Mord i september af Dan Turèll

Jeg kan li’ hans sprog – det er fyndigt og sort, præcist sanset; jeg kan li’, når de sarkastiske tidskommentarer til livets gang og gåder fyger fra siderne; jeg kan li’ stemningsbillederne fra storbyens sump.

Anbefalet af bibliotekar Birgitte Tindbæk, Gentofte Bibliotekerne

Lån bogen på

Der kom en hel række krimier fra Dan Turèlls hånd fra 1981-1990, 12 i alt, efter samme opskrift, senere udgivet samlet som Mord-serien, 1-12.

De faste ingredienser: dramatiske begivenheder, Vesterbro med beværtninger, raflerier og whiskyer og ikke at forglemme: den navnløse jeg-fortæller, formiddagsblads-journalist og politi-ven og –hjælper, vrangvillig, trist, med bopæl i Istedgade og på stadig forbryderjagt, er også til stede i nummer 6 i rækken af turèllske rapporter fra underverdenen: ”Mord i september”.

Det er en lidt sørgmodig september, det regner trist, mens terninger rasler på værtshusene bag Hovedbanegården. Også vores detektiv er noget trist til mode, selvom han i disse septemberdage skal være far. Men det glemmes ind imellem, både af ham og os, for der er ikke sparet på effekterne her: to børn kidnappes, det ene myrdes, talrige gangstere dræbes, den ene af dem regulært henrettet af politihelten, en politimand skydes ned, og en sangerinde begår selvmord. Lige i overkanten af det realistiske, og efter min smag næsten for meget af det onde.

Men jeg læser heller ikke Dan Turèll-krimier for spændingens og intrigens skyld, men for den intime, fortættede dunst af storby og stille eksistenser på ydmyge steder. Der er en vis skæv hygge, en danskhed (dette fortærskede begreb, men alligevel) over forfatterens små anekdoter og småsnakkende, livsfilosofiske, ironiske kommentarer. Så trods en løsagtig kriminalintrige nyder man at læse, simpelthen fordi det er så sanset, sensitivt og begavet. Kriminalhistorien ér bare en ramme, og her indenfor boltrer sprogkunstneren Turèll sig.

Jeg synes ikke, det er stor litteratur, men jeg kan li’ den sikre formsans, sprogøret og det djævelske glimt i øjet.

Jeg kan li’ hans sprog – det er fyndigt og sort, præcist sanset.
Jeg kan li’, når de sarkastiske tidskommentarer til livets gang og gåder fyger fra siderne.
Jeg kan li’ stemningsbillederne fra storbyens sump.

Prøv ham og nyd ham!!


Borgen, 2000. 205 sider