Hun-djævelen af Fay Weldon

Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen

”Det virkede, som om kvinder var så meget i vane med at være gode, at det ikke ville skade nogen, hvis de lærte at være lidt onde – f.eks. ved at brænde deres hjem ned, give deres børn væk, sørge for at ægtemanden kom i fængsel, stjæle hans penge og forvandle sig selv til mandens elskerinde.”

Sådan sagde Fay Weldon (f. 1931) om sin roman En hun-djævels bekendelser (1983, da. 1984) og ridsede dermed også handlingen i romanen op. Den grimme og utiltrækkende Ruth bliver forladt af sin mand, Bobbo.

I første omgang blev de gift, fordi Ruth var gravid – hvilket Bobbo i øvrigt helst giver sin mor skylden for. Nu har han fundet en elskerinde, Mary Fisher, en smuk og succesrig forfatter af romantiske fortællinger, der bor i et stort hus ved vandet.

Fra offer til hævner
Ruth beslutter sig for at holde op med at være kvinde og i stedet blive en hun-djævel. Hun dropper skyld og skam og går målrettet efter det, hun vil have, nemlig penge, sex, magt og hævn. Og hun får det hele. Langsomt bytter hun rolle med elskerinden, der nu må spille rollen som husmor og mor for de børn, Ruth har forladt.

Og mens Mary Fisher bliver mere og mere træt og mindre og mindre tiltrækkende, begynder Ruth sin endelige hævn: at komme til at ligne Mary Fisher. Hun gennemgår den ene kosmetiske operation efter den anden, går til ekstremer for at blive sin rivalindes udtrykte billede. Ruth er en vampyr, der lever af sin fjendes kød og blod, og hvad mere er: hun fortryder det ikke.

Weldon vender gerne tingene på hovedet. Ruth er det fødte offer: Hun er grim, hendes børn er ucharmerende, hendes mand forlader hende for en anden, smukkere kvinde. Men Weldon lader Ruth blive vinderen på en aldeles politisk ukorrekt måde. For ville det ikke være så ulig meget mere bekræftende for læseren, hvis Ruth fandt en mand, der elskede hende, som den hun var? Med vorter i ansigtet og det hele? I stedet får læseren at vide, at man simpelthen er mere elskelig, når man er smuk, rig og barnløs, end når man er grim, fattig og mor til to. En sandhed, ingen har lyst til at høre; og netop det er en af Weldons specialiteter.

Egoismen som benspænd
I romanen Mænds liv og hjerter (1987, da. 1988) møder Clifford Helen, og det er kærlighed ved første blik. De får datteren Nell, og en tid er alting lutter idyl. Men i længden kan de to voksne ikke finde ud af det sammen, og Nell bliver skilsmissebarn, fanget midt i sine forældres kampe.

Clifford går så vidt som til at kidnappe Nell, og så går det hele galt. Nell forsvinder, og trods de ulykkelige forældres eftersøgning, dukker hun ikke op. Først mange år senere, da Helen og Clifford formår at tilgive hinanden og endda finde sammen igen, genforenes de med Nell. Nu er de ansvarlige nok, nu kan de påskønne deres held ved at have en datter som Nell, der er så god og blid, som dagen er lang.

Romanen er selvfølgelig en pastiche over 1800-talsromaner som f.eks. Dickens’, og er lige så kulørt og melodramatisk som dem. Men pointen er alvorlig nok: da Helen og Clifford går fra hinanden, tager de først og fremmest hensyn til sig selv og deres egne sårede følelser, mens hensynet til Nell forsvinder i klammerierne. Det er langt fra Weldons verdensanskuelse at se tingene i sort/hvid. Hun argumenterer ikke for, at man skal blive sammen ”for børnenes skyld”, men hun er også skeptisk over for forældres skalten og valten med deres børns liv.

Mest af alt ironiserer Fay Weldon over menneskenes dårskaber, hvad enten hun gør med et satanisk glimt i øjet som i En hun-djævels bekendelser eller i en romantisk pastiche som i Mænds liv og hjerter.

Sig selv hudfletter hun også i sine to selvbiografiske bøger, Auto da Fay og Mandefælden, hvor hun bl.a. beskriver sine ægteskaber, hvoraf et enkelt mere eller mindre blev indgået af pengenød og desperation.

Weldon er barsk ved andre, men også ved sig selv, og hendes ironi kan både være ædende ond og befriende morsom.