Bog

Tilbage til unaturen

Af (
2016
)

Anmeldelse

Tilbage til unaturen af Rasmus Nikolajsen

Kritikerprisen 2016. Naturdigtene er fyldt med overrumplende smukke og foruroligende billeder, hvor skønheden og storheden ikke kan adskilles fra kapitalisme, klimakrise og krop.

”Tilbage til unaturen er en naturdigtsamling: Digte skrevet i naturen”, står der på bagflappen af Rasmus Nikolajsens seneste digtsamling. Her slås altså to ting fast. Digtene handler om natur og forholder sig dermed til en lang litterær tradition med at skrive naturlyrik. Lige så vigtig er oplysningen om, at digtene er skrevet i naturen, hvilket helt konkret fremgår af, at alle samlingens tekster er forsynet med en nøjagtig angivelse af dato og sted for nedskrivningen

’Bryggen, 28. juni 2011’, ’Badeschiff, Berlin, 21. marts 2012’, eller bjerget Col D’Aubisque i Pyrenæerne, der ikke bare beskrives som et stykke enestående natur, men også indbefatter jeget, der skriver om stedet – eller snarere memorerer det- mens han svedende er på vej op ad bjerget på cykel. Som eksemplet viser, er jeget og naturen aldrig adskilte størrelser i Rasmus Nikolajsens digte, men uløseligt forbundet og viklet ind i hinanden.  Naturen er også unatur. Den perfekte solnedgang - og det perfekte digt om den – mingler og blandes med erindringen om et forlist ægteskab, som var alt andet end perfekt, og på samme måde hører også kapitalismen, klimakrisen og industrilandbruget­ med og farver oplevelsen af naturen som både smuk og overvældende, men også sårbar og udsat.

På paradoksal vis kan et andet af samlingens mange solnedgangsdigte finde trøst i forestillingen om at mennesket nok er en del af naturen, men ikke nødvendigvis altings mål og midtpunkt: ”Trøster det dig lidt at tænke/ på at når vi mennesker er/ væk, vil solen fortsat finde/  nye måder at gå ned på?”

Digtene er fyldt med drømmeagtigt smukke billeder, ”som at gå/ vågen rundt i en drøm”, men uden en naiv og romantisk forestilling om at finde tilbage til en tabt uskyldstilstand.  Naturen er altid hos Rasmus Nikolajsen formidlet af sproget og kulturen. Alligevel er der i digt efter digt en uudryddelig rest tilbage, knyttet til erfaringen af storheden og skønheden som ”kommer rullende hen over os” og som alle ord og begreber preller af på. Naturen spejler nok jegets egne følelser, men fremtræder også i sin egen urørlighed som sublim og fremmed. Som her ved synet af de svævende havørne over Saltstraumen:

”Havørn i svæv! Havørne/ i svæv over Saltstraumen,/ verdens stærkeste malstrøm, og/ spidse sneklædte fjelde som/ baggrund, i fløjlsblåt søvnlys, i/ balance, swag, kommer jeg op/ med, havørnen svæver swag, og/ jeg kan ikke lade være/ med at tænke på at verden nok ville være smukkere/ uden mennesker, der ville/ blot ikke være nogen til/ hele tiden at sige smukt.”

’Tilbage til unaturen’ er et endnu et eksempel på den drejning mod naturen, som er en tendens i litteraturen lige nu, bl.a. hos Theis Ørntoft, Morten Chemnitz og Liv Sejrbo Lidegaard. Rasmus Nikolajsen kommer her med sit dybt originale og personlige bidrag, der helt fortjent har indbragt ham Kritikerprisen 2016.

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
52163943
ISBN
-3973
Antal sider
64

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer