Hvad sætter en skriveproces i gang hos dig?
Det er altid noget meget konkret. Et sted, jeg får lyst til at skrive fra, for eksempel. Jeg kan sætte adresser på alle mine noveller og romaner, novellen "Fasaner" fra "Rester" foregår for eksempel på Kastanie Alle 18 i Vanløse, mens min forrige roman, "Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand", udspiller sig for enden af Valby Langgade i Valby. Men i "Rødby-Puttgarden" er det første gang, jeg bruger alle de konkrete stednavne helt åbenlyst.
Jeg fik ideen til "Rødby-Puttgarden" den dag, min forrige roman udkom. Jeg fik lyst til at skrive en roman om kvinder UDEN mænd, og den skulle foregå i min egen barndomsegn. Det lå lige for at skrive om de to søstre og deres enlige mor og arbejdet på færgerne i den evindelige rutefart; sådan er jeg selv vokset op. Men Rødby-Puttgarden er alligevel ikke min historie, selv om det ind imellem næsten har føltes sådan. Jeg har bare brugt stedet, geografien, færgerne, menneskene, den måde man taler på dernede, den måde, jeg husker, man ER på. At vælge et konkret sted til en novelle eller roman kommer altid til at tilføre handlingen en masse. Den historie, der udspiller sig nedenunder, derimod, skulle helst være universel.
Fortællestemmen ligger ofte underdrejet i din bøger. Tager dine personer og handlingen over?
De tre gange, jeg har skrevet en roman, har jeg vidst, hvor jeg skulle begynde, og hvor jeg skulle slutte. Men vejen fra begyndelse til slutning er først kommet undervejs i skrivningen. Jeg forestiller mig altid en tændstikmand, når jeg går i gang. Jeg kender hovedet og benene og måske kroppen og en halv arm. Efterhånden som jeg skriver, kommer der så kød på skelettet. Det er noget med at kende de store, grove træk, uden at vide det hele. Og jeg kan absolut ikke tænke mig frem til en roman, den skal skrives frem. Det er virkelig dårligt at tænke for meget. Så man kan måske godt sige, at mine personer og handlingen tager over. Men jeg styrer alligevel med hård hånd. Det er meget mærkeligt. Hjernen skal slås fra, mens den arbejder på højtryk.
Du er selv vokset op i Nakskov. Er der biografiske træk i bogen?
Jeg er vokset op i Rødby. Og der er masser af biografiske træk i bogen. Hovedpersonen kunne måske have været mig, hvis jeg ikke var flyttet væk dernede fra. Jeg hørte et sted den amerikanske forfatter Siri Hustvedt citeret for at have sagt: "Writing fiction is remembering what never happened". Det er lige præcis sådan, jeg har det.
Anmelderne er enige om, at din nye roman "Rødby-Puttgarden" er en typisk Helle Helle-roman. Har du planer om at skrive en roman, der er totalt anderledes?
Jeg tror hver gang, at jeg har skrevet en roman, der er totalt anderledes. Det kommer virkelig som en overraskelse for mig, at folk synes, jeg lyder, som jeg plejer. I øvrigt er der faktisk nogle anmeldere, der har peget på, at "Rødby-Puttgarden" er lidt forskellig fra de andre. For eksempel skrev Jon Helt Haarder i Jyllandsposten, at jeg "havde skruet op for psykologisk dybdeskarphed", og det synes jeg, han har ret i.
For mig har det været noget helt nyt at skrive en roman, hvor stederne hedder det, de hedder i virkeligheden. Det har også været noget nyt at skrive om de to søstre og deres mor fremfor om mænd og kvinder, som jeg tit har skrevet om. Andre ting har også været anderledes.
Giver anmeldernes fortolkninger af dine bøger dig selv noget?
Det kan de godt. Af og til sker det, at en anmelder formulerer noget, jeg ikke selv var i stand til at formulere. For eksempel var der engang en, der skrev, at "Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand" handler om modsætningen mellem at "sætte spor i verden og at slette spor". Den vending har jeg brugt mange gange, når jeg har holdt foredrag. Jeg referer også tit til noget, Lars Bukdahl skrev i Weekendsavisen om "Hus og hjem": "I denne bog sker der ikke en skid, men det er denne ikke-skid, der sker og sker".
May Schack pegede i Politiken på, at alle døre hele tiden lukker sig for fortælleren i "Rødby-Puttgarden". Jeg havde ikke selv set det på den måde, men jeg synes, hun har ret.
Kommentarer