Flere europæiske forfattere fra arbejder- og underklassen skriver romaner om livet på samfundets bund, hvor fattigdom og samfundssvigt er hverdag.
Lad mig slå det fast med det samme: klassesamfundet har aldrig været væk fra litteraturen. Siden romanen for alvor slog igennem i 1800-tallet, har vi kunnet læse om livet i såvel overklassen som middel- og underklassen. Men særligt arbejder- og underklassen har til tider været nærmest fraværende (eller måske fortrængt) i det litterære landskab. Da den franske forfatter Édouard Louis’ debutroman Færdig med Eddy Bellegueule udkom i 2014 havde franskmændene svært ved at tro på, at den type fattigdom fandtes i dagens Frankrig, og bogen skabte stor debat om borgerskabets privilegieblindhed.
Den nødvendige historie
De senere år har vi set flere forfattere fra underklassen brage igennem med stærke portrætter af et liv i arbejder- og underklassen. Og hvor klassesamfundet i litteratur fra 1800-tallet blev portrætteret med distance, er der i dag en anden vrede at spore. Forfatterne skriver fra en position, hvor de vil formidle afmagten og selve følelsen ved at komme fra en mindre privilegeret position. Som Édouard Louis formulerede det i et interview, er det en borgerlig drøm at se litteratur som ren kontemplation:
“En kunst for bourgeoisiet, der risikofrit kan forlyste sig med sproget. Sådan er det ikke for mig. For mig er litteraturen en påtrængende nødvendighed. En nødvendighed, der gør det muligt for mig at binde an til fortiden. De romaner, der bliver ved med at leve, er dem, der giver sprog til mennesker, der ellers er blevet gjort stumme.”
For forfattere som Édouard Louis handler det om at give underklassen et sprog og derved at anerkende deres sociale virkelighed. Édouard Louis nævner selv Émile Zola og Didier Eribon som litterære forbilleder, men også nobelprisvinderen Annie Ernaux har i de senere år været med til at beskrive arbejderklassens vilkår i Frankrig i romaner som Skammen og Årene.
Også i Storbritannien er forfattere optagede af at beskrive hverdagen på samfundets bund. Allerede i 2000 tegnede Zadie Smith med Hvide tænder et portræt af det britiske klassesamfund, og i den skotske forfatter Douglas Stuarts debutroman Shuggie Bain fra 2020 følger vi drengen Shuggie Bain, der lever på samfundets bund i 1980ernes Glasgow. Den kropslige oplevelse fylder meget hos Douglas Stuart, og fattigdom kobles til hans krop og sanser:
“Det var længe siden, han havde følt sig optøet hele vejen igennem, varm over det hele på samme tid. Han løftede armen og kørte kluden fra håndleddet og op over skulderen. Han spændte sine armmuskler og greb om biceps. Hvis han virkelig strakte fingrene, kunne han næsten nå hele vejen rundt om den, og hvis han klemte til, kunne han mærke knoglens konturer.”
Fattigdommen kobles hos Stuart ikke til romantik og kunstnerens jagt på autenticitet, men til sult, kulde og afsavn. Ligesom Louis handler litteratur for Stuart ikke om at forlyste sig med sproget, men om at fortælle den nødvendige historie om mennesker, der alt for ofte bliver gjort stumme.
Fattig og homoseksuel
Karaktererne i romaner af Édouard Louis og Douglas Stuart er imidlertid ikke kun udsatte på grund af deres fattigdom. De er også homoseksuelle og er dermed udsatte fra flere positioner. Denne intersektionalitet tilføjer et ekstra lag til deres bøger, for de føler sig ikke kun udenfor i forhold til penge. De passer heller ikke ind i deres egen samfundsklasse, som tager afstand fra homoseksualitet.
I Færdig med Eddy Bellegeule skriver Édouard Louis: “Jeg tror ikke, at de andre - mine brødre og søstre, mine kammerater - led så meget under livet i landsbyen. Men for mig, der ikke kunne være en af dem, var det nødvendigt at forkaste hele dette univers. Røgen var ikke til at trække vejret i på grund af tævene. Sulten var uudholdelig på grund af min fars had.” Som homoseksuel er Eddy dobbelt udsat, og han har derfor ingen fremtid i sin barndomsby, men er nærmest tvunget til at flygte og skabe sig et nyt liv.
Den dobbelte udsathed bliver dermed også hans redning fra fattigdommen og hans billet ud af landsbyens evindelige gentagelse, hvor mænd arbejder på fabrikken og kvinder arbejder som kassedame eller er hjemmegående.
Underklassens litteraturhistorie
Ser vi på repræsentationen af underklassen i litteraturhistorien tegner der sig et billede af, en klasse der skiftevis har været fortrængt og romantiseret. Før 1800-tallet var underklassen nærmest fraværende i litteraturen, og hvis der sneg sig en fattig karakter med i fortællingen var det oftest i form af en tjener eller stuepige, der blev brugt som rekvisitter til at drive handlingen fremad.
Dette ændrede sig dog i løbet af 1800-tallet, hvor et Europa med voksende demokrati førte til, at forfattere begyndte at skrive om alle klasser. Forfattere som Honoré de Balzac, Victor Hugo og Charles Dickens lod fattige karakterer indtage hovedrollen og behandlede samfundets fattigste med sympati. I Charles Dickens Store forventninger fra 1860 følger vi den forældreløse og fattige Pip, der modtager en uventet arv og pludselig befinder sig i samfundets top, hvor han må lære at begå sig. Selvom vi følger underklassen, behandler Dickens (og de øvrige 1800-tals forfattere) den dog med en distance, så vi ikke får den rå virkelighed, men en poleret skildring af klassesamfundet.
I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet var forskellen på rig og fattig større end nogensinde, og det blev afspejlet i litteraturen, hvor forfattere i stigende grad begyndte at skildre underklassen indefra. I Sult fra 1890 giver Knut Hamsun læseren et kropsligt indblik i et liv i yderste armod. Romanens første sætning slår tonen an: “Det var i den tid, jeg gik omkring og sultede i Kristiania, denne forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den.” Fattigdom kan hos Hamsun mærkes på krop og sjæl.
Også James Joyces debutroman Portræt af kunstneren som ung mand fra 1916 behandler fattigdom som et konkret og kropsligt fænomen, og hovedkarakteren Stephen Dedalus kæmper med at overkomme sin skam over familiens fattigdom samtidig med, han drømmer om at blive forfatter. Selvom både Sult og Portræt af kunstneren som ung mand præsenterer en barsk virkelighed, hvor man må kæmpe for at overleve, præsenterer begge romaner samtidig en romantisk ide om den fattige kunstners nødvendige selvopofrelse i jagten på ægte kunst.
Med de to verdenskrige ændrer samfundsstrukturerne sig imidlertid, og fra 1950erne og frem handler litteraturen ikke så meget om, hvilken klasse man kommer fra, men om hvad man selv kan drive det til. Fokus ligger på meritokratiske idealer, og ideen om, at man er sin egen lykkes smed, bliver fremherskende i romaner som f.eks. John Baines 'En plads i solen' fra 1957.
Underklassens litterære indspark
Forfattere som Édouard Louis og Douglas Stuart er i dag med til at sætte spørgsmålstegn ved ideen om, at man er sin egen lykkes smed. De viser i stedet, hvordan vores ophav for mange afgør, hvordan deres liv kommer til at se ud. Romaner fra og om underklassen er derfor vigtige litterære indspark, der minder os om, at vi stadig lever i klassesamfund.
Kommentarer