Bog

Kældermennesket

Af (
2018
)

Anmeldelse

Kældermennesket af Fjodor M. Dostojevskij

02 nov.04

Dostojevskijs eksistentielle roman er iflg. litteraturhistorien et centralt værk for at kunne tilegne sig forfatterens øvrige litterære produktion og sammenlignes da ikke uden grund med Kierkegaard.

For en almindelig læser i dagens Danmark er der al mulig grund til at fordybe sig i denne forhutlede, patetiske og selvoptagede fortæller:
En 40-årig embedsmand kan ved hjælp af en lille arv leve i afsondrethed, hvorfra han udgyder sine betragtninger over sig selv og livet som menneske. Trangen til at være sig selv driver ham ud i overvejelser over de forhold han har/har haft til andre mennesker, idet han nyder/hader sin egen elendighed, og hans udgydelser kan virke latterlige og inkonsekvente. Han argumenterer med og mod sig selv og henvender sig ofte til læseren: ”synes De jeg vrøvler?” hvilket man nok kunne sig ja til.

Hans excentricitet og ubeslutsomhed uddybes i 2. del: Under den våde sne hvor han beskriver de konfrontationer, han har haft med andre mennesker i Sankt Petersborg: chefen, gamle skolekammerater. Ved møderne har han så megen forbitrelse og krænkelse med som ballast, at hans forsøg på kontakt udvikler sig til groteske handlinger og udsagn. Et eksempel: han overtaler en ung kvinde til at forlade sit nedværdigende arbejde som luder, men da hun opsøger ham på hans bopæl, bliver han for alvor rystet: hun har set lige ind i hans fortvivlede, ulykkelige sind, og han smider hende på porten!

I den sidste del er fortælleren bragt i en selvmordssituation, som han reddes fra ved en simpel hændelse: en lille pige tager hans hånd og beder om hjælp.
Efter pigens tillidserklæring oplever han i en drøm, at han er død og ligger i en kiste med dryppende vand, da han føres op og med til en paradisisk ø. Herfra længes han tilbage til jorden, og det liv han kunne have levet. Til sin store forbavselse vågner han af drømmen og er i live.

På trods af bogens eksistentielle islæt må den kunne bidrage til nutidens overvejelser om meningen med livet: Lever du ikke, kan du lige så godt være død!

Ungeanmeldelse

Kældermennesket

Jaså, Kældermennesket holder aldrig mund. Dostojevskijs roman ‘Kældermennesket’ er et mesterværk, som har sat sine betydningsfulde spor i den moderne, men også senmoderne litteratur og filosofi. 

Forfængelig, grufuld, svær, holdningsrig og ikke mindst menneskelig… Det er nogle af de ord, man kan sætte på det anonyme Kældermenneske. Hans holdninger er faste, men også evigt ændrende; han åbner sig og spytter sit hjerte ud for i næste øjeblik at afsløre, at det, han lige har fortalt, er løgn. 
Så paradoksal og modstridende er Kældermennesket:

”Ikke blot er jeg ondsindet, jeg har ikke engang kunnet få mig selv til at være noget: hverken ond eller god, nederdrægtig eller ærlig, hverken helt eller usselt insekt… ” 

I ‘Kældermennesket’ følger vi Kældermenneskets monolog, som han fortæller, kun er til sig selv og til egen forbedring. Her fortæller han om sine synspunkter på naturvidenskaben og mennesket. Gennem disse overvejelser og holdninger kan vi begynde at forme et billede af Kældermennesket. Det er dog også disse overvejelser, som gør, at ‘Kældermennesket’ er en svær roman, og som gør, at man skal tilgå romanen som et filosofisk værk, der kaster bolden frem og tilbage mellem modstridende emner og viser begge sider af samme mønt. For eksempel har Kældermennesket utallige diskussioner om moral, mens hans egen er i opløsning, som et resultat af hans tankespiral og de skruppelløse udskejelser blandt finfolk og prostituerede, han begiver sig ud på. I sine optegnelser fremlægger han flere forskellige begivenheder, som har det tilfælles, at de alle sammen har formet ham på hver sin måde. Disse begivenheder, eller minder som han kalder dem, har han den seneste tid ikke kunnet få ud af sit hoved. Der er mindet om officeren, som han trodser af ren og skær forfængelighed. Der er mindet om den prostituerede, som han i første omgang vil hjælpe, men som han ender med at skænde og foragte, og der er mindet om afskedsmiddagen, som han inviterer sig selv til og derefter saboterer.

Medynk, beundring, had, foragt, og ikke mindst fortvivlelse… Disse følelser sidder man tilbage med som læser. Medynk for vores grådkvalte ”antihelt”, der er blevet svigtet af hans omverden og ikke kan vurdere, om han mest af alt ser sig som ophøjet, et insekt, eller begge dele. Beundring for hans synspunkter, men også had for de forfærdelige handlinger, som han beretter om i sine optegnelser. Kældermennesket er et tankens menneske: Et menneske, der i sine uendelige indvendinger og bekendelser er havnet i fortvivlelsens spiral bragt i bund af sin samtids uforståelige normer, fattigdom og, måske mest af alt, sig selv.

Selvom ‘Kældermennesket’ er et kompliceret værk, så er det noget helt enestående. Monologen giver os en forståelse for Kældermenneskets tilblivelse og sind, og det er netop det, der gør, at vi kan betragte ham på lige fod og som et gyldigt individ, endskønt hans frastødende, usle og antipatiske ordstrøm. Og til trods for at romanen slutter på side 192, så slutter Kældermennesket imidlertid ikke med sine uendelige indvendinger, og hvem ved, måske er han stadigvæk i gang den dag i dag:

”Forresten slutter denne paradoksmagers »optegnelser« ikke her. Han kunne ikke modstå fristelsen og fortsatte med at skrive. Vi synes imidlertid også det er passende at holde inde her.” 

17 jan.24

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
ISBN
9788711902349
Antal sider
216

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer