Boi Wagner

Benn Q. Holm forsøger med sin erindringsromanen at gå nye veje i forfatterskabet. Det fungerer kun delvist.

62-årige Benn Q. Holm har efterhånden et imponerende forfatterskab bag sig og går med 'Boi Wagner' nye veje. Boi Wagner er et alter ego for forfatteren, der hermed besøger et nyt og, forstår man i romanen, foragtet territorie: det selvbiografiske.

Vi møder Boi Wagner i næsten nutid i det coronanedlukkede Europa: Montreux, Genéve og Paris, hvor han er på essayrejse og har svært ved at tage sig sammen til at komme hjem til familien.

I en stemning af forladthed og desillusion ser han tilbage på sit liv, som starter på Valby Bakke som enebarn med sin mor, og udvikler sig hen over ungdommens forfatterdrømme, forholdet til den første kone og børnene og slutter med den anden kone og endnu et barn. Undervejs flytter han lidt rundt i København, og hans kendskab og kærlighed til byen skinner tydeligt igennem.

Som det måske fornemmes, er der ikke meget usædvanligt eller friktionsgivende stof i denne livs- og udviklingshistorie. Forfatteren beskriver da også Boi Wagner som en passiv flanør, der bare gerne vil have fred til at skrive, drikke sine skrivesjusser og mest forstyrres af det virkelige liv med andre mennesker – det selvom afhængigheden af og kærligheden til særligt de tre børn er tydelig.

Romanen byder også på fine og ganske sjove beskrivelser af mødet med andre mennesker i Boi Wagners liv – blandt andet beskrives de nærmeste få venner fx den karakter, som er en slet skjult udgave af Kristian Von Hornsleth som en drivkraft til skæve oplevelser, Benn Q. Holm virkelig forstår at fremmane. Det føles desværre lidt for ofte som om, forfatteren har skrevet et upassioneret slutdokument. Jeg håber dog, han stadig har nogle gode fiktioner tilbage i sin skarpe, realistiske pen.