En hun-djævels bekendelser

Bidende ond og vittig skildring af en kvindes hævntogt mod ægtemanden, der har vraget hende til fordel for en yngre, kønnere og mere spændende ...

Fay Weldons hundjævel er efterhånden blevet en litterært legendarisk kvindeskikkelse – indbegrebet af en hysterisk hævnende og ondskabsfuld kvinde …

Hun hedder Ruth, er 188 cm høj, kraftig, klodset og svigtes af ægtemanden Bobby. Han vil hellere leve sammen unge, smukke, rige, bestsellerskrivende Mary.

Det skal hævnes – og Ruth iværksætter den ene mere sataniske hævnakt efter den anden og går ikke af vejen for en rask dosis hekseri oven i købet. Når Bobby anklager hende for at være hundjævel, skal hun vise ham, at hun er sådan én! Jalousien sætter kræfter i gang i Ruth. Vreden avler energi, selvstændighed og handlekraft – og en hundjævel kan hade og hævne uden at føle skyld.

Så det er slut med at være blid og overbærende, med at være god, rar, perfekt og forstående over for mænd, som alligevel skamløst holder elskerinder, for svage af kærlighed skal kvinder ikke være, ifølge Fay Weldon. Slut med at passe hans børn, hund, kat, marsvin og parcelhus og pudse sølvtøj og lave lækre kyllingepostejer …

Næ, hver kvinde må slås for sig selv. Ud med kærligheden, ind med styrke og magt, men magten fører nu ikke umiddelbart til større frigørelse eller lykke, skal det vise sig … og hvis hun, Ruth, tror, at lykken ligger i at lade kosmetik-kirurger løfte og skære fra, så hun også bli’r lille, slank, yndig og forloren, så tror hun fejl. Men alligevel ser hun det som sin sejr over et skvat af et mandfolk at lave om på livet og naturen og blive en kopi af elskerinden!

For samfundet bedømmer kvinder efter deres ydre ….

Vi læsere bli’r på djævelsk vis naglet fast, også fordi der midt i de overnaturlige uhyrligheder, galgen-humoren, ironien, fanden-i-voldskheden er noget, der gi’r os et stik af genkendelse.

Hvor er det dog ondt, og hvor er det dog morsomt også, men opbyggeligt og optimistisk, det ville være synd at sige!