Bog

Fifty Shades: Fanget

Af (
2012
)

Anmeldelse

Fifty Shades: Fanget af E. L. James

Kvinder verden over har kastet sig over denne erotiske historie om et S/M-forhold. Selvom det er god underholdning, er intensiteten svær at holde hele vejen igennem - smæk er og bliver bare smæk.

’Fifty Shades of Grey’, som er bogens engelske titel, er en af de mest omtalte bøger lige nu. Historien,der har lagt navn til begrebet ”husmorporno”, er sådan set ret simpel. Anastasia Steele er lige på nippet til at afslutte sine studier, hun er stille, vellidt og uskyldig. Som en vennetjeneste indvilliger hun at lave et interview til skolebladet med filantropen Christian Grey, som er ung, karismatisk og djævelsk flot.

De føler en gnistrende tiltrækning og indleder et hedt forhold. Det går hurtigt op for Anastasia, at Christians seksuelle præferencer er meget anderledes, end hun havde forestillet sig. Han er til S/M, og langsomt men sikkert trækker han hende længere og længere væk fra dydens smalle vej. Kan hun bevare sig selv i et forhold, hvor tiltrækningen ligger i at blive domineret?

Det var i bund og grund handlingen, så hvad i al verden har gjort denne bog så omtalt? E.L.James kaster om sig med klicheer, eksempelvis falder Anastasia ind på Christians kontor og ligger på knæ foran ham, første gang de mødes. Hun bruger udtryk som ”holyshit” og ”fnis”, og persongalleriet er meget karikeret. Men det virker!

Fra første side var jeg fanget, og pludselig havde jeg læst de hundrede sider. Selvom sproget er simpelt og teenagepræget, er der en stemning og intensitet, der gør, at bogen er svær at lægge fra sig. Det her er simpelthen bare god underholdning! Desværre er spændingen og intensiteten svær at holde på alle ca. 550 sider, og omkring halvvejs begynder man at kede sig lidt, smæk er og bliver bare smæk.

Jeg kan forstå, hvorfor bogen har vakt så meget debat i USA, men danskerne er et folkefærd, som er svært at forarge.’Fifty Shades’ har på en måde legaliseret læsningen af erotisk litteratur, og det er helt klart en strømning, der er oppe i tiden. Der er mange gode forfattere på banen, bl.a. Anne-Marie Vedsø Olesen og Kristina Stoltz. Paulo Coelhos ’Elleve minutter’ er også en fantastisk sanselig fortælling, så bare kom i gang kvinder; mummyporn er kommet for at blive!

Bogdetaljer

Secondary title
Fifty Shades #1
Forlag
Pretty Ink
Oversætter
Marie Kopp
Faustnummer
29494940
Graphic
Harvey Macauley
ISBN
9788763825948
Antal sider
533

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer