Anmeldelse
Spøgelsesbyen af Ian Rankin
- Log ind for at skrive kommentarer
At kriminalkommissær John Rebus har et alkoholproblem er hævet over enhver tvivl. Men mens nogle af de rigtige alkoholikere siger, at de godt nok er alkoholikere, men at de er holdt op med at drikke, så drikker Rebus altså stadigvæk - eller rettere han er begyndt igen. Og det er selvfølgelig en god whisky – helst Laphroaig.
Hans privatliv er rodet, som en detektivs åbenbart skal være. Drikfældig som sagt, godt brugt, fraskilt og nu kæreste med en meget overbærende kvindelig læge. Ydermere har han en udeboende datter, som kæmper med genoptræningen af sin førlighed efter et attentat.
I Spøgelsesbyen, som er 7. del af John Rebus-serien, skal Rebus atter forsøge at holde mange bolde i luften på en gang. Hele politistyrken er i chok, da den højt estimerede og "upcoming man", politikollega Jim Margolies tager springet fra Arthurs Rock, Edinburghs højeste punkt. Uforklarligt og helt meningsløst – en mand i sin bedste alder og på vej op ad rangstigen. Scenen er sat.
Under jagten på en dyregiftmorder i Edinburghs Zoo støder Rebus bogstavelig taget ind i en tidligere dømt pædofil, som på besynderlig vis er knyttet til Margolies-familiens fortid. Den pædofile er ganske vist dømt og straffet og derfor urørlig, men Rebus' mørke side lader den pædofiles identitet og bopæl "sive" til pressen, og så er spillet kørende.
Rebus må skyldbevidst se i øjnene, at han har givet næring til en lavine af selvretfærdige "nabovagter" i den lokale ghetto, som ikke lader sig stoppe, og som benytter de forhåndenværende søms princip, herunder gerne brandstiftelse. Rebus' samvittighed bliver i forvejen jaget af fortidens dæmoner i form af et tidligere mord på vennen Jack Morton, som han var delvis skyld i.
En tidligere skoleveninde henvender sig samtidig til Rebus med ønsket om hjælp til at finde en bortkommet søn, og han får rig lejlighed til at erindre sig den allertidligste ungdoms fejltagelser og fortielser. Gammel kærlighed ruster ikke, mørner kun lidt.
Samtidig bliver byen opsøgt af en mildest talt psykopatisk morder, som har siddet 15 år i amerikansk fængsel for dobbeltmord. Han er nu løsladt på grund af en procedurefejl og savner Edinburghs muntre omgivelser. Der er et regnskab, der skal gøres op. Rebus får brug for alle sine instinkter for at hive skeletterne ud af skabet og få kontrol over situationen.
Spøgelsesbyen er en bog fyldt med synder – fortidens synder – nutidens synder og ikke mindst fædrenes nedarvede synder. Spøgelserne ligger latente i de fortabte sjæle, som Edinburgh åbenbart rummer så mange af. Edinburgh er her andet end en turistet Tattoo-festival, og beskrivelsen af byen er præget af de store forskelle mellem rig og fattig. Sociale ghettoer og velhaveres mere eller mindre campede parties udgør en spændende filmisk kulisse for bogens historie.
Efter at have læst Spøgelsesbyen kan jeg næsten ikke vente på filmatiseringen af Spøgelsesbyen med den engelske skuespiller John Hannah.
- Log ind for at skrive kommentarer
At kriminalkommissær John Rebus har et alkoholproblem er hævet over enhver tvivl. Men mens nogle af de rigtige alkoholikere siger, at de godt nok er alkoholikere, men at de er holdt op med at drikke, så drikker Rebus altså stadigvæk - eller rettere han er begyndt igen. Og det er selvfølgelig en god whisky – helst Laphroaig.
Hans privatliv er rodet, som en detektivs åbenbart skal være. Drikfældig som sagt, godt brugt, fraskilt og nu kæreste med en meget overbærende kvindelig læge. Ydermere har han en udeboende datter, som kæmper med genoptræningen af sin førlighed efter et attentat.
I Spøgelsesbyen, som er 7. del af John Rebus-serien, skal Rebus atter forsøge at holde mange bolde i luften på en gang. Hele politistyrken er i chok, da den højt estimerede og "upcoming man", politikollega Jim Margolies tager springet fra Arthurs Rock, Edinburghs højeste punkt. Uforklarligt og helt meningsløst – en mand i sin bedste alder og på vej op ad rangstigen. Scenen er sat.
Under jagten på en dyregiftmorder i Edinburghs Zoo støder Rebus bogstavelig taget ind i en tidligere dømt pædofil, som på besynderlig vis er knyttet til Margolies-familiens fortid. Den pædofile er ganske vist dømt og straffet og derfor urørlig, men Rebus' mørke side lader den pædofiles identitet og bopæl "sive" til pressen, og så er spillet kørende.
Rebus må skyldbevidst se i øjnene, at han har givet næring til en lavine af selvretfærdige "nabovagter" i den lokale ghetto, som ikke lader sig stoppe, og som benytter de forhåndenværende søms princip, herunder gerne brandstiftelse. Rebus' samvittighed bliver i forvejen jaget af fortidens dæmoner i form af et tidligere mord på vennen Jack Morton, som han var delvis skyld i.
En tidligere skoleveninde henvender sig samtidig til Rebus med ønsket om hjælp til at finde en bortkommet søn, og han får rig lejlighed til at erindre sig den allertidligste ungdoms fejltagelser og fortielser. Gammel kærlighed ruster ikke, mørner kun lidt.
Samtidig bliver byen opsøgt af en mildest talt psykopatisk morder, som har siddet 15 år i amerikansk fængsel for dobbeltmord. Han er nu løsladt på grund af en procedurefejl og savner Edinburghs muntre omgivelser. Der er et regnskab, der skal gøres op. Rebus får brug for alle sine instinkter for at hive skeletterne ud af skabet og få kontrol over situationen.
Spøgelsesbyen er en bog fyldt med synder – fortidens synder – nutidens synder og ikke mindst fædrenes nedarvede synder. Spøgelserne ligger latente i de fortabte sjæle, som Edinburgh åbenbart rummer så mange af. Edinburgh er her andet end en turistet Tattoo-festival, og beskrivelsen af byen er præget af de store forskelle mellem rig og fattig. Sociale ghettoer og velhaveres mere eller mindre campede parties udgør en spændende filmisk kulisse for bogens historie.
Efter at have læst Spøgelsesbyen kan jeg næsten ikke vente på filmatiseringen af Spøgelsesbyen med den engelske skuespiller John Hannah.
Kommentarer