En overvældet Kirsten Thorup fik i 2017 overrakt den prestigefyldte pris for romanen 'Erindring om kærligheden'.
Kirsten Thorups bevægende takketale kredsede om litteraturen ude på den anden side, i den rå virkelighed: ”Det er uvirkeligt at stå her på denne scene i den her store sal. Det er som et beskyttelsesrum, hvor vi er afskåret fra den rå virkelighed, som er litteraturens element, sagde en bevæget Kirsten Thorup fra scenen i Helsinki, da hun fik overrakt prisen på 350.000 kroner af Sunna Dís Másdóttir, som er formand for dommerkomitéen. Thorup fortsatte: ”Litteraturen befinder sig lige ude på den anden side af murene, ude i kulden og sneen, i katastrofelandskaberne, ruinerne, i blæsten gennem gaderne, hjemløsheden, i smerten og sorgen, og i ekstasen og kærlighedsvanviddet, i menneskevrimlen og i de ulykkelige og lykkelige, i mørket og i lyset befinder litteraturen sig.”
Kirsten Thorup debuterede i 1967 og kan dermed fejre 50 års forfatterjubilæum i år. Med stor sprogbevidsthed er hun en samfundskritisk realist, som skildrer mennesker, der bryder psykiske og sociale normer. Livets begrænsninger og muligheder, forandring og opbrud samt menneskelige relationer er omdrejningspunkterne i forfatterskabet.
Thorup har skrevet digte, noveller, skuespil og dramatik til TV og radio, men hun er især kendt for sine romaner, som har indbragt hende mange priser og en stor læserskare. Hun har igennem sit forfatterskab bevæget sig fra modernistiske formeksperimenter til realistiske tidsbilleder.
Kritisk familie- og samtidsroman
Nerven i Erindring om kærligheden' er konflikterne i det livslange forhold mellem en mor og datter. Det er en familieroman, som samtidig er en aktuel, engageret og kritisk samtidsroman, da den skildrer udviklingen fra velfærdsland til et land, hvor der ikke er plads til mennesker, som lever på kanten. Romanens skildring af Taras og datteren Siris ulidelige kampe tegner et skarpt billede af Taras sociale deroute fra lovende skuespiller til et liv på gaden.
Tara forstår først sent, hvorfor hun aldrig har opnået ’det gode liv’. Det var simpelthen ikke det liv, hun ønskede for sig selv, men det var det liv, Siri havde savnet i barndommen. Ud over at romanen på overbevisende og stærkt bevægende måde kobler det personlige og det politiske, viser den de skred, der er sket i vores samfund fra 1970’erne frem til i dag.
På den måde skildrer bogen de strømninger, tanker og idéer, der har præget Danmark de sidste 40 år. Vi hører således om Israel/Palæstina-konflikten, Balkan-krigene og COP15. Romanen er derfor også en aktuel, engageret og kritisk samfundsroman, da den skildrer udviklingen fra velfærdsland til et land, hvor der ikke er plads til mennesker, som lever på kanten.
Vinder prisen foran storfavoritter
Thorup vinder prisen foran storfavoritter som norske Vigdis Hjorth med Arv og miljø og finske Laura Lindstedt med Oneiron.
I 2016 vandt svenske Katarina Frostenson og sidst Danmark modtog prisen var i 2013 med romanen Profeterne i Evighedsfjorden af Kim Leine. I 2008 modtog Naja Marie Aidt prisen for novellesamlingen Bavian.
Fotograf: Magnus Fröderberg /norden.org
Kommentarer