Anmeldelse
Elleve dage i Berlin
- Log ind for at skrive kommentarer
Fabulerende fortælling om svenske Arne, der rejser til Berlin for at finde sin mor. Nesser er bedst som krimiforfatter, men ’Elleve dage i Berlin’ er et morsomt og underfundigt eventyr.
Arne Murberg fik som dreng en mindre hjerneskade, da han sprang på hovedet i vandet. Nu er han i trediverne og, som hans far ynder at sige, så er han et godt menneske, men nogen Nobelpris får han aldrig. På sit dødsleje beder faren Arne rejse til Berlin for at finde sin mor, Violetta Dufva, som stak af med en trubadur kort efter Arnes fødsel. Arne har altid fået at vide, at moren var død, men da han vil opfylde sin fars sidste ønske, rejser han til Berlin med en gammel ordbog og et kort over byen.
Selve handlingen strækker sig, som titlen angiver, over elleve dage, men forud for rejsen er der diverse forberedelser, og Arne forsøger at lære lidt tysk med hjælp fra sin farbror. Også den mystiske professor og psykiatriske patient Anatolis Litvinas gør sig sine forberedelser.
I Berlin indlogerer Arne sig på et hotel og klarer sig glimrende med de få tyske ord han kan. ”Ich bin Schweden” og ”genau” er de ord, han bruger mest. Da hans grå Ecco-sko bliver stjålet, anskaffer hans sig et par gule sko, som kommer til at spille en vis rolle for handlingen, og som også pryder omslaget.
Det er et forunderligt eventyr, Håkan Nesser har skrevet som en hyldest til Astrid Lindgren, i Tage Danielssons ånd. Sideløbende med Arnes søgen efter moren, foregår der mystiske ting hos Faust-figuren Litvinas, som hypnotiserer Arne og tager ham med på en tidsrejse tilbage til 1500-tallet, hvor han kan redde en kvinde, der hedder Beate, fra bålet. I det virkelige Berlin møder Arne Beate, som sidder i kørestol og taler svensk. Beate siger, at hun har været nødt til at lære sig svensk for at kunne læse Astrid Lindgrens bøger på originalsproget. Sammen leder de nu efter Arnes mor.
Elleve dage i Berlin er tredje bind i Nessers storby-trilogi, hvor ’Ormene i Carmine Street’ og ’Himlen over London’ er de første. Denne fortælling er dog langt mere underfundig og meget morsom. Arne tror for eksempel, at pølsemanden hedder Hr. Imbiss, fordi der står Imbiss på hans dør. Nesser leger konstant med ord og begreber, og forviklinger mellem navnene: Duva, Dufva, Taube og Vogel bliver til historier i sig selv. På et tidspunkt tror Arne faktisk, at hans mor stak af med trubaduren Edward Taube.
Nesser lader handlingen udspille sig i dagene op til påske, hvilket tilføjer den en vis symbolik, og den tidsrejse, som den gale Litvinas sender Arne ud på, kommer også til at passe ind i Arnes og Beates eventyrlige fortællinger. Forfatterens beskrivelse af tidsrejen og det parallelle univers, får mig til at tænke på Keplers ’Playground’, der også handler om et parallelunivers. Det er måske en ny trend i svensk litteratur? For mig er og bliver Håkan Nesser dog krimiforfatter, og jeg synes han er suverænt bedst, når han sin holder sig til den genre. Men jeg morede mig godt med ’Elleve dage i Berlin’, som naturligvis også har et element af krimi over sig.
Oprindeligt skrevet af Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Fabulerende fortælling om svenske Arne, der rejser til Berlin for at finde sin mor. Nesser er bedst som krimiforfatter, men ’Elleve dage i Berlin’ er et morsomt og underfundigt eventyr.
Arne Murberg fik som dreng en mindre hjerneskade, da han sprang på hovedet i vandet. Nu er han i trediverne og, som hans far ynder at sige, så er han et godt menneske, men nogen Nobelpris får han aldrig. På sit dødsleje beder faren Arne rejse til Berlin for at finde sin mor, Violetta Dufva, som stak af med en trubadur kort efter Arnes fødsel. Arne har altid fået at vide, at moren var død, men da han vil opfylde sin fars sidste ønske, rejser han til Berlin med en gammel ordbog og et kort over byen.
Selve handlingen strækker sig, som titlen angiver, over elleve dage, men forud for rejsen er der diverse forberedelser, og Arne forsøger at lære lidt tysk med hjælp fra sin farbror. Også den mystiske professor og psykiatriske patient Anatolis Litvinas gør sig sine forberedelser.
I Berlin indlogerer Arne sig på et hotel og klarer sig glimrende med de få tyske ord han kan. ”Ich bin Schweden” og ”genau” er de ord, han bruger mest. Da hans grå Ecco-sko bliver stjålet, anskaffer hans sig et par gule sko, som kommer til at spille en vis rolle for handlingen, og som også pryder omslaget.
Det er et forunderligt eventyr, Håkan Nesser har skrevet som en hyldest til Astrid Lindgren, i Tage Danielssons ånd. Sideløbende med Arnes søgen efter moren, foregår der mystiske ting hos Faust-figuren Litvinas, som hypnotiserer Arne og tager ham med på en tidsrejse tilbage til 1500-tallet, hvor han kan redde en kvinde, der hedder Beate, fra bålet. I det virkelige Berlin møder Arne Beate, som sidder i kørestol og taler svensk. Beate siger, at hun har været nødt til at lære sig svensk for at kunne læse Astrid Lindgrens bøger på originalsproget. Sammen leder de nu efter Arnes mor.
Elleve dage i Berlin er tredje bind i Nessers storby-trilogi, hvor ’Ormene i Carmine Street’ og ’Himlen over London’ er de første. Denne fortælling er dog langt mere underfundig og meget morsom. Arne tror for eksempel, at pølsemanden hedder Hr. Imbiss, fordi der står Imbiss på hans dør. Nesser leger konstant med ord og begreber, og forviklinger mellem navnene: Duva, Dufva, Taube og Vogel bliver til historier i sig selv. På et tidspunkt tror Arne faktisk, at hans mor stak af med trubaduren Edward Taube.
Nesser lader handlingen udspille sig i dagene op til påske, hvilket tilføjer den en vis symbolik, og den tidsrejse, som den gale Litvinas sender Arne ud på, kommer også til at passe ind i Arnes og Beates eventyrlige fortællinger. Forfatterens beskrivelse af tidsrejen og det parallelle univers, får mig til at tænke på Keplers ’Playground’, der også handler om et parallelunivers. Det er måske en ny trend i svensk litteratur? For mig er og bliver Håkan Nesser dog krimiforfatter, og jeg synes han er suverænt bedst, når han sin holder sig til den genre. Men jeg morede mig godt med ’Elleve dage i Berlin’, som naturligvis også har et element af krimi over sig.
Oprindeligt skrevet af Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.
Kommentarer