Primrose Hill af Fay Weldon

Bang-ga-da-bang! året er 2013, og fogeden banker på døren, mens den 80-årige Frances gemmer sig på trappen sammen med sit voksne barnebarn. Sådan starter Fay Weldon sin nyeste bog.

I Primrose Hill er hovedpersonen Frances, Fay Weldons ufødte søster. Året er 2013, og efter ”Den store krise” er landet i nød. Der er rationering af vand, fordeling af madpoints og introduktion af Nationalt Brød og Nationalt Farsbrød, der er genmanipuleret og ikke har set skyggen af fars. Overvågning og overtagelse af ejendomme er hverdagskost, og fogeden banker nu på den 80-årige Frances’ dør. Mens hun ligger på trappen og venter på, at fogeden skal give op, beslutter hun sig for at skrive sine erindringer.

I Primrose Hill giver Fay Weldon et skarpt og skævt billede af samfundet og ikke mindst de forskellige typer af kvinder. Der er moderen, feministen, kunstneren, de ligegyldige ungpiger man alligevel ikke kan huske, og alle sammen beskrives med en god portion ironi. Netop derfor er Fay Weldon værd at læse.

Jeg er ikke udpræget begejstret for Primrose Hill. Plottet med den parallelle verden: en ufødt søster, en finanskrise, en ny regering er for rodet en affære til det virker. Men Fay Weldons måde at skrive på gør, at bogen både er underholdende og læseværdig. Der var flere steder i bogen, hvor jeg sad og gnækkede for mig selv. Weldons måde at beskrive mænd, kvinder og deres indbyrdes forhold på, sidder lige i øjet.

Fay Weldon er underholdende, ironisk og til tider ondskabsfuld, men for at kunne lide Primrose Hill skal man nok i forvejen være Weldon-fan.