Bog

Højlandet

Af (
2015
)

Anmeldelse

Højlandet af Steinar Bragi

Moderne psykologisk kammerspil på den islandske sandslette byder på nervepirrende læsning med masser af gotiske gys.

Barndomsvennerne og finansmændene Ravn og Egil er taget på road trip på en øde islandsk sandslette sammen med deres kærester psykologen Vigdis og journalisten Anna. Da de kører ind i tyk tåge, mister de orienteringen og pludselig tørner de ind i et stenhus midt i ingenmandsland. Jeepen er totalsmadret og de må banke på huset for at få hjælp. Der bor et mystisk gammelt par, som modvilligt lader dem overnatte. Konen er meget umeddelsom, manden er dement, og de virker begge bange for noget ude i mørket.

Det står hurtigt klart, at der foregår mere under overfladen mellem de to par og i det barrikaderede stenhus. Hvad der skulle have været en hyggelig tur mellem venner, udvikler sig snart til mistro og uvenskab. Hver gang parrene forsøger at finde tilbage til civilisationen, mislykkes det, og de må vende tilbage til huset. Samtidig er forholdet mellem Ravn og Egil anspændt og præget af gammelt nag og jalousi. Begge har de gjort gode forretninger og levet livet i overhalingsbanen med stoffer og alkohol, men nu har finanskrisen revet tæppet væk under dem. Pigerne kender ikke hinanden ret godt, og alle vidste på forhånd, at denne tur ikke burde være blevet til noget.

Allerede fra side et er der lagt i kakkelovnen til en hæsblæsende læseoplevelse med masser af uhyggelige virkemidler. Jeg måtte flere gange springe passager over af bar rædsel, så det er ikke læsning for sarte sjæle. Den klaustrofobiske uhygge ude på den golde sandslette sniger sig ind overalt, og spændingen veksler mellem det psykologiske spil personerne imellem og surrealistiske, uforklarlige hændelser med elementer af magisk realisme og hallucinationer. Det er svært for vennerne såvel for læseren at gennemskue, hvad der er virkelighed eller fantasi.

’Højlandet’ er en vellykket og uforudsigelig psykologisk thriller, som på samme tid blander gotisk horror, samfundsrevsning og surrealistiske elementer. Som to store modsætningsforhold står det moderne samfunds materialisme, kynisme og ”selvmedicinering” som en flugt fra virkeligheden overfor det barske, rå højland uden moderne fornødenheder, hvor man er tvunget til at se sig selv i øjnene og konfrontere sine indre dæmoner.

Originally published by Line Hoffgaard, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Rolf Stavnem
Faustnummer
51868854
ISBN
9788702174007
Antal sider
272

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer