Anmeldelse
Birgithe med th
- Log ind for at skrive kommentarer
Katrine Marie Guldager har begået endnu en veloplagt og vedkommende roman om en kvinde midt i livet, der er ved at miste fodfæstet.
Birgithe er i dén grad fyldt op: Hendes mor er død, og huset skal ryddes. Jobbet som afdelingsleder, hun netop har søgt, fik hun ikke, og hun må forsætte som skolelærer. Eleverne er irriterende og uopdragne, og hendes egne børn er ved at transformere sig til noget uigenkendeligt. Hendes mand, Kristoffer, er så sød og positiv, at det halve kunne være nok. Birgithes søster Lea har sit eget (sind) at slås med og er derfor ikke til nogen hjælp, og som kronen på værket tager deres far nu pludselig kontakt til Birgithe på trods af, at de stort set intet har haft med hinanden at gøre de sidste 35 år. Så jo – Birgithe er presset. Og ikke mindst af sig selv.
Katrine Marie Guldager har endnu engang skrevet en vedkommende og indsigtsfuld roman om en midaldrende kvinde, der af forskellige årsager er udfordret. Hun vil helst fikse alt for alle, og som historien skrider frem, viser det sig, at sådan har det vel egentlig altid været. På et tidspunkt siger teenagesønnen Lauge til hende: ”… slap nu af. Verden har ikke brug for at blive rettet på af dig, vel? Verden klarer sig fint uden.” Men dét er Birgithe da så langt fra overbevist om!
Dødens definitive indgriben i Birgithes verden i form af morens bortgang tvinger hende til at se fortiden i øjnene. Søsteren Lea har arrangeret fælles psykolog-besøg, hvor deres barn- og ungdom alene med moren tages under kærlig behandling – til Birgithes store irritation. Da faren forlod moren, tog Birgithe over, og Lea giver nu udtryk for, at hun følte sig lukket ude fra morens og Birgithes samhørighed. Birgithe kan sgu næsten ikke tage det alvorligt. Ja, faktisk bliver hun rødglødende (det gør hun i det hele taget tit), men stille og roligt begynder der at gå noget op for hende. Jeg tror, vi kan kalde det en form for erkendelse. Og derved kommer hun langsomt til at afdække sig selv. Denne afsløring er ikke kun til ære for læseren, men også for hende selv, forstår man.
Guldager er eminent i sin persontegning af Birgithe, og selvom der sådant set er rigeligt at være ked af og bekymret for, er beskrivelsen af alle Birgithes udfordringer ikke uden en vis ramsaltet humor. Birgithes person(lighed) emmer fra hver eneste side i bogen, og selvom hun tydeligvis kan være lidt af en mundfuld for såvel sin familie som alle andre, er hun ikke fuldstændig uimodtagelig for de øjenåbnere, der kommer til hende hen over de 12 dage, romanen strækker sig over.
Birgithe er som udgangspunkt afvisende overfor såvel farens fremstrakte hånd som Kristoffers hjælp og søsterens ønske om psykologforløbet, men ikke mere end at disse ting trods alt sætter nogle tanker i gang hos hende. Og ved nærmere eftertanke opdager hun, at fortiden måske ikke er sådan, som hun bildte sig ind. Dén er det selvfølgelig for sent at lave om på, men i fremtiden kunne hun måske begynde at gøre noget anderledes?
- Log ind for at skrive kommentarer
Katrine Marie Guldager har begået endnu en veloplagt og vedkommende roman om en kvinde midt i livet, der er ved at miste fodfæstet.
Birgithe er i dén grad fyldt op: Hendes mor er død, og huset skal ryddes. Jobbet som afdelingsleder, hun netop har søgt, fik hun ikke, og hun må forsætte som skolelærer. Eleverne er irriterende og uopdragne, og hendes egne børn er ved at transformere sig til noget uigenkendeligt. Hendes mand, Kristoffer, er så sød og positiv, at det halve kunne være nok. Birgithes søster Lea har sit eget (sind) at slås med og er derfor ikke til nogen hjælp, og som kronen på værket tager deres far nu pludselig kontakt til Birgithe på trods af, at de stort set intet har haft med hinanden at gøre de sidste 35 år. Så jo – Birgithe er presset. Og ikke mindst af sig selv.
Katrine Marie Guldager har endnu engang skrevet en vedkommende og indsigtsfuld roman om en midaldrende kvinde, der af forskellige årsager er udfordret. Hun vil helst fikse alt for alle, og som historien skrider frem, viser det sig, at sådan har det vel egentlig altid været. På et tidspunkt siger teenagesønnen Lauge til hende: ”… slap nu af. Verden har ikke brug for at blive rettet på af dig, vel? Verden klarer sig fint uden.” Men dét er Birgithe da så langt fra overbevist om!
Dødens definitive indgriben i Birgithes verden i form af morens bortgang tvinger hende til at se fortiden i øjnene. Søsteren Lea har arrangeret fælles psykolog-besøg, hvor deres barn- og ungdom alene med moren tages under kærlig behandling – til Birgithes store irritation. Da faren forlod moren, tog Birgithe over, og Lea giver nu udtryk for, at hun følte sig lukket ude fra morens og Birgithes samhørighed. Birgithe kan sgu næsten ikke tage det alvorligt. Ja, faktisk bliver hun rødglødende (det gør hun i det hele taget tit), men stille og roligt begynder der at gå noget op for hende. Jeg tror, vi kan kalde det en form for erkendelse. Og derved kommer hun langsomt til at afdække sig selv. Denne afsløring er ikke kun til ære for læseren, men også for hende selv, forstår man.
Guldager er eminent i sin persontegning af Birgithe, og selvom der sådant set er rigeligt at være ked af og bekymret for, er beskrivelsen af alle Birgithes udfordringer ikke uden en vis ramsaltet humor. Birgithes person(lighed) emmer fra hver eneste side i bogen, og selvom hun tydeligvis kan være lidt af en mundfuld for såvel sin familie som alle andre, er hun ikke fuldstændig uimodtagelig for de øjenåbnere, der kommer til hende hen over de 12 dage, romanen strækker sig over.
Birgithe er som udgangspunkt afvisende overfor såvel farens fremstrakte hånd som Kristoffers hjælp og søsterens ønske om psykologforløbet, men ikke mere end at disse ting trods alt sætter nogle tanker i gang hos hende. Og ved nærmere eftertanke opdager hun, at fortiden måske ikke er sådan, som hun bildte sig ind. Dén er det selvfølgelig for sent at lave om på, men i fremtiden kunne hun måske begynde at gøre noget anderledes?
Kommentarer