Ærligt spil

Tove Janssons sidste roman sætter et vemodigt punktum for et fornemt forfatterskab. Med livskloge betragtninger om, hvad der gør et liv værdigt og ærligt, sluttes ringen.

'Ærligt spil' fra 1989 var den sjette og sidste voksenudgivelse, Tove Jansson nåede at udgive. Her 34 år senere kan læsere endelig nyde den på dansk i Agnete Dorph Stjernfelts fine oversættelse. Et sammenhængende handlingsforløb er der knapt i romanen om to ældre kvindelige kunstneres forhold til hinanden og kunsten. Det er mere en række tableauer, som sammenfletter en fortælling om balancegangen mellem ensomhed og tosomhed i kunstens og kærlighedens navn.

Kunstneren Jonna og forfatteren Mari har været partnere gennem en menneskealder. Livet går sin stille gang i livets efterår med at udøve og diskutere kunst og hverdagens trivialiteter i den store opdelte villa, på deres rejser og på den lille skærgårdsø, hvor de fisker og skyder på mål. Den kunstneriske udfoldelse har de begge som det altoverskyggende grundvilkår i tilværelsen. Selvom de ikke ser ens på alt og indimellem kan diskutere heftigt, har de en gensidig respekt og forståelse for hinandens forskelligheder. Man fornemmer en ro og indsigt, der er kommet med alderen, og at de to har nok i hinanden og kunsten. Men en gang imellem griber forstyrrelser ind i form af blandt andet en logerende studerende, en skydeøvelse, en kunstnerkollegas entre og en storm, som skaber lidt kærkommen bølgegang i tosomheden.

Med denne sidste roman bindes en fin sløjfe på forfatterskabet. Gennem Janssons forfatterskab til voksne læsere er det kunsten, naturen og relationerne mellem mennesker, som står frem. Med hendes ganske enkle og samtidig sanselige sprog oplever jeg som læser at være til stede i fortællingerne. Der er et nærvær og en dvælen ved de små hverdagsagtige detaljer, som byder mig at sætte farten ned. Værkerne er korte, men vidtrækkende i livsfilosofiske betragtninger, som ikke udpensles direkte, men som alligevel bliver ved at rumstere og giver noget at spekulere over.