Bog

Rosarium

Af (
2021
)

Anmeldelse

Rosarium

04 maj.21

Vild, voldsom og vidunderlig! Du har med garanti aldrig læst noget, der minder om denne slægts- og klimaroman.

Tag med på en vild og sanselig tur gennem fem generationer, hen over kontinenter, ind i væksthuse og ud i urskoven, i fortiden og i fremtiden. Det er en stort anlagt og kompleks klima- og slægtsroman med internationalt tilsnit om overlevelse, køn og identitet, kærlighed og botanik.

'Rosarium' er en vildtvoksende og eventyrlig slægtsroman, hvor menneskets forhold til planteriget spiller en ekstraordinær rolle. Handlingen bygger på den forestilling, at planter og mennesker er mere forbundne end som så og dybt afhængige af hinanden for at overleve.

”Ved du at mennesket har knap tyve tusinde gener, men at en lille gåseurt har syvogtyve tusind? Ved du, at hveden har mere end hundrede tusind gener? Planterne har potentiale til at udvikle sig til os med tiden. Men kan vi blive til dem?”

'Rosarium' falder i tre dele, og i første del flygter bror og søster ud i skoven på flugt fra russiske soldater. Med tiden indgår søster mere og mere i symbiose med skoven og føder et barn, Esther, som er et grønt skovlignende væsen. I anden del åbnes der for romanens og slægtens primære omdrejningspunkt, botanikeren Johanne (før Johannes), som under en videnskabsrejse opdager Esther, som holdes fanget i et kloster af nonner, der lever af lysnæring.

I tredje del er Johanne 100 år og bosat afsides i en skov i USA. Hun blev forælder til tvillingerne Viola og Lilly mange år tidligere, men efterlod dem til en opvækst på et dansk børnehjem for at fortsætte sit videnskabelige arbejde. Søstrene og den enes voksne datter, Marie, ankommer til et forladt hus, og hjemme i Danmark ligger Maries syge datter, Fine, som har de samme skovlignende træk som Esther. Efterhånden som søstrene og Marie gennemgår Johannes hus for spor, går det op for dem, at deres slægt er bygget på løgne.

'Rosarium' handler forsimplet formuleret om overlevelse og menneskets forhold til naturen. Et rosarium er en rosenhave, og en rosenart med  sanselignende anlæg er et gennemgående element i slægtens historie. Roser er smukke, men kan være omgivet af et uigennemtrængeligt krat og nogle arter er invasive. Det er uundgåeligt ikke at blive påvirket af Charlotte Weitzes sanselige sprog og romanens ofte modsætningsfyldte forhold, hvor det rå og brutale går hånd i hånd med det sårbare og skrøbelige. Naturens orden hersker, de svage bukker under, og de stærke vinder.

Hvilken plads har mennesket i naturen og hvordan kan natur og menneske (over)leve i samspil? I den aktuelle globale diskussion om klimaet giver Charlotte Weitze naturen en stemme og os læsere et godt alternativ eller supplement til det faktuelle naturvidenskabelige fokus og stof til eftertanke. Vi har brug for at blive forelsket i naturen på ny.

Charlotte Weitze forvilder sig fermt ind i den spekulative litteratur og mixer genrer som cli-fi (klimalitteratur), grumme eventyr, som vi kender fra Grimms eventyr, folklore, magisk realisme, fantastiske og overnaturlige fortællinger.

Er du til romaner som Sissel Jo-Gazans videnskabskrimi Dinosaurens fjer og Ane Riels eventyrlige Bæst, så er du på rette vej. Der er rigtig mange lag og tematikker gemt i det vildnis af en roman, som 'Rosarium' er, og jeg har ganske givet ikke opfanget dem alle. Samtidig udfordrer romanen det moralske kompas i diskussionen af, hvor langt vi vil gå for at overleve. Det er tankevækkende læsning med mange emner at diskutere og derfor en oplagt roman for læsekredse.

'Rosarium' skal opleves mere end forstås. Lad dig føre med ind i den forheksede og fortryllede skov, hvor eventyret venter.

Analyse

Rosarium af Charlotte Weitze

Realisme, myte, videnskab og fantasi forenes i Weitzes slægtsroman om en ny menneskelig livsform med planteegenskaber

Charlotte Wietzes 'Rosarium' er slægtsfortælling gennem seks generationer om en familie, der bærer kimen til en ny livsform. Et menneske, som har tilegnet sig planteegenskaber og indgår i en mere organisk sammenhæng med naturen. Gennem folkefortælling, skitser af videnskabelige teorier, brevroman og hverdagsrealisme får Weitze skabt en litterær krydsning i romanform. Fortællingen strækker sig fra begyndelsen af det 20. århundrede et sted på grænsen mellem Rusland og Polen til nutidens USA og peger videre ind i en fremtid, hvor naturen måske har overlevet mennesket.
 

Eventyrlig folkefortælling, videnskabelig brevroman og hverdagsrealisme
Poetiske, sanselige billeder af måneblege øjne og dyner som flodhvirvler skaber den sproglige baggrundsstemning for den første del af Weitzes tredelte slægtsroman, 'Bror og søster'. I denne del af romanen tildeles karaktererne ikke navne, men benævnes i stedet ved deres indbyrdes relation (far, mor, bror, søster) eller samfundsposition (Zaren, Zarens søn). Disse sproglige greb giver fortællingen præg af at være en folkefortælling eller et eventyr om en bror og en søster, der flygter fra krigen og må leve et liv i skoven, hvor søster udvikler planteegenskaber, optager næring gennem lys, mister sit sprog og opdages som et grønligt væsen i et hult egetræ af Zarens søn under en jagt.

Undervejs i romanen bevæger fortællingen sig fra det abstrakte og eventyrlige ind i det konkrete og hverdagsagtige. Romanens anden del 'J.' er en brevfortælling og giver en præsentation af botanikeren Johannes tilbageskuende selvfremstilling henvendt til sine børn. Her skitseres Johannes videnskabelige arbejde, interesser og rejser. Gennem brevfortællingen præsenteres referater af de videnskabelige teorier og tankegange, der optager en botaniker, som er på jagt efter en rose med særlige egenskaber og besøger et kloster beboet af nonner, der lever af lysnæring. Botanikeren Johanne, der fysiologisk er en mand, Johannes, møder på klosteret søsters datter Esther, og sammen får de børnene Viola og Lilly, der også er bærere af planteegenskaber.

I romanens tredje del 'Pangæa' bringes fortællingen ind i en nutidig kontekst. Her samles slægten i USA for at fejre Johannes 100-års fødselsdag. Sproget får i denne del af romanen hverdagskarakter gennem eksplicit dialog og teenageproblematikker, og de narrative tråde samles i et spændingsopbyggende plot, da det viser sig, at fødselaren er forsvundet, og at nøglen til denne forsvinding ligger i hendes forskningsarbejde, og at det også angår menneskehedens fremtid.
 

Postmenneskelige transformationer
”Planterne har været her så meget længere, at det ville være forkert at kalde dem dumme. Dyr og mennesker kan kun overleve, hvis de spiser noget andet, som har levet. Sådan er det ikke med planter. De kan på magisk vis nøjes med kuldioxid, sollys, vand og lidt mineraler fra jorden.”

Menneskets forhold til naturen sættes på spidsen i Weitzes roman, hvor en rose både har livgivende og dræbende egenskaber, og mennesket muterer til en ny livsform, der med planten som forbillede måske kan indgå i en mere symbiotisk relation til sine omgivelser. Den nye livsform har en hud med grønligt skær og små forhøjninger, hårstrående er grønlige, og det forårsager smerte at klippe dem over. Livsformen har et mere effektivt stofskifte, er lavere end mennesket og har en langsommere hjerterytme, men bliver sjældent forpustet. Og så kan den optage lysnæring gennem huden og har derfor brug for mindre eller slet intet indtag af føde.

