Nyere dansk lyrik

Det er svært ikke at blive betaget af Caroline Albertine Minors poetiske greb og stærke billedsprog.

Med den stærke digtsamling Djinn cementerer Elias Sadaq sin plads i det litterære landskab og retten til at være queer og muslim.

Banke banke på. Hvem der? Christina Hagen er tilbage, og det er vildt, voldsomt og mesterligt. 

En brillant digtsamling, der gennem smukke beskrivelser og gennemgående motiver skaber følelser af melankoli, sympati, og håb. 

Det enkelte og kortfattede er denne digtsamlings store styrke. Zahor sætter ord på både kærlighed, tab og det at stå i kærestesorg med angsten i baghold.

Bjørn Rasmussen har skrevet en stærk og fejende flot sonetkrans om hunden Fiske og især om dens ejer.

Sanselige sommerdigte om kønsidentitet, queerlivet og resten af overgangen, når man står i det nye til midt på livet.

Dansk-somaliske Amina Elmi skriver om eksilerfaringer og følelsen af hjemløshed i et poetisk sprog med originale billeder.  

Nynne Roberta kan noget med sproglige billeder i sin ungdommelige revolutionære udgivelse, men meget stritter og hopper.

Woetmann har skrevet en ret god digtsamling, der desværre snubler og taber højde undervejs.

Caspar Erics digte oser af vrede, frustration og kunstnerisk begavelse og manifesterer digteren som en brændende fakkel i et tomt rum.

Det er ikke ukunstlet, men det er uden krummelurer, det er hverdagssprog, det er jazz og det er højmodernisme. 

Nikolaj Zeuthen fortsætter, hvor han slap, med en særegen og syrlig digtsamling, der både rummer narrative og lyriske kvaliteter. 

I Inger Christensens hidtil ukendte ungdomsdigte mærker man allerede hendes stærke sans for sproget og den forbundethed med naturen, som går igen i forfatterskabet.

Der er noget sfærisk over Signe Gjessings digtsamling; en kosmisk rutsjetur mellem verden, stjernerne og universerne.

Duncan Wiese har skrevet en digtfortælling om at blive far og familie. Den kommer fornemt rundt om de nye udfordringer.

Gribende digtsamling om splintret kærlighed og skarpe skår i et knust parforhold og om de vaklende skridt tilbage fra ensomheden og sorgen.

Glenn Bech retter et glødende og kraftfuldt opråb mod klassesamfundets evige ekskludering i voldsomt sympatisk projekt.  

Nanna Storr-Hansen skriver med et kraftfuldt bundtræk, der lige lovlig økopolitisk forbinder moseligenes stenalder med vores senmoderne tid.

At læse Søren R. Fauths digte er en ultimativ oplevelse, hvad enten livet bevæger sig op eller ned i bølgedale. 

Antropolog, forsker i migration og familiefar Hans Lucht har skrevet en vigtig digtsamling om en antropolog og familiefar, der forsker i migration.

Digte om sommervejr og græs, der fint og luftigt lader læseren fuldstændig uberørt og overmæt af de overlyriske vindfrikadeller.

Popfænomenet Tobias Rahims digtsamling er en halvnøgen fornøjelse med stavefejl og uskarpe sætninger. Den vækker dog (læse)lyst hos dem, der normalt ikke læser.

Digtsamlingens formfuldendte skønhed harmonerer med Ivan Micics flotte omslag og vignetter. Mesterlige digtere findes.

Lettilgængelig poesi og fænomenale tegninger. Nicolai Hvidberg Jørgensen genopfinder grukket med små, tankevækkende digte.

Det er udfordrende, grænsende til frustrerende, men også æggende. Hvad pokker stiller man dog op med sådan en hermetisk billedblitzende rebus, der nægter at gå op?

Nikolaj Zeuthens digtsamling er fuld af humor, narrative svirp og lange, krusede tanketråde, men den mangler lyrisk bundtræk.

En overlegen stilistisk debut og leg med ligegyldigheden, som på samme tid både dræber og imponerer.

Marianne Larsen viser i sin nye digtsamling – der udkom på hendes 70-års fødselsdag – at hun er en af landets allerbedste digtere.

Humor og alvor blander sig i Khiljees digte om vores liv på de sociale medier. Digtsamlingen har meget på hjerte, men står desværre ikke helt så skarpt som forfatterens debut.

Finurlig og legesyg digtsamling skaber sin egen fine logik og overraskende forbindelser i sproget.

Fauth fortsætter frygtløst. Raseriet er løjet af, men teksten har ikke tabt tænderne på de brændende linjer.

I poetisk gadesprog fortæller Ansari om en kriminel løbebane, der formes og opløses af et menneske med en drøm om en bedre fremtid. Kulturchok for golfbanedanmark.

Rasmus Nikolajsens nye digtkreds er en lille bog med meget på hjerte. 

Pia Tafdrup har begået en smuk og stærk afslutning på sin kvintet om sanserne og manifesterer sig som en af vor tids største digtere.

Det er lang tid siden, der er fortalt så stærkt i en ny dansk digtsamling. Nsoni fortæller, selvbiografisk og digtende, om en mørk opvækst fra Congo til Vrå.

Caspar Eric fortsætter sine coronadigte, men denne gang med en samfundsbevidsthed, der rækker ud over coronaens temporalitet.