Bulgari-forbindelsen

Er "Mona Lisa" kunst? Er "Bulgari-forbindelsen"?

De fleste vil nok uden tøven svare ja til det første spørgsmål, for Leonardo da Vincis maleri hører til verdenshistoriens mest kendte og anerkendte. Men hvad med Fay Weldons nyeste roman "Bulgari-forbindelsen"?

Før jeg giver et svar på dét spørgsmål, så lad os se på tilblivelsen og problematikken omkring de to værker.

"Mona Lisa" blev malet omkring 1503 og forestiller Mona Lisa, hustru til Francesco del Giocondo. Altså et portræt af en virkelig person, fremstillet på bestilling og senere solgt til Francois I. Det er et portræt, der har fascineret og tryllebundet beskuere i århundreder, og hvis reproduktion givetvis findes i utallige hjem, på utallige postkort, t-shirts, krus, kalendere osv.

"Bulgari-forbindelsen" er forfattet i 2000 og handler om svig, ex-koner og kærlighed. Og smykker. Dyre smykker fra firmaet Bulgari, for at være helt præcis. Som efteragtes af sofistikerede kvinder med dyr smag. Altså en roman om et virkeligt produkt, fremstillet på bestilling og solgt og oversat til mange lande og sprog.

Debaten omkring "Bulgari-forbindelsen" har drejet sig om, hvorvidt Fay Weldon, der i parentes bemærket er en anerkendt forfatter med mange bøger bag sig, har solgt sin sjæl og sat sin kunstneriske integritet over styr, ved at indgå en kontrakt med Bulgari.

Jeg mener, at hvis man som læser ikke ved, at "Bulgari-forbindelsen" er et bestillingsværk, så vil man måske undre sig lidt over, hvor mange gange ordet Bulgari optræder i fortællingen. Men ikke meget. For smykkerne er et omdrejningspunkt i historien, der ellers er forholdsvis traditionel: Grace Salt har siddet i fængsel for at have forsøgt at køre ex-mandens nye kone ned. Det mislykkedes, men Grace har tilbragt en god tid bag tremmer for mordforsøg og vender nu ud i det pulserende liv, en midaldrende kvinde uden meget at byde på. Og dog! (Naturligvis kunne man næsten fristes til at sige.) Til en velgørenhedsmiddag hos rige bekendte falder den yngre maler Walter for hende med et brag, og inden man får set sig om, er Grace installeret i hans bohemelejlighed og oplever en sand opblomstring.

Mens Grace folder sig ud, går det anderledes skævt for ex-manden og hans nye, smarte, intelligente og juvelhungrende nye kone, Doris. Hun ser sig varm på et unikt Bulgari-smykke, som tilhører en anden rig, velstillet dame og skal selvfølgelig have et magen til. Og så også lige et portræt malet af Graces maler Walter. Problemerne dukker op i horisonten…

For at vende tilbage til mit indledende spørgsmål: Er "Bulgari-forbindelsen" kunst? Jeg vil svare nej, men ikke fordi det er et bestillingsværk. Men fordi historien ikke rigtig letter og tager fart. Måske er det fordi jeg ikke hører til målgruppen: Jeg kan godt lide smykker, men kunne ærlig talt ikke finde på at ofre ½ million på et smykke. Heller ikke selvom det er et Bulgari-smykke. Eller måske fordi jeg endnu ikke er nået til den alder, hvor jeg trues af 23 år yngre modeller, sådan som Grace bliver det. Eller fordi livet i "the fast lane" med velgørenhedsmiddage og ultradyrt mærketøj ikke er mit. Jeg skal ikke kunne sige det. Men "Bulgari-forbindelsen" er ikke dårlig. Den er såmænd godt håndværk. Og underholdende, hvis man gerne vil have et kig ind i den verden, den skildrer.

P.S.: At Bulgari er fremhævet er med forsæt. Forlaget Lindhardt og Ringhof har valgt at gøre det i bagsideteksten. Det falder ligesom naturligt, og må være i bogens ånd.

P.P.S.: Jeg skal huske, at nervøst velour er bandlyst. Grace har en kjole på i nervøst velour til den igangsættende velgørehedsmiddag, og den står sig absolut ikke mod Doris' designersag til 600 pund.