Menneskets symbiotiske sammensmeltning med naturen til en ny form for biologisk livsform behandles også i Kristian Byskovs bio-cyborgiske debutroman Mitose fra 2013, hvor menneskets og kroppens vilkår overskrides på tankevækkende måder. Hos Byskov har den nye livsform lært sig at indoptage væske gennem huden. Da deres struber derfor ikke fugtes, udvikler de talebesvær og får i stedet en intuitiv non-verbal, telepatisk forståelse for hinanden.

Flere af disse træk genfindes i Weitzes roman. Det tidlige eksempel på den nye livsform, der bærer navnet søster, mister delvist evnen til at tale og også delvist sin førlighed. Det mere nutidige eksemplar af den nye livsform, Fine, viser telepatiske evner, kommunikerer i drømme med sin oldemor og har syner om menneskehedens fremtid og mulige endeligt:

”Sådan som mennesket spreder sig på jorden, sådan som vi rejser, kan man få den tanke, at kontinenterne på sin vis er samlet igen. Vi bringer dyre- og plantearter med os rundt på vores rejser sammen med de mikrober og sygdomme, de har med. I løbet af de sidste hundrede år har vi ophævet hundrede halvtreds millioner års adskillelse. Vi bor allerede i fremtiden.”
 

Charlotte Weitze på det litterære Danmarkskort
Weitze debuterede i 1996 med novellesamlingen Skifting og modtog Bogforums Debutantpris for bogen. Weitze har studeret folkloristik på Københavns Universitet, og hendes forfatterskab bærer præg af interessen for den mundtlige fortælletradition som sagn og eventyr. Folkefortællinger, det eventyrlige, naturen og menneskets forhold til naturen er en rød tråd i forfatterskabet. Siden debuten har Weitze udgivet både radiodramatik, noveller og romaner. I 2016 udgav hun cli-fi-romanen Den afskyelige, en dystopisk fremskrivning af den globale opvarmning og satte dermed fokus på den klimatematik, der også er omdrejningspunkt for 'Rosarium'.

Weitze har en særlig stemme i dansk nutidsprosa med en række fantastiske fortællinger om trolde, engle, ufødte børn, gengangere, skygger og alfer. I en frit fabulerende fortællestil, som står i kontrast til den hverdagsrealisme, der har præget en række af Weitzes samtidige forfatterkolleger, forenes folkeeventyret med den mere moderne skæbnefortælling. Hendes fortællestil er blevet kaldt gotik eller realistisk magi, og hun er blevet beskrevet som en glad blanding af Franz Kafka, Edgar Allan Poe og Villy Sørensen.

I nyere dansk kontekst skriver romanen sig ind i den nye klimalitterære strømning med værker som Theis Ørntofts Digte 2014 og Solar (2018), Olga Ravns De ansatte (2018) og Siri Ranva Hjelm Jacobsens Havbrevene (2019). Samme forfatter har udgivet Daphnesyndromet (2021), der er en spekulativ fiktion med træk fra både græsk mytologi og gotisk litteratur, men også en poetisk fortælling om at overskride sig selv og blive et med naturen. Derudover kan der trækkes en parallel til Jonas Eikas Efter solen, der med globalt perspektiv og sanserigt billedstærkt sprog skriver sig ind i samtidens politiske udfordringer. Hos Eika er virkeligheden genkendelig, men med strejf af poetisk magi i luften, som åbner virkeligheden mod nye dimensioner.

 

 

22 dec.21

Bogdetaljer

Forlag
Gutkind
Faustnummer
38660608
ISBN
9788743400424
Antal sider
414

Tema

Tema

Klimalitteratur

Litteraturen udstiller de fatale konsekvenser af menneskelige handlinger og udgør samtidig en fiktiv legeplads med et indbygget refleksionsrum.
Læs mere

Fik du læst?

Tema

Årets bedste bøger 2021

Vi gør status over bogåret 2021 og præsenterer redaktionens bedste læseoplevelser, der rummer storslåede historiske og personlige skildringer og aktuel debat om køn, klima og kriser.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer