Anmeldelse
Gud & Gokke af Dan Turèll
Til efterretning for fans og forargede: dette er én af Dan Turèlls blandings-tekst-samlinger af alt muligt: Strøtanker, små tekster, hvor han leger med sproget, sorte, nøgne rim. Henkastede notater, small talk, vitser, spøgefulde indfald, der står i kontrast til konfrontationer med både hverdagen og de store livs-spørgsmål: døden, kærligheden, tomheden.
Anbefalet af bibliotekar Birgitte Tindbæk, Gentofte Bibliotekerne
Lån bogen på 
På originaludgavens bogomslag ses gud Buddha på forsiden, og Gokke med Gøg ved sin side på bagsiden. Blasfemisk? Næ, såmænd ikke så slemt som det lyder, for på vanlig Dan Turèll-vis er hans gud en Buddha, og han er jo ikke i VORES forstand en rigtig Gud. Dan Turèll tager brodden af det religiøse, af alvoren; den skulle nødig komme for tæt på. Og midt imellem Gud og gøgl (han elsker disse modstillinger!) står han selv: Dan med de sorte negle, den rapkæftede snakkemaskine på nu 45 år og udstiller pludselig sin udsathed! Midaldermand med sørgmodighed i sindet skriver om alderen med en blanding af ironi og alvor:
Hør bare her:
”Når den sidste tone den er spillet
og det allersidste ord er sagt –
Når klichéen er tilbage i sit billed
og trommen standser midt i fjerde takt –
Når det sidste natlys det er slukket
og når glasset er tømt og skyllet af
Når det sidste trætte suk er sukket
og den seneste nat er blevet dag –
Når mit barn er blevet gråt og ældet
og min fugl har tabt sin sidste fjer
Når det sidste regnskovstræ er fældet
og jeg ikke mere fatter hvad der sker –
Ja, hvad så, mand?”
Se, det er en helt anden Dan Turèll end den rastløse stilrepetitør, den snakkesalige replikmester med den markante, sproglige fantasi. Nu ser vi ham, meget bevægende, berette om smertelige livserfaringer, som går lige ind hos sin læser.
”Gud & Gokke” er sine steder sådan en rigtig samling ”november”-tekster, sorte, sortsynede, depri, men som altid hos Dan Turèll, når han er bedst, båret af galgenhumor.
Men det er ikke kun underdrejede stilheder, for fordybelse er ikke sagen, når brandere og replikker svinges rundt. Der er fine kærlighedserklæringer til København; der er rastløshed, hvor han kommer rundt i landskabet, rundt i Danmark, ja, så langt som til New York. Han sparker stadig andre i røven, han har stadig sine idiosynkrasier og sine idealer: f.eks.Buddha og Anders And. Han giver stadig svar på tiltale, men han giver også sig selv et los. Og så er der det med sproget, ja, der er jo noget særligt med Dan Turèll og det sprog, som han har et direkte og forelsket forhold til. Han kan ikke lade være med at smage på det og lege med det, f.eks.:
“Elizabeth Arden
Liz ard
Lizard”
Og: sort og nøgent:
”Blind. Stum. Døv./ Vind. Slum. Støv.”
Typisk: højt og lavt blandet sammen og serveret med provokativt pokerfjæs, men også klædelig tristesse! Jeg fik lyst til mere af slagsen, indrømmet – og vil prøve de to digtsamlinger, der kom før og efter ”Gud & Gokke”, og som blev udgivet samlet i 2002: ”Himalaya Hilton: digte 1989-1991” og ”Tja-a cha-cha: digte 1992-1993”.
God fornøjelse, hvis du også har mod på at prøve!
Lille efterskrift:
Mens jeg genopfrisker min Dan Turèll-læsning, mindes jeg med stor fornøjelse en forfatteraften i 1976, hvor Dan Turèll var engageret til at tale om sin nyligt udgivne ”Vangede Billeder” på Dyssegård filialbibliotek i Gentofte. Der var fuldt hus. Folk ville opleve ”giraffen”. Og de fik valuta for deres skattepenge, må man sige, i form af en meget crazy og underholdende forestilling, men billederne fra Vangede måtte de studere på anden vis! Dan Turèll havde den aften lyst til at tale om alt muligt andet, og især om Anders And!!! Til stor moro for dé tilstedeværende, der fandt det forfriskende med lidt autoritetsnedbrydning, i dette tilfælde af det ”pæne” og ”rigtige” og ”aktuelle” biblioteksarrangement, men rigtignok til stor fortrydelse og forargelse for andre!!! De kaldte det en skandale!
Borgen, 1992. 96 sider
Til efterretning for fans og forargede: dette er én af Dan Turèlls blandings-tekst-samlinger af alt muligt: Strøtanker, små tekster, hvor han leger med sproget, sorte, nøgne rim. Henkastede notater, small talk, vitser, spøgefulde indfald, der står i kontrast til konfrontationer med både hverdagen og de store livs-spørgsmål: døden, kærligheden, tomheden.
Anbefalet af bibliotekar Birgitte Tindbæk, Gentofte Bibliotekerne
Lån bogen på
På originaludgavens bogomslag ses gud Buddha på forsiden, og Gokke med Gøg ved sin side på bagsiden. Blasfemisk? Næ, såmænd ikke så slemt som det lyder, for på vanlig Dan Turèll-vis er hans gud en Buddha, og han er jo ikke i VORES forstand en rigtig Gud. Dan Turèll tager brodden af det religiøse, af alvoren; den skulle nødig komme for tæt på. Og midt imellem Gud og gøgl (han elsker disse modstillinger!) står han selv: Dan med de sorte negle, den rapkæftede snakkemaskine på nu 45 år og udstiller pludselig sin udsathed! Midaldermand med sørgmodighed i sindet skriver om alderen med en blanding af ironi og alvor:
Hør bare her:
”Når den sidste tone den er spillet
og det allersidste ord er sagt –
Når klichéen er tilbage i sit billed
og trommen standser midt i fjerde takt –
Når det sidste natlys det er slukket
og når glasset er tømt og skyllet af
Når det sidste trætte suk er sukket
og den seneste nat er blevet dag –
Når mit barn er blevet gråt og ældet
og min fugl har tabt sin sidste fjer
Når det sidste regnskovstræ er fældet
og jeg ikke mere fatter hvad der sker –
Ja, hvad så, mand?”
Se, det er en helt anden Dan Turèll end den rastløse stilrepetitør, den snakkesalige replikmester med den markante, sproglige fantasi. Nu ser vi ham, meget bevægende, berette om smertelige livserfaringer, som går lige ind hos sin læser.
”Gud & Gokke” er sine steder sådan en rigtig samling ”november”-tekster, sorte, sortsynede, depri, men som altid hos Dan Turèll, når han er bedst, båret af galgenhumor.
Men det er ikke kun underdrejede stilheder, for fordybelse er ikke sagen, når brandere og replikker svinges rundt. Der er fine kærlighedserklæringer til København; der er rastløshed, hvor han kommer rundt i landskabet, rundt i Danmark, ja, så langt som til New York. Han sparker stadig andre i røven, han har stadig sine idiosynkrasier og sine idealer: f.eks.Buddha og Anders And. Han giver stadig svar på tiltale, men han giver også sig selv et los. Og så er der det med sproget, ja, der er jo noget særligt med Dan Turèll og det sprog, som han har et direkte og forelsket forhold til. Han kan ikke lade være med at smage på det og lege med det, f.eks.:
“Elizabeth Arden
Liz ard
Lizard”
Og: sort og nøgent:
”Blind. Stum. Døv./ Vind. Slum. Støv.”
Typisk: højt og lavt blandet sammen og serveret med provokativt pokerfjæs, men også klædelig tristesse! Jeg fik lyst til mere af slagsen, indrømmet – og vil prøve de to digtsamlinger, der kom før og efter ”Gud & Gokke”, og som blev udgivet samlet i 2002: ”Himalaya Hilton: digte 1989-1991” og ”Tja-a cha-cha: digte 1992-1993”.
God fornøjelse, hvis du også har mod på at prøve!
Lille efterskrift:
Mens jeg genopfrisker min Dan Turèll-læsning, mindes jeg med stor fornøjelse en forfatteraften i 1976, hvor Dan Turèll var engageret til at tale om sin nyligt udgivne ”Vangede Billeder” på Dyssegård filialbibliotek i Gentofte. Der var fuldt hus. Folk ville opleve ”giraffen”. Og de fik valuta for deres skattepenge, må man sige, i form af en meget crazy og underholdende forestilling, men billederne fra Vangede måtte de studere på anden vis! Dan Turèll havde den aften lyst til at tale om alt muligt andet, og især om Anders And!!! Til stor moro for dé tilstedeværende, der fandt det forfriskende med lidt autoritetsnedbrydning, i dette tilfælde af det ”pæne” og ”rigtige” og ”aktuelle” biblioteksarrangement, men rigtignok til stor fortrydelse og forargelse for andre!!! De kaldte det en skandale!
Borgen, 1992. 96 sider
Kommentarer