Døden går arm i arm med livets store spørgsmål i Håkan Nessers 23 romaner, hvor menneskeskæbner ruller af sted som løbske billardkugler. Af cand.mag. i litteratur Mette Henriksen
Den bratte og ondskabsfulde død
Med sin sikre sans for sprog, plot og personkarakteristik er Håkan Nesser en af Sveriges mest populære og respekterede forfattere. Han er født i 1950 og opvoksede i den svenske by Kumla. Han havde rundet de 35 år, da han begyndte at skrive. Hans valg faldt på krimigenren, fordi bøger gerne må være spændende, og fordi døden altid er nærværende i krimien, og når døden er nærværende, stiller vi de rigtige spørgsmål til livet.
Håkan Nesser har skrevet 23 bøger på svensk (20 af dem er oversat til dansk), bl.a. ti-binds serien om kommissær Van Veeteren og de andre politifolk i Maardam, men har også skrevet en række romaner uden for serie. I øjeblikket skriver han på serien om Gunnar Barbarotti. Hans bøger, der er oversat til mere end 20 sprog, er prisbelønnet flere gange i Sverige og andre lande. Selv opfatter han især sin van Veeteren-serie som egentlige krimier, mens flere af hans bøger, der ligger uden for serie, er tænkt som romaner, hvor den bratte og ondskabsfulde død altid lurer lige om hjørnet.
Fornuften er et lommetørklæde man pudser næse i
Håkan Nesser fik sit internationale gennembrud som en af de svenske krimiforfatteres hovednavne med serien om kriminalkommissær van Veeteren. Serien foregår i Maardam, en fiktiv by i et fiktivt land, som kunne ligge hvor som helst i Nordeuropa.
Ti-binds serien følger kriminalkommissær – senere pensioneret kriminalkommissær – van Veeteren og hans to protegéer, Münster og Moreno. Van Veeteren er en sympatisk skikkelse, der med sin ubøjelige tro på egne evner til at opklare ethvert mord, sin humor, kyniske, temperamentsfuldhed, sin let excentriske adfærd og sin hang til at filosofere er en helstøbt karakter, der er nem at identificere sig med eller i det mindste at nikke genkendende til.
Efter at have forladt kriminalpolitiet køber van Veeteren en antikvarisk boghandel – en beskæftigelse, han i øvrigt deler med den cubanske krimiforfatter Leonardo Paduras kriminalkommissær, Mario Conde – hvor han kan bruge sin tid på sin anden store passion, kærligheden til bøgerne. Helt fri fra politiarbejdet får han selvfølgelig ikke, da Münster og Moreno fortsætter med at konsultere deres læremester.
Helt galt går det for van Veeteren i Carambole, hvor hans søn Erich som konsekvens af en række uheldige sammentræf myrdes og efterlades i en busk på en parkeringsplads. Romanen er – karakteristisk for serien – skruet plotsikkert sammen, og sproget er klart flydende med en let melankolsk tone.
Det indledende citat: ”In the natural order of things, fathers do not bury their sons”, sender en hilsen til Paul Auster, og romanen som helhed rammer den austerske fornemmelse af, hvordan tilværelsens underfundige uforudsigelighed bestemmer menneskers skæbne. I denne løbske kæde af begivenheder sammenligner van Veeteren menneskene med billardkugler; prikker man til den ene, ryger de andre af sted i nye, uforudsete og alligevel uundgåelige retninger. Og når uheldet er ude, er fornuften ”bare det lommetørklæde, som man pudser næsen i bagefter”.
Forbrydelsen bliver eksistentielt bestemmende
Er man til tempofyldt krydsklipning og uophørligt tilbageholdt åndedræt, er Håkan Nesser ikke den krimiforfatter, man skal gå til. Selv om plottene er gennemførte, er det ikke den plotdrevne spænding, men derimod den stilfærdige humor og den oprigtige interesse for personerne, der er forfatterens styrke.
Lysten til at lege og eksperimentere med genren driver også flere af fortællingerne frem. Med romaner som Kim Novak badede aldrig ved Genesaret, Og Picadilly Circus ligger ikke i Kumla og Ormene på Carmine Street, viser han for alvor sit format som en forfatter, der bruger nogle af krimigenrens motiver og dele af dens skabeloner som udgangspunkt for mindre genreloyale fortællinger. Forbrydelserne og opklaringen af dem er ikke omdrejningspunktet i disse romaner, men snarere begivenheder, der bliver eksistentielt bestemmende for hovepersonerne.
I den filmatiserede Kim Novak badede aldrig ved Genesaret leverer Håkan Nesser et fintfølende portræt af den 14-årige Erik, der er tynget af sin mors forestående død. Med stor sproglig fornemmelse, humor og sårbarhed skildres drengesindet, den vågnende kærlighed og tabet af uskylden. Romanen er stærkt stemningsladet med en atmosfære af sommer og undertrykt uro.
Det psykologiske, det sproglige, det indfølende og det spændingsskabende falder i perfekt samklang, og først efter to tredjedele af romanen sker det mord, der får så fatale konsekvenser for hovedpersonerne, der kommer til at leve resten af deres liv i dets skygge.
Gudsbevis på pointsystem
I serien om Barbarotti, der indtil videre rummer fire bind, blander Håkan Nesser ambitiøst forbrydelsen og opklaringen af den med filosofiske og religiøse overvejelser. Personerne kæmper ofte med skyld og ensomhed, og kriminalkommissær Gunnar Barbarotti filosoferer over Søren Kierkegaard og fører sit eget finurlige gudsbevis baseret på et pointsystem.
Samtidig er Håkan Nesser også optaget af at skildre, hvad der ligger bag den pæne familiefacade, som det sker i Menneske uden hund, hvor en svensk familie samles til fest, efter at sønnen Robert har onaneret for åben skærm under deltagelsen i et reality tv-program. Denne drilsk tilrettelagte intrige skaber gnidninger på og under overfladen, men er samtidig også en besk satire på Sverige netop nu.
De fire bind i serien om Barbarotti er alle på omkring 500 sider, og det giver ro og rum til at lære personerne godt at kende, mens brikkerne lægges til rette. Men er man ikke til de lange læsestræk, kan man starte med en film i stedet. Flere af Håkan Nessers romaner er filmatiserede, bl.a Carambole, Kim Novak badede aldrig ved Genesaret og Sagen G.
Kommentarer