Don Dobbeltliv og andre historier fra Stjernecaféen af Dan Turèll

Noveller, om folkelivet på Vesterbro.

Jeg har efterhånden været igennem en stor del af Dan Turèlls forfatterskab – fra ”Karma Cowboy” til ”I byen” og jeg har elsket det meste. Så jeg kastede mig over en af de mindre kendte titler fra forfatterens hånd, der til stor glæde ligger helt i de andres fodspor.

Historierne (der er 12) tager udgangspunkt i det velkendte Vesterbro-miljø og omhandler en række mere eller mindre skæve eksistenser, der hænger ud på og omkring Stjernecaféen (som nok nærmere vil gå under betegnelsen ”Bodega”). For at tage fat i bogens titel er Don Dobbeltliv ejer af et hotel (der dog kun udlejer værelser på timebasis, og hvis der bliver spurgt om andet, får kunden at vide, alt er optaget), og kører et dobbeltliv, hvor han skifter imellem to kvinder, der hver især tror, de er de eneste i hans liv. Der sker naturligvis det uundgåelige – de to kvinder mødes tilfældigt på stjernecafeen og finder sammen frem til sandheden. Det kan afsløres, at det ikke ender godt for den ”kære” Don.
Ud over Don Dobbeltliv stifter vi bekendtskab med en masse spøjse typer: Gud, Bongo-Brian, Tågernes Kaj, Stof-Svend m.fl. Én af de sjoveste historier er efter min mening ”7 47”:

Poul og Linda skal i historien giftes, hvilket de erklærer en våd aften på Stjernecaféen. Det behøvede jo ikke være mærkeligt, hvis det ikke lige var, fordi Poul var bøsse og Linda havde været gift. Men de grunde er ikke nok til at få dem til at droppe ægteskabet, men det kan til gengæld 7 47 (stærk øl + flyvemaskine). Man skal ikke undervurdere, hvad ordspil kan komme til at betyde.
Indledningen er skøn:

Hvad betyder ’7 47’ for dem?
Der kan – vil de utvivlsomt med Deres sædvanlige elskværdighed indrømme – tænkes mange svar på dette enkle spørgsmål. Hvis de er den analytiske type, vil De måske først og fremmest fastslå det konkrete faktum, at det er en serie på tre tal hvoraf det ene gentages, således at cifrene læst bagfra – skønt hvorfor nogen skulle bekymre sig om at læse dem bagfra, medmindre vedkommende er vanvittigt kæfereret, er mig en gåde – er de samme….

Fortælleren lærer man at kende igennem historierne, og jeg har mit eget billede, som forestiller Dan Turéll med sin hat, siddende med en øl i hånden på Stjernecaféen. Og som eksemplet antyder, er sproget ”typisk” Dan Turèll’sk med sjovt konstruerede sætninger, mærkelige fremmedord, og masser af humor.