Byen og øen

Benn Q. Holms nyudgivne Byen og øen dækker perioden 1980 til 2010, og har generationen som blev født i starten af 1960'erne i fokus. Og det er helt ikke gennemsnitlige kakkelbordsdanskere, der er de centrale personer i bogen: De ender i hvert fald som henholdsvis filminstruktør, skuespillerinde, finansmand,  ambassadørfrue og forfatter. Bogen falder i tre dele, én for hvert årti. I hver del beretter de fem fortællerstemmer, som for de fires vedkommende ved bogens start lige er blevet studenter sammen, om perioder i deres liv i henholdsvis 80'erne, 90'erne og 00'erne. Og på bogens sidste tres sider rundes så af med, at de fire gymnasiekammerater mødes på den enes private ø.

Først det positive: Benn Q. Holm kan skrive, så de enkelte personers monologer virker realistiske og personlige, selvom de ikke er så forskellige i deres måde at udtrykke sig på. Replikkerne sidder godt, og personerne fremstår som rigtige mennesker og ikke papkasser. Og Byen og øen er spændende og vedkommende. Den overordnede idé står klar nok, og den den sætter tanker i gang, især når man selv er del af den generation. Og bogen er stort og flot tænkt. Hr. Holm er ikke halvandethundredesidersminimalist!

Men bogen kunne i den grad alligevel kunne have fortjent en voldsom opstramning. Min hovedanke er, at det bliver for meget med hele fem fortællerstemmer i bogen. Der er simpelthen ikke plads nok til de enkeltes historier på den tildelte plads. Havde der været fokuseret mere på nogle færre fortællere, kunne de være kommet bedre til deres ret. Selvom personerne fremstår ægte, kom jeg i hvert fald ikke til bunds i nogen af dem, måske undtagen filminstruktøren Espen, der også er fortæller i de sidste tres sider fra øen. Men ellers står selve gruppebilledet en del skarpere for mig end de enkelte personer. Bogens tidsbilleder er et andet problem. Det er mest musikken, især fra firserne, der virker godt, både som tidsbillede og til at karakterisere de enkelte. Derudover bliver begivenheder i verden oftest kun lige nævnt i forbifarten og virker mest lidt påklistrede.

Projektet er i mine øjne vokset Benn Q. Holm noget over hovedet - og det er der kommet en mere ambitiøs end en rigtig god roman ud af. Den skulle enten have været strammet og barberet, eller også skulle den have været udvidet i sidetal for at følge de gode ideer helt til dørs. Den er endt mellem to stole. Det overordnede budskab går da alligevel igennem: En generation af mennesker der i store træk tabte sine idealer og drømme undervejs, og som kom til at stå tilbage med sig selv og deres dæmoner og ensomhed. Nogle mere end andre.

Fra Bogbrokken