reducerer vores blik på kvinder, så vi ser dem som biologi.
Sjældent som unikke mennesker med egne hjerner, hjerter og hænder. Som skærer alle kvinder over én kam som køn og ser dem som en særart, der ikke er forskelligartede individer, ikke er hele mennesker med mangfoldige egenskaber, drømme, kvalifikationer og længsler som mænd. Dén opfattelse gør mere skade end gavn.
Tørst efter at kende kulturen bag paradokset
Siden jeg for fem år siden udgav bogen Argumenter imod kvinder fra demokratiets barndom til i dag (2018), der er let læst, lækkert layoutet og målrettet et bredt publikum, er det gået op for mig, hvor mange, der har brug for viden på det her område: i ledelser, erhvervsliv, på skoler og universiteter, i organisationer, i kunst-, kultur- og medieverdenen. Det kom helt bag på mig, hvor stor tørsten var for at kende den kulturhistoriske baggrund for dét danske paradoks, at vi ikke vil politisere ligestilling som noget vigtigt.
Kundskabstørsten var så stor, at bogen stadig sælger stort, og at jeg har holdt over to hundrede foredrag om emnet, siden den udkom. Også andre kvinder har udgivet bøger, der sætter fokus på problemet. Den nyeste er Sarah Steinetz’ 'Rollemodeller & Ravnemødre. Fire topchefer om mod, magt og mænd' (2021). Før den udkom Anette Borchorst, Drude Dahlerup & Jørgen Goul Andersens 'Det danske ligestillingspolitiske regime' (2020), Sara Louise Mohrs 'Ledelse af køn. Hvordan kønsstereotyper former kvinders og mænds karrierer' (2019), Charlotte Kierkegaards 'Vi har jo alle døtre. Sådan får vi flere kvinder i ledelse' (2019). Bare som eksempler på, at der er grøde og behov for indsigter i det her spørgsmål.
Glædeligt at MeToo-bølgen er nået til Danmark
Bølgen lå og skvulpede, lige indtil tidsånden gav én enkelt ung kvinde, kendt for sin dygtighed og medietække lige så meget som for sin sødme og åbensindethed, mod til at tage bladet fra munden og fortælle om, hvordan hun hverken havde kunnet få ligeløn eller havde kunnet blive fri for en voldsom krænkelse af sin chef. Som hun heldigvis vendte ryggen til. Hendes historie og mod til at kolportere sin historie offentligt fra en stor mediescene, fik på få dage og uger skeletterne til at vælte ud af skabene.
Vidnesbyrd fra utallige kvinder fra mange brancher tegnede et klart billede af et voldsomt kønsskævt og mandschauvinistisk Danmark. På kun lidt mere end et halvt år er nye adfærdsregler for chefer overfor deres underordnede blevet noget, alle arbejdspladser skal have. Det er nyt.
Men argumenter imod kvinder er her endnu
Ingen kan mere med skindet på næsen tillade sig offentligt at argumentere imod kvinder på samme måde, som vi har set gennem de seneste 170 år. Jo, det kan nogen godt. Så sent som fornyelig udtalte byrådsmedlem Ib Knudsen (S) fra Kerteminde Kommune op til KV21: “Vi har brug for kvinder til de bløde udvalg. De har fingere mere på pulsen med skole og ældre”. En liberal mandlig leder udtalte i et indlæg imod MeToo i 2020: “Kvinder er overfølsomme uden kontakt med deres forstand”.
De er der endnu. Men bliver kvinder ved, selv om den slags argumenter stadig forsøger at gøre dem til grin eller at trække selvtilliden ud af dem. Nu trækker mange flere kvinder og mænd end før tænderne ud af dem, der argumenterer i dette komiske og skrækindjagende mønster. Heldigvis. Fordi sproget har en magtfuld magi. Sproget gør noget ved os. Den store sprogforsker Victor Klempeerer skrev i sin tid om sprogets virkning: “Ord kan virke som bittesmå dråber arsenik De sluges ubemærket, de synes ikke at haver nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”.
Det er det, der er ved at ændre sig. I dag kan vi række hånden tilbage til Clara Zetkin og generationer af andre kvinder og mænd, der har sørget for, at vi trods alt er nået dertil, hvor vi er i dag. Vi kan kun anerkende dem og respektere os selv ved at tage fat, der hvor de slap. Glædelig 8. marts til alle!
Kommentarer