Bog

American psycho

Af (
1992
)

Anmeldelse

American psycho af Bret Easton Ellis

Har du nogensinde læst en roman. der gjorde dig fysisk dårlig tilpas? En roman, der ikke skulle læses lige inden aftensmaden?

Hvis ikke, så prøv at læse "American Psycho".

Jeg ved godt, at ovenstående lyder som en mærkelig form for anbefaling, men på trods af, at Ellis’ roman både giver kvalme og får galden til at stige, så hører den til den slags romaner, man bliver klogere af at læse. Ikke nødvendigvis bedre tilpas af, men klogere. Det er en roman, der handler om det moderne storbymenneske – i dets yderste ekstrem. Om et menneske, der er løsrevet fra al sammenhæng, fra alle moralske overvejelser og menneskelige hensyn. En roman om den tingsfikserede super-yuppie Patrick Bateman, der i 80’ernes New York lever et liv i stor luksus omgivet af mærkevarer.

Romanen kører to spor, der væves ind i hinanden. Den fortæller historien om Bateman, men der er to sider af den historie, man læser to forskellige beretninger; en ultravoldelig splatterroman fra kioskens øverste hylder og månedsmagasinet Vouge eller Euroman, med deres endeløse opremsninger af trendy mærkevarer.

For Bateman er ikke en gængs trendfetichist, der går minutiøst op i Gucci, Hugo Boss, Fendi, og hvad de hedder alle sammen. Han er bestialsk massemorder, der nådesløst myrder løs, når trangen sætter ind. Og Ellis skåner ikke læseren. Her er afrevne arme, kvalmende knasen, skrigende struber og blod og legemsvæsker i rigelig mængde. Med stor detaljeringsgrad – og uhyggeligt realistisk, selv om jeg ikke taler af personlig erfaring – læser vi om, hvordan Bateman sømmer ét af sine ofre fast til gulvet med en sømpistol. Bump, svup, bang, fsss. Først den ene håndflade, så den anden....

Da "American Psycho" kom frem vakte den berettiget debat. Både i USA og England protesterede både kvindebevægelserne og litteraturanmelderne forargede mod Ellis' roman. Var den form for litteratur overhovedet litteratur? Var det bare en billig måde for Ellis på at skaffe sig opmærksomhed? Blev verden et bedre sted af at blive præsenteret for en person som Bateman?

Men "American Psycho" er ikke blot en splatterroman. Den vil stille diagnosen på en hel kultur. At ligdele og indvolde flyder i Batemans ellers ulastelige luksuslejlighed, hvor han i romanens start dækkede gulvet med New York Times stilsektion, før han gik i gang, viser, hvordan Ellis væver massemorderbeskrivelser sammen med varefetichisme. Man præsenteres for en udmattende gennemgang af mærker, mærker, mærker. Bateman og hans omgangskreds af ligesindede (fraregnet myrderiet – måske?) har mærkevarernes sprog og status at udtrykke sig med. Romanen sætter fokus på en kulturs udvikling mod en rystende samfundsmæssig og åndelig fattigdom.

Efter sin udgivelse i 1991 har "American Psycho" dannet udgangspunkt for blandt andet et teaterstykke og en film. Begge dele så tilpas voldelige som originalen. Og Bateman har fået plads på hylden ved siden af alle de andre amoralske massemordere, som litteraturen og filmverdenen er så rig på. Her har han selskab af Freddie Kruger, Jason, de indavlede galninge fra Texas og ham fra ”I know what you did last summer.” Patrick Bateman er besat af forbrug af ting, og forfatteren paralleliserer dyrkelsen af forbruget med voldsdyrkelsen og viser, hvordan begge dele umenneskeliggør.

Jeg har læst om en person, der gjorde mig fysisk dårlig tilpas. I en roman, der sneg sig ind under huden og er blevet siddende, selv om jeg efterfølgende har læst utallige andre romaner. En roman, hvis hovedperson, jeg ikke kan blive kvit. Som giver mig gåsehud og får mig til at kigge mig tilbage over skulderen, når jeg går ad mørke villaveje.

Men det er ikke Patrick Bateman. Ham har jeg læst om, gyst over, brækket mig over – og fortrængt. Min litterære ”Patrick Bateman” er hovedpersonen i John Fowles roman ”Offer for en samler”.

Og hvorfor det? Fordi Bateman og den navnløse hovedperson i ”Offer for en samler” vækker forskellige følelser i mig. Bateman vækker frygt – frygten for det kendte. For det, der er beskrevet i romanen, for øksen, sømpistolen, saven. Hvorimod den anden vækker angst – angsten for det ukendte. Hans bestialitet er ikke mindre dødbringende end Batemans, for den pige, han fanger og indespærrer i sit ensomt beliggende hus, dør lige så meget som Batemans ofre. Men hans sindssyge er beskrevet indefra. Fowles’ beskrivelse er så langsomt fremadskridende, at det i al fald tog mig lang tid at opfatte, at hovedpersonen var skingrende skør. Og dødbringende. Også selv om der hverken er blod eller afrevne lemmer i ”Offer for en samler”.

Så hvis du vil læse en roman, der giver dig kvalme – over både blodruse og dystopi - så læs "American Psycho". Hvis du vil læse en roman, der giver dig angstanfald, så læs ”Offer for en samler”.

Rigtig god fornøjelse.

Oversat af Jan Bredsdorff. Rosinante, 2000. 392 sider

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
07338295
ISBN
9788759502297
Antal sider
407

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer