Bog

En roman om Jon og hans breve til sin gravide kone, da han opholdt sig i en grotte hen over vinteren og forberedte hendes ankomst og de nye tider

Af (
2017
)

Anmeldelse

Jon

Iskolde vintre, jordskælv og vulkanudbrud huserer på Island i 1700-tallet. Jon Steingrimsson skriver breve hjem om arbejdet, livsbetingelserne, maden og savnet.

Den unge præst Jon forlader i efteråret 1755 sin gravide kone Thorunn for at skabe et bedre liv for dem sydpå. Der hviskes nemlig blandt naboerne om, at Jon har dræbt sin kones første mand. Med sig på rejsen har han sin praktisk anlagte bror Thorstein og konens fårepostej, og begge er gode ledsagere på den lange og farefulde tur. Romanen er fyldt med interessante detaljer og giver et fint billede af mændenes hverdagsliv, deres naturvidenskabelige studier og de politiske strømninger på Island. 

Vel fremme bosætter mændene sig i en grotte, mens de bygger huse og stalde, der skal stå klar, inden Thorunn kommer til foråret. Jon savner sin kone og skriver breve hjem til hende, hvor han detaljeret beretter om sit liv. Hans savn og melankoli dæmpes dog af te og mælkebøttebrændevin samt af de mange gøremål. Læseren følger ham frem til foråret 1756 og i de måneder oversætter han forskellige værker, studerer lægekunsten og lærer de lokale fiskere at svømme.       

 Ildpræsten Jon Steingrimsson (1728-1791) er hovedperson i denne roman, hvor vi møder ham som 27årig. Senere blev han bl.a. berømt for sin nedskrevne øjenvidneberetning om vulkanudbruddet Laki i 1783, hvor en 25 km lang sprække åbnede sig i jorden og forårsagede hungersnød og politiske omvæltninger i resten af Europa.

En forsmag på tjansen som samvittighedsfuldt øjenvidne får han allerede her i 1755, hvor vulkanen Katla går i udbrud, og han omhyggeligt nedfælder sine observationer. Han er inspireret af to islandske opdagelsesrejsende, Eggert Ólafsson (1726-1768) og Bjarni Pálsson (1719-1779), der rejser rundt i landet og samler viden om bl.a. vulkansk aktivitet. De besøger også grotten og diskuterer nye tanker om landbrug og medicin med Jon. Landfogeden Skuli er også en hyppig gæst. Han vil bringe fremskridtet til Island og arbejder på at få ophævet det danske handelsmonopol.

Et stort tema i bogen er tilegnelsen af ny viden, både for det enkelte menneske og for landet som helhed. Samtidig vil mændene gerne sikre bevarelsen af de kundskaber, som allerede findes på Island. Som Jon begejstret skriver i sit femte brev: “kundskaberne er selve mennesket!”

Romanen fremstiller Jon som en sympatisk fyr, man gerne vil tage en diskussion og en kop mælkebøttebrændevin med. Fortællingens mange interessante detaljer betyder, at den bør læses mere end én gang. 

Analyse

Ófeigur Sigurðsson - En roman om Jon og hans breve til sin gravide kone, da han opholdt sig i en grotte hen over vinteren og forberedte hendes ankomst og de nye tider

14 dec.17

Ofeigur Sigurdssons roman fra 2010 er en brevroman, der fabulerer veloplagt om Islands mytologi og 1700-tallets spæde videnskabskultur, men handler lige så meget om nordiske temaer som skam og stædighed – og ikke mindst kærlighedens længsel.

Af Victor Ovesen, cand.mag i litteraturhistorie


Vi er ved Myrdal i det sydlige Island i det herrens år 1755. Vulkanen Katla spyr aske ud over området med død og ødelæggelse til følge for lokale mennesker og dyr. Imens er en lille gruppe mænd nået frem til et sted kaldet Hellar, hvor de har slået sig ned i en grotte, som de indretter sig i.

Romanen fortælles af Jon Steingrimsson. Jon er en ung lærd – han er præst, læge, oversætter og brevskriver. Vi får historien gennem de breve han skriver hjem til sin kone, Thorunn, der stadig er hjemme i det nordlige Frostastadir. De er drevet på flugt af upåviste rygter om, at Jon skulle have myrdet Thorunns tidligere mand, der var klosterforstander, og Jon er taget i forvejen for at bane vejen for sin (tilmed gravide) kones ankomst.

Romanen trækker på mange historiske forhold – både vulkanen Katlas hærgen og en vis ildprædikant ved navn Jon Steingrimmurs liv – samtidig med at den spinder videre på islandsk folkemytologi. Skal man til bunds i hvor trofast eller frit Sigurdsson behandler sit gods, skal man nok have fat i en rigtig islænding eller historiker. Uanset hvad siger det noget om det ærinde, Sigurdsson har med sin roman, nemlig at gå i dialog med dybereliggende lag i Islands kultur, og få den i tale som litteratur, der kan tale direkte til os i dag.

Som en lærd mand på en klippeø befolket af bønder og fiskere skal Jon med sin kristentro i centrum jonglere med både overtro og videnskabelighed. I denne analyse ser vi således på, hvordan romanen iscenesætter mødet mellem et før-moderne og traditionelt tankegods, og den gryende videnskabs vidundere. Romanen om Jon er nemlig i høj grad et forsøg på at skabe fabulerende romanpoesi ud af den gnist, der opstår, når de to slås mod hinanden.

For trods sit historiske afsæt, byder romanen på et fabulerende og fantastisk spor. Stemningen er skiftevis syngende munter og små-apokalyptisk. De breve, Jon skriver hjem til Thorunn, flyder over i surrealistiske drømme og nær-magiske anekdoter. Af og til slår han endda over i en lyrisk, drømmende tone, springende og associerende og markeret med skråstreger. Mere end blot at fortælle om dagligdagens ærinder, skriver Jon en bevidsthed og en sensibilitet frem, og forkynder det til Thorunn – som om han fra sin plads i grotten forsøger at kanalisere Islands underbevidsthed, sagn- og sagatraditionen, den koloniserede folks stædighed og modvilje overfor de danske udbyttere, og sit eget gudsforhold og afsavn. At vi aldrig som læsere ser et eneste brev fra Thorunn, forstæker bare denne oplevelse af at blive omsluttet af karakterens tanker, snarere end talt til af ham.

Brevromanen er en undergenre, som man gerne forbinder med 1700-tallet, blandt andet pga. værker som RosseausJulie, ou La Nouvelle Héloïse (1761), GoethesDie Leiden des Jungen Werthers (1774) og Choderlos de Laclos' Les Liasons Dangereuses (1782). Fordi man i denne type fortælling får handlingen gennem karakterernes fremstilling, kommer vi tættere på deres indre liv – til gengæld rejser det andre, sværere spørgsmål, nemlig om fortællerens troværdighed, virkelighedsopfattelse, etc. Det er blandt andet denne funktion, som Sigurdsson bruger til at kunne lave de vilde, udsvævende udstikkere eller digressioner, som Jon fylder sine breve med. Hos Sigurdsson bliver det så bare, mere end et virkemiddel til at beskrive sin hovedpersons psykologi, en anledning til at lave passager, der minder mere om surrealisme, magisk realisme, eller om vores samtids prosalyriske tendenser, end den klassiske brevroman, som tit dyrkede en inderlighedskultur.

Sigurdssons roman foregår midt i netop 1700-tallet, en periode, der også gerne kaldes oplysningstiden. Det gør den blandt andet, fordi der var en ny dannelseskultur på vej frem i de europæiske storbyer, men også fordi perioden byder på en lang række små og store revolutioner i vores måde at gå til geografi, matematik og fysik, men også politik og filosofi. Det er for eksempel her, svenskeren Carl Linné grundlægger det system, vi stadig bruger til at klassificere dyr og planter, og det er her Denis Diderot og andre franske tænkere sætter Encyklopædien i verden. Kort fortalt en intellektuel fremskridtstid.

Netop derfor er Sigurdssons valg og sammensætning af emnestof interessant. For ud over at hjælpe folk på den askehærgede egn, lindre deres sår osv. ved hjælp af lægevidenskaben, arbejder Jon med teologi og æstetik. Ikke mindst rejser hans kumpaner Eggert og Bjarni omkring og foretager videnskabelige målinger på egnen. De har forskellige nymodens instrumenter såsom et barometer, men også et kæmpe mekanisk bor, som de bruger til at lave geologiske undersøgelser med. Men i romanens stil bliver det videnskabelige forehavende samtidig iscenesat som noget mystisk – det store bor får navnet Rati, og iscenesættes i Jons drømme som et slags dyr, et uhyre eller sagnvæsen. Deres aktiviteter er også så nær uforståelige for meningmand, at det i sig selv igen ligner hekseri. Den dobbelthed er også tilstede i den måde vulkanens hærgen bliver tolket, dels af videnskabsfolkene og af lokalbefolkningen. Er der tale om et resultat af geologiske forhold, altså et naturfænomen, eller er al denne aske og lava et dommedagsvarsel, en straf fra gud for skørlevned, eller måske endda selve landet, der værker under den fremmede magts udbytning? Jon er sympatisk indstillet over for Eggert og Bjarni og deres forehavende, men kan måske ikke helt slippe hverken teologi eller folkesjæl.

En genkommende figur i romanen er netop udbruddet. Både i romanforløbets behandling af Katlas ildspyende væsen som noget, naturen ligesom skal have løbet af sig, men også i Jons behandling af de syge spedalske, og ikke mindst beskrivelsen af Thorunns første mand, den afdøde klosterforstander. Det er som om det ligger til selve det Islandske (i hvert fald her i romanen) at der er kræfter, som af og til skal rase igennem for at kunne lægge sig igen. Klosterforstanderen var alkoholiseret og diabolsk, nærmest besat. Den vrede og ondskab han besad, beskrives nærmest som en naturkraft, som han selv er offer for, idet den koger over og skader alle omkring ham. Det eneste, man kan gøre, er at lade det gå sin gang, man kan højst prikke hul på bylden og fremskynde. Til sammenligning er der en kollossal ømhed i romanen – ømheden mellem Jon og hans følgesvende i hulen, eller ømheden over for naturen, den måde den får lov at virke poetisk og mærkelig, selv når den er farlig og truende.

Det er altså en roman, der elsker at kontrastere – det voldsomme og det fine, det mytologiske over for det videnskabelige, det udsvævende over for det nærværende. Snarere end at være enten fremskridtstosset i sin brug af videnskabens tankegods eller reaktionær i et eller andet nationalistisk ærinde, spinder Sigurdsson noget ret så fint og poetisk ud af en brydningstid i sit lands historie, med en klar kærlighed til både hjerne og hjerte, de højtsvævende vidensambitioner og den islandske klippejord under fødderne.

BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af 
Bibliotekar Mette Francke, Vejle Bibliotekerne.


LITTERATUR OM BOGEN

Anmeldelser i aviser

11/2 2017 Erik Skyum-Nielsen i Information
24/2 2017 Marianne Koch i Jydske Vestkysten
3/2 2017 Lise Garsdal i Politiken
3/2 2017 Birte Weiss i Weekendavisen

Anmeldelser på nettet

Bogvægten: anmeldelser til læsere uden grænser
Tea Stræde Spile: En roman om Jon og hans breve til sin gravide kone, da han opholdt sig i en grotte hen over vinteren og forberedte hendes ankomst og de nye tider.
 

GENERELT OM FORFATTEREN

Links

European Union Prize for Litterature
Præsentation af forfatteren og bogen Jón i forbindelse med tildelingen af EU´s litteraturpris, 2011.

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportrætter. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.

Wikipedia: den frie encyclopædi
Kort artikel om forfatteren

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Rolf Stavnem
Faustnummer
52863759
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
978-87-02-23625-5
Antal sider
208

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer