Gennem natten og vinden

Maja Lucas skriver endnu engang skarpt og ublufærdigt om moderskabets mislyde og tabubelagte problematikker i stilsikker roman.

”Jeg vil gerne hjælpe dig, mor (…) Skal jeg selv gå hen i børnehaven?”

I ’Gennem natten og vinden’ skriver Maja Lucas om moderskabet, som hun også gjorde i 2016 i den rystende gode roman Mor. En historie om blodet. Tematisk taler de to bøger sammen, og selvom det ikke kan lade sig gøre at skrive en bedre roman end ’Mor’, er ’Gennem natten og vinden’ endnu en vanvittigt god og stilsikker Lucas-roman.

I ’Gennem natten og vinden’ møder vi Johanne. For fem år siden er hun ”blevet gjort til mor”, fordi hun lever i en kvindekrop, men moderrollen falder hende på mange måder ikke naturlig. Hun siger: ”Det er kvindens lod, ikke? At være liderlig og moderlig”. Et fantastisk statement, der soler sig i romanens tabubelagte problematikker.

Maja Lucas sætter en sikker finger på mislyden, nemlig ”moderskabssåret” og Johannes uformåen ift. samfundets normer. Fingeren er der ikke for at gøre Johanne ondt, men for at gøre opmærksom på såret og for at få læseren til at forholde sig til det.

Det er svært at leve, så arbejdsløse Johanne drikker for mange øl. Hun bor sammen med sønnen Tore i en beskidt lejlighed med et stort set tomt køleskab og en evig mangel på rent tøj og sæbe. Snart får hun myndighederne på nakken efter et tip fra Tores børnehave. Hun har ellers indstillet en alarm på sin telefon, så hun ikke glemmer at hente ham i børnehaven.

Midt i det hele forbarmer hun sig over den hjemløse Dima og giver ham lov til at komme med indenfor. Dén relation bliver skæbnesvanger, men den viser vigtige sider af Johanne.

Persontegningen af Johanne er troværdig. Hun er intelligent – havde årgangens højeste snit i gymnasiet, helt til hundene, antiautoritær, liderlig, opfarende og kærlig, og hun får romanen til at vokse sig bedre og bedre for hver side. Johannes skæve og uforsvarlige valg danner en sneboldeffekt, og jeg kan næsten ikke tro, at Tore er blevet 5 år, før det spidser til. Johannes position og vanvidsvalg giver mig kvalme. En god slags kvalme som følge af den helt rigtige slags litterære magt.

Johanne er en vild fortæller at forholde sig til. Der er noget, der trækker i sympatiens retning, og meget, der trækker den modsatte vej.
Sproget er ligetil og har et tight fit, der smyger sig om siderne. Hør her: ”Uret i telefonen ringer. Tore vågner først, da jeg har slukket det. Han lægger hovedet ind til min hals. >>Du lugter igen, mor.<< >>Det gør man om morgenen,<< siger jeg. Han trykker sin ryg ind mod min mave. Jeg lægger armene om ham, falder halvt i søvn igen.”

Meget af romanens indhold er direkte tale, hvilket henlægger intentioner og bevæggrunde i et dejligt, lunefuldt mørke. Og alkoholen og abstinenserne danner sprækker i fortællingen, for forholder det sig nu virkelig, som Johanne husker det? Sammen med den viden, man har om Johannes intelligens, gør synsvinklen Johanne til en udfordrende, upålidelig fortæller